Dødssynderne 2:
Dorskhed

Af Louis Nielsen - KP 01-2004

Dorsk er et ord, som sjældent bruges i dag. Umiddelbart opfatter jeg det som et meget negativt ladet udtryk. Nudansk Ordbog forklarer dorsk med det ene ord dvask, men det er meget stærkere end dvask. Den, som er dvask, er det måske fordi, det er varmt, og der er håb om, at han ikke altid vil være dvask.

Den, som er dorsk derimod, er der meget lidt håb for, da han simpelthen er dorsk af natur. Dorsk er mere end ladhed, ugidelighed og ligegyldighed og manglende vilje. Det er alle disse ting på en og samme tid. At være dorsk er at være bedøvende ligeglad med alt og alle. Alt rager en en høstblomst.

Det siger næsten sig selv, at Bibelen med dens kalds- og arbejdssyn må se dorskhed som et udslag af ugudelighed og en hån mod den levende Gud. Dorskhed bliver nærmest et synonym for arvesynden selv, hvorunder vi alle går blinde rundt og af natur er vrangvillige over for ham.

Mange mennesker er vantro af ren og skær vane og dovenskab, fordi de bare ikke gider beskæftige sig med de ting. De har nok med dagen og vejen, nok med det fornøjelige, men de store og anfægtende livs- spørgsmål gider de ikke beskæftige sig med.

De er materialister og livsnydere i den store stil, alt andet er lige meget for dem. Den type mennesker advarer Bibelen os igen og igen imod.
Men alle har vi på grund af syndefaldet dorskhedens kim indbygget i os, og i og med, at ”vi alle er faret vild som får og har vendt os hver sin vej”, er vi alle tilbøjelige til at vende det døve øre til Gud. Til at ignorere hans bud og advarsler. Som Brorson siger det i en af sine salmer, konfronteres vi med det ”skændige” faktum, at:

”Den største part så blind omkring
i denne verden vanker!
Din skabning ser man daglig på,
dog ser man, som man ikke så,
og går i andre tanker.
Ild, vand, luft, sand,
sol og stjerne, hver en kerne,
hver en dråbe
Herrens herlighed udråbe”.

Uden forpligtelser
Når de gamle tænkte på ”dødssynden” acedia eller dorskhed, så var det med vilje og forsæt at lukke øjne, ører og hjerter for ham. Ikke at have øje for Herrens værk (Es. 5:12) og nægte at være sat ind i verden som ansvarlige væsner.

Jesus havde fjender, der aktivt stod ham imod, men langt de fleste var ligeglade. De var bevægelige nok, når de så hans undergerninger, når de ”så tegn” og ”fik brød at spise og blev mætte” (Joh. 6:26). Men når det kom til at tage stilling og følge Jesus, så stod de fleste af, så lignede de børn, som ikke kunne beslutte sig for, hvad de skulle lege og derfor slet ikke legede (Matt. 11:16-19).

Vores egen tid ligner påfaldende Jesu samtid med tidens nyvakte interesse for det overnaturlige og for den religiøse dimension i tilværelsen, men når det gælder om at ”committe” sig til Jesus og kristendommen, så holder man sig tilbage.

Vanetænkning, vantro, skepsis, apati og ligegyldighed, manglende kampånd, livslyst og engagement er på en eller anden måde afledt af dorskhed. Kun Guds livgivende og nyskabende Ånd, Helligånden, kan ændre på det, som en af vore store pinsesalmer udtrykker det:

Skin over vang som en morgen med sang,
morgen i maj, når det grønnes!
Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,
så på Guds nåde der skønnes!
Tonerne dybe i gry og kvæld
røre selv hjertet så hårdt som fjeld!

Det er gammeldags omvendelse ovenfra, der kaldes på, hvis vi skal komme ud af dorskhedens greb om os, et nyt liv skænket os fra Gud, hvori vi nu ikke længere bærer ”frugt for døden”, men ”frugt for Gud, frugt som ender i evigt liv. (Rom. 6:20-23.

Ladhed
Den teknologiske udvikling har gjort, at vi ikke længere foragter ladhed som en last, som de vise i Israel gjorde det, og som kristen kultur har gjort det, ikke mindst reformert og puritansk.

Det hårde, fysiske slid er ikke længere nødvendigt. Maskiner og anden teknologi har overtaget, og den moderne udvikling har gjort livet lettere, behageligere og længere for os, og det må vi kalde en god ting.

Men det paradoksale er, at selvom livskvaliteten er blevet forbedret, så er vi ikke blevet mere lykkelige eller harmoniske mennesker. Nogle sygdomme og samfundsonder er vi kommet af med; til gengæld har vi fået andre, som måske endda er mere livsnedbrydende.

Livsvilkårene er blevet bedre, uden at vi er blevet bedre mennesker derved. Det er tragedien. De gamle synder er der stadig, også dorskheden.

At bære de svages byrder
I dag er det principielt muligt at leve et helt liv på passiv forsørgelse, også når der ikke er tvingende fysiske eller psykiske handicap til grund for det. Spørgsmål som, hvorvidt og hvor langt det er moralsk korrekt at lade sig underholde af samfundet, bliver aldrig stillet. Det er for politisk ukorrekt at stille det.

”Vi, som er stærke”, siger Paulus, ”er skyldige at bære de svages byrder”. Bibelen anerkender uden videre, at der er uforskyldt nød og fattigdom, og Bibelen pålægger os at være solidariske med de fattige og hjælpe dem, som er i nød. Men kristendommens etik lægger også vægt på selvforsørgelse. ”Ikke at være til byrde for nogen” er også en af Skriftens anvisninger.

Ladhed som karakter er ikke en uskyldig harmløs ting, men synd i Guds øjne, en underminering af det jeg er som menneske, det, jeg er sat til og kaldet til som en, der er skabt i Guds billede for at tage vare på det skabte.

Gud har givet mig arme og ben, sanser og en hjerne, og sat mig i relationer, som kræver min aktive indsats. En del af mit menneskeværd er derfor, at jeg som ”medarbejder med Gud” påtager mig det privilegium og den opgave, det er at være menneske.

Har man ladhed som livsform, har man valgt at sende sin Skaber den besked: ”Jeg vil ikke være med i din skabelsesorden; den kan du varetage selv”.

Og til sine medmennesker sender man den besked: ”I rager mig en papand. Jeg forbeholder mig min ret til de fælles goder, men jeg gider ikke besvære mig med at passe på dem eller fremskaffe dem”.

Ladhed i Bibelen
Bibelen reflekterer over det moralsk forkastelige ved ladhed. Vi har alle fået noget betroet af Gud, livets Herre. At grave det ned og nægte at investere det i livet vil blive påtalt på dommens dag. (Matt. 25:14-30).
Paulus skriver i en instruks til menigheden: ”Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det”.

Og Paulus var selv et eksempel, når det gjaldt at praktisere disse ord: ”Sølv eller guld eller tøj har jeg ikke forlangt af nogen. I ved selv, at disse hænder har tjent til alt, hvad jeg og mine medarbejdere havde brug for.Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: ”Det er saligere at give end at få”.

Hjælpe de svage
Vi er ikke vant til, at nogen taler sådan til os. Og gør de det, er de ofte ude på den yderste højrefløj, og i øvrigt så socialt ubalancerede, at vi som kristne ikke kan have noget med dem at gøre.

Kristendom kan man umuligt fremme med politiske paroler og slagord. Paulus’ motivation er ikke politisk, men det gudfrygtige og gudvelbehagelige liv. Desuden lægger apostlen stor social forståelse for dagen.

Der er mennesker, som ikke kan honorere et almindeligt arbejdslivs krav. Dem skal vi hjælpe. Der er også mennesker, som moralsk er blevet afsporet. Dem skal vi ikke støde ud i mørket, men hjælpe til et menneskeværdigt liv, hvor de i stedet for at være en byrde for samfundet bliver et aktiv for det.

Sociale ydelser taget for givet
Generelt tager vi nok uden videre refleksion samfundets indretning for givet, ikke mindst når det gælder sociale ydelser. Forhåbentlig føler vi os også positivt solidariske den modsatte vej og forsøger ikke at unddrage os skatter og afgifter.

Der kan ikke umiddelbart indvendes noget imod, at vi benytter os af vore rettigheder til dagpenge, pension, kontanthjælp og efterløn.
Men det er ikke automatisk så, at fordi vi har ret til noget, så er det også etisk og kristeligt set det rigtige at gøre.

Tilbage står for os allesammen en bevidsthed om ”at være sat” og ”være kaldet”, at være hinandens ”næste”, at være under Ham, som er ”herre over døde og levende”, hvorfor ”ingen lever for sig selv eller dør for sig selv”.

En etisk og næsteorienteret vurdering af vore handlinger kommer ingen af os uden om, når det gælder vore rettigheder og forpligtelser i forholdet til samfundet.

Her kommer vi tilbage til ladhed. For hvad nu, hvis ladhed er den primære motivation til, at vi passivt lader samfundet overtage ansvaret for vore liv? Ingen skal besvare det spørgsmål på nogen andens vegne, men vi må stille det spørgsmål til os selv.

Samfundets stigende problemer med at få pengene til at række til skyldes i høj grad, at alt for mange af os er holdt op med at handle ansvarligt.
Det er også relevant at stille spørgsmålet om vi som kristne, når vi vælger uddannelse, udelukkende kan tillade os at vælge det, vi selv har mest lyst til, eller om vi ikke også bør spørge efter, hvor vi bedst kan tjene Gud, medmennesket og samfundet?

Når alt kommer til alt afholder samfundet broderparten af udgifterne til uddannelsen. Det individuelle, frie valg er aldrig mere frit, end at det har dybe konsekvenser for andre, og dem må vi medregne, når vi hver for sig træffer vore valg.

Alt for ofte overser vi vort ansvar over for samfundet, fordi vi gør samfundet til en abstrakt størrelse frem for det, det i virkeligheden er: Vor næste bare i en meget stor skala. Som vi er kaldet til at være lys og salt for den enkelte, er vi kaldet til at være det samme over for samfundet.

Det er ikke tilfældigt, at Jesus taler om ”en by bygget på et bjerg”. Guds folk kaldes i Det gamle og Det nye Testamente for Zion. Menigheden, lammets brud er også Det nye Jerusalem. At gøre Kristus kendt og at forherlige Kristus i forhold til samfundet er helt afgjort en del af kirkens opgave og mission.

.