|
Dødssynderne 1:
Misundelse
Af Louis Nielsen -
KP 04-2003
De seneste ugers avisartikler omkring bøger, eksistens
og livsstil har med flere bidrag sat fokus på misundelse.
Misundelse er også en synd, som Bibelen advarer
os kraftigt imod. I katolsk teologi henregnes misundelse
mellem dødssynderne.
Det med dødssynderne
og at synd faktisk er en dødelig tilstand, er der
ingen, eller kun meget få, som tager alvorligt i
dag, og vi er langt mere optaget af det, som kan skade
vores fysiske helbred, end det, som skader vores åndelige
natur og truer os med evig fortabelse.
Vores overfladiskhed og letsindige
omgang med sandheden røber os, der hvor vi f.eks.
har til hensigt at smigre eller glæde nogen, siger
“Hvor jeg misunder dig” eller “jeg misunder
dig af et rent hjerte”. Ikke at der er noget forkert
ved denne sprogbrug, men den kunne måske forlede
os til at opfatte misundelse, når det virkelig er
misundelse, det handler om, som en mindre, mere uskyldig
synd.
Misundelse sammenknyttes med
“mord” i Jak 4:2: “I myrder og misunder,
men kan intet udrette”, sandsynligvis var det også
misundelse, som lå bag Kains drab på Abel
(1 Mos 4:1-16); Johannes bruger i sit første brev
Kain som eksempel på en, som hadede sin broder og
slog ham ihjel, og hvorfor slog han ham ihjel? spørger
Johannes og svarer selv: “Fordi hans gerninger var
onde, men hans brors retfærdige” (3:11-12).
At tale om misundelse som årsag til had og drab
er ikke en retorisk overdrivelse, men er alt for ofte
den barske kendsgerning.
I en artikel i Kristeligt Dagblad
den 14. november i anledning af udgivelsen af psykiatrikerens
Birgit Peterssons bog “Misundelse og kærlighed”
citeres fra bogen:
“Da Jytte Hilden blev
kulturminister, skrev hendes søster en kronik i
Ekstra Bladet, hvor hun hængte hende ud for at være
en ravnemor, storforbruger af mænd og magtsyg. Det
er vanvittigt af en redaktion at bringe den slags, men
hver dag bliver der slået mennesker ihjel på
det symbolske plan.”
Det, vi i dag kalder “karaktermord”,
er blevet alt for almindeligt og alt for offentligt. Bare
det at være en kendt og offentlig person udsætter
en for det. At man graver frem fra fortiden noget skandaløst
om en offentlig persons liv er noget, alle kendte udsætter
sig for. Eksemplerne er talrige lige fra vores egen udenrigsminister
Per Stig Møller over prinsesse Diana og prins Charles
til popstar Jon.
Alle er vi i fare for at blive
snushaner, sladrekællinger og skandalemagere. Og
vi sluger det råt, og nydelsen er sød (se
Ordsp 18:8). Men er det tiltalende? Føler vi os
selv som bedre mennesker ved det? Hvilken illoyalitet,
hvilken indiskretion, hvilke brud på tillid og god
omgangstone skjuler sig ikke bag enhver, som forråder
foresatte, ægtefæller, kolleger, venner på
sådan en tarvelig måde.
Hvor nedværdigende for
en selv at være med til den slags, og for hvad?
For penge, for berømthed, for at “komme på”,
blive set og kendt? Og motivationen er ofte så simpel
som misundelse. At “være på” og
at være kendt er efterhånden så afgørende
en ting for mange, at det ikke at være det er nok
til at gøre os “gule af misundelse”
mod dem, som er det.
Birgit Petersson taler om “et
samfund bygget på misundelse”:
“Problemet er, at
hele samfundsstrukturen i den vestlige verden er bygget
op omkring misundelse. I stedet for, at vi løfter
i flok, opmuntres vi til konkurrence og enkeltpræstationer.
Og i øjeblikket er kræfter i gang med at
ødelægge den lighed og fællesskabsfølelse,
som ellers har været kendetegnende for det danske
samfund.”.
Om medierne og misundelsen skriver
Birgit Petersson, at man “skiftevis idealiserer
de kendte og de kongelige og forkaster dem. Har man fat
i en flig af en historie bringes den for at myrde sin
egen misundelse«. Birgit Petersson omtaler også
sin egen verden, universitetssystemet som bygget op omkring
misundelsen. Hendes udregning
af misundelsens “dynamik” er tankevækkende:
“I gamle dage slog
man ihjel på grund af misundelse, og der er stadig
drab f.eks.mellem brødre..... Jeg tror, at det
er mere almindeligt, at søskende har det svært
sammen end det modsatte. Gamle kræfter kommer op,
hvis forældrene ikke har tacklet misundelsen, og
nogle gange er der tale om, at den ene har været
den foretrukne."
For mig ville det være
pragtfuldt, hvis vi, hver gang vi skal til at bagtale
andre, tænker “hov, hvorfor siger jeg nu det”.
Det betyder ikke, at vi ikke skal sige det skrappe, men
at vi skal give konstruktiv kritik i stedet for. Bagtalelse
på arbejdspladserne er desværre mere almindeligt,
fordi det åbenbart er svært, at nogle har
og er noget mere end en selv. Man skal være et meget
kærligt menneske for at kunne tåle det. Men
omvendt skal man huske, at glæden ved at rakke ned
er kort, for man føler sig som et dårligere
menneske bagefter.”
Den 20. november var der så
i Politiken en anmeldelse af Jes Stein Pedersen af Christoffer
Jacob Ries “Retten, magten og æren. Lauge
Koch Sagen”. Jes Stein Pedersens introduktion til
denne anmeldelse er værd at citere i sin fulde ordlyd:
“Christoffer Jacob Ries
har bearbejdet sin ph.d.afhandling og skrevet en blændende
bog om Lauge Koch og en af de største skandaler
i dansk naturvidenskabs historie. En beretning om skurke,
helte og intriger, som giver et sjældent indblik
i et lukket forskningsmiljø, præget af egoers
drøm om magt og ære.”
Til sidst i anmeldelsen spørger
Jes Stein Pedersen:
“Var anklagerne mod Koch retfærdige, spørger
Ries i bogens forord og “skal retfærdigheden
udmåles med geologisk, juridisk, moralsk eller politisk
målestok?”.
Han besvarer med forsæt
ikke spørgsmålet, men overlader det til læseren
selv at dømme efter at have blotlagt hidtil upublicerede
notater, breve som belyser et begivenhedsforløb,
der er lige så fuld af skjulte alliancer og gedulgte
motiver, som dem, der altid lurer under overfladen i de
krimier, hvor det gælder om at opklare mordet på
en myrdet gentleman, der fik dolken i ryggen, mens han
sad i godsets bibliotek, mens der blev danset ved siden
af. For anmelderen er der ingen tvivl om, at Koch blev
dolket bagfra, også i den grad. Karaktermordet satte
den geologiske udforskning af Grønland årtier
tilbage. Det er måske den vigtigste konklusion i
Jacob Ries koloni- og videnskabshistoriske gyser.”
Kommer indefra
De her citerede eksempler fra to forskellige avisartikler
sætter fokus på, at misundelse føles
som et problem, endda et tungt problem med langvarige,
måske endeløse konsekvenser for de implicerede
selv, for samfundet og for fagligheden. Birgit Petersson
tolker misundelse som et psykologisk og sociologisk problem
og finder psykologiske og sociologiske årsager til
den - og disse forekommer relevante - men når alligevel
ikke dybt nok. For det må vi søge til Skriften,
til Bibelen og lytte til, hvad den har at sige til os.
Jesus nævner i sit svar
til disciplene angående spørgsmålet
om urenhed, at urenheden kommer indefra, og så nævner
han nogle af de ting, som gør mennesket urent,
herimellem misundelse (Mark 7:17-23). Misundelse er her
sat ind i helt katalog af alvorlige synder, herimellem
“onde tanker, mord, griskhed, svig og hovmod”.
Som synd i det hele taget, så
også misundelse, sætter den gang i en hel
kædereaktion af onde ting, “sætter tilværelsens
hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede”,
som Jakob så malerisk udtrykker det (3:6).
Ordsprogenes Bog afbilder misundelse som “edder
i knoglerne” (14:30), altså som en tilstand
af fortærende sygdom. Prædikeren har gjort
det til sin beskæftigelse at iagttage livet og menneskene,
og med sin sædvanlige kynisme konstaterer han tørt,
at “alt slid og dygtigt arbejde bunder i menneskers
indbyrdes misundelse” (4:4).
Eksemplerne fra vore to avisartikler
giver Prædikeren ret. Misundelse er virkelig drivkraften
bag meget af det, vi gør. Derfor er det afgørende
vigtigt, at vi ser kritisk på os selv og tilretteviser
os selv, ellers kan en synd, en lidenskab som misundelse
meget nemmere komme til at styre vort liv, end vi bryder
os om at tænke på.
Den højt lovpriste objektivitet
i forhold til sig selv er en dyd meget få af os
er i besiddelse af, og faren for, at vi misfortolker os
selv er større end nogensinde, eftersom vi lever
i en kultur, som dyrker selvværdet (jvf. Paulus’
advarsel i Rom 12:3).
Misundelse nævnes overraskende
i forbindelse med Jesu domfældelse og det af to
af evangelisterne, Mattæus og Markus:
“Han (Pilatus) vidste
nemlig, at det var af misundelse, de (ypperstepræsterne)
havde udleveret ham (Jesus)” (Matt 27:18) og “Han
var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne
havde udleveret ham” (Mark 15:10).
Ypperstepræsterne var
som magtmennesker altid er det kun optaget af en ting:
At bevare magten, koste hvad det vil. Og de opfattede
Jesus som en trussel mod deres magt.
På det dybere plan nærer
de også en morderisk misundelse mod Jesus, fordi
han er en god og retfærdig mand, medens de med dem
selv ved, at de er onde, jvf. de tidligere citerede ord
fra Johannesbrevet om Kain og hans broder.
For onde mennesker er det aldrig
rart at møde godheden, for mennesker, som elsker
mørket og søger tilflugt i mørket,
er det pinefuldt ud over alle grænser at komme ind
i lyset.
Man vil gerne have den moralske
autoritet og position, som godhed giver, men man vil ikke
betale prisen, på den måde virker misundelsen.
Man misunder andre et eller andet, de er, de har eller
kan, men man glemmer det arbejde, det slid, det afsavn
de sandsynligvis også har haft for at nå så
vidt.
Selvfølgelig er der også
nogen, som tilsmiles af heldet, og så misunder man
dem for deres held, og man vælger at lukke øjnene
for, at lykke i livet ikke er identisk med det at have.
Man kan, som Jesus, siger “vinde den hele verden
og bøde for det med sin sjæl”.
Jesus priser sine disciple salige,
og det bestemt ikke på grund af anseelse, rigdom
og lette og rigelige kår i verden, tværtimod;
men de er salige, fordi Guds rige er kommet til dem, fordi
de tror på Jesus og derved er Guds børn.
Falske værdier
Misundelse udspringer af falske værdinormer og falske
sammenligninger, af umættethed i sjælen, af
utilfredshed med, hvad Gud giver, af oprør mod
Gud, fordi han handler med mig i sin suveræne vilje,
og derfor ikke handler med mig, som han handler med Jens
og Birgitte. Det er denne kræftsygdom i sjælen,
misundelse er det urovarslende symptom på.
Måske kan vi tillade os nogen gange at spøge
lidt med det, og sige:
»Hvor jeg misunder dig”
og mene noget godt og positivt med det, noget hen i retning
af, hvor er jeg glad på dine vegne. Fint. Men det
har ikke noget med misundelse at gøre. Hvor der
virkelig er misundelse, er der splid og alt, hvad ondt
er (se 1 Kor 3:3 og Jak 4:1-4).
“Vær ikke misundelig
på dem, der øver uret”, siger David
i Sl 37:1 og begrunder det med, at de, som øver
uret, har ikke fremtiden med sig. Misundelse har heller
ikke fremtiden med sig. Helvede vil være fuld af
den, men ikke Himlen.
Asaf giver os i Salme 73 et
gribende, tankevækkende indblik i sin sjælekval,
dengang han “harmedes over de overmodige og måtte
se de ugudesliges lykke” (vers 3).
Og så siger han:
“Dengang mit hjerte var bittert,
og det nagede i mit indre,
var jeg et uforstandigt fæ,
en stud var jeg over for dig.
Men nu er jeg altid hos dig,
min højre hånd holder du fast.
Du leder mig med dit råd,
du fører mig til herlighed.
Gud har i Kristus, siger Paulus,
“velsignet os med al himlens åndelige velsignelse”
(Ef 1:3), og hvad den er, handler på sin vis hele
Efeserbrevet om. Hvorfor er vi så fikserede på
det jordiske? Hvorfor er det livet her, som har vores
alt overvejende interesse?
Vi trænger til at lade
Guds Ånd ved Paulus løfte os op i det himmelske,
vi trænger til som Asaf at holde op med at være
stude og løftes op til Gud og ind i Guds tanker.
Så vil misundelse også ophøre med at
være den fristelse og det problem for os, som den
ofte nu er.
|
