| |
Tanker om døden
Af Louis Nielsen -
KP 04-2004
Døden siges at være
“et tabu” i vores kultur, og det skal nok
være rigtigt, forstået på den måde,
at vi fortrænger døden og ikke vil være
ved, at den er der, men ellers taler vi om døden
som aldrig før.
Døden er også et
gennemgående emne i mange film; man ser f.eks. ikke
mange amerikanske film uden at blive præsenteret
for en eller anden begravelsesscene.
TV og aviser er også gennemsyret
af døden; for at skildre de aktuelle begivenheder
er at skildre dødens hærgen. Jo, Paulus har
ret, når han skriver, “at døden herskede”
(Rom 5:14), og det gør den stadig undtagen over
den, som hører Kristus til og er i ham. Om ham
og hende siger Jesus som bekendt: “Og enhver, som
lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”
(Joh 11:26), og at han “skal leve, om han end dør”
(Joh 11:25).
Døden er en kompleks
størrelse og symboliserer andet end livets ophør.
Betød den blot livets ophør, kunne vi måske
forlige os med den som naturlig, i hvert fald, hvis man
har nået den fulde livslængde og er blevet
“mæt af dage”. Men selv da er der noget
naturstridigt, fjendtligt og uvelkomment ved døden.
At vi føler sådan
kommer fra bevidstheden om et Paradis, vi har mistet,
som Gud har lagt ind i alle menneskers kollektive bevidsthed.
Derfor er døden naturstridig, også der hvor
den i og for sig er naturlig. Alligevel kan ingen ved
sine fulde fem ønske sig udødelighed, med
mindre at livet formåede radikalt at forny sig i
en uendelighed.
Kun Gud har udødelighed
og evigt liv i sig selv, og kun han kan give os det i
den fylde, som gør, at evigt liv bliver en glædesmættet
og herlig ting, hvor vi mættes af hans uudtømmelige
forråd af liv og herlighed.
Det er svært at vide,
hvordan det egentlig var i den originale skabelse. Var
der f.eks. udødelighed for alle levende skabninger?
Næppe. På en måde fornyes skabelsen
gennem død. Solens gang på himlen betinger
både, at nogen lever, og nogen dør. Planterne
har deres årlige cyklus, mange insekter, gnavere,
fugle og talrige andre dyr er skabt til et meget kortvarigt
liv.
Heller ikke mennesket synes
skabt med udødelighed, for ifølge Skriften
er Gud den eneste, som har udødelighed (1 Tim 6:16),
men så længe Adam og Eva adlød Gud
havde de adgang til Livets træ og dermed udødelighed
(se 1 Mos 3:22).
For mig at se bliver evigt liv
først muligt med Jesu Kristi komme. Evigt liv er
“Guds nådegave i Kristus Jesus, vor Herre”
(Rom 6:23), og det er i det, at “de kender dig,
den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus”
(Joh 17:3, 1. Joh. 5:20).
Døden er Guds dom over
menneskets synd, men også Guds sorg over mennesket,
som ikke lader ham i ro, før han har gennemført
sit frelsesforsæt, nemlig at fri os fra syndens
og dødens magt.
Gud er Herre over døden;
som sådan er den Guds tjener, men samtidig er
der fjendskab mellem døden og Gud. Ved Lazarus’
grav er Jesus ikke alene bevæget af sympati og medfølelse
med de sørgende mennesker; han er harmfuld over
dødens hærgen, og den minder ham om, at han
selv skal tage kampen op mod døden og “mod
ham, der har dødens vælde, djævelen”
ved selv at dø for menneskers synd på korset.
Døden er også Guds
dom over menneskets hovmod. Døden lægger
alt øde, idet vi intet kan tage med os; alle fordele,
vi ellers har haft i livet, er borte i døden, og
i den er der ikke længere nogen forskel mellem klog
eller dum, rig eller fattig, konge eller tigger.
I forhold til døden er
det, som Saddam Husseins livlæge sagde det, lige
meget, om vi dør på den ene eller anden måde;
vi dør dog alle en dag.
Forbryderen dør af en sprøjte meddødbringende
gift, men der er ingen garanti for, at anklageren, nævningene
og dommeren ikke også dør i utide, måske
endda yngre end ham.
Med dødens gang imellem
os kommer der således et element af noget absurd
over tilværelsen, den “tomhedens tomhed”,
som Prædikeren råber ind i.
Livet selv bliver en slags illusion.
Kun Gud kan råde bod på det og løfte
os ud af tomheden under forkrænkeligheden, og det
har han gjort ved at lade Jesus dø for sin skabning,
og oprejse ham til liv og uforkrænkelighed, og ved
at sende os sin Ånd som pant på barnekåret,
vort kommende liv og vor kommende herlighed hos Gud (Rom
8:18 ff.).
I Kristus har vi frimodighed
også over for døden, for fordømmelsen
er taget bort for den, som er i Kristus Jesus (Rom 8:1),
og i ham er vi genfødt til et evigt og uforkrænkeligt
liv (1 Pet 1:3-5).
Store ord har vi ingen lyst
og trang til at slynge om os med i dødens
nærhed (alligevel er det tankevækkende, hvor
klicheagtigt, patetisk og sentimentalt mange opfører
sig i dødens nærvær), og dog tør
Paulus godt udfordre døden og nærmest håne
den, når han i 1 Kor 15:55 udbryder: “Død,
hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?”.
Samme Paulus kunne tale om døden
som “vinding” (Fil 1:21), og kunne sige til
korintherne, at han til hver en tid “hellere vil
bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren”
(2 Kor 5:8).
Måske hænger vi
nogen gange for meget ved livet. Det er i orden, og det
er godt at kunne sige og bede: “Lad i dig mig elske
livet”, men selvom livet er en Guds gave, er det
ikke Guds endelige kald for nogen af os. “Det virkelige
liv” (1 Tim 6:19) leves med tanke på det kommende
liv og til Guds ære.
Handicap, tab og død
er værd at tage med, hvis det hører med til
nogle af de uundgåelige ting, vi må bære
og gå igennem for at kunne gå ind i Guds rige.
(Matt 18:8-9, 2 Kor 4:16-18). Døden er ikke det
værste, som kan overgå os; den bringer sorg,
stor sorg, men der er sorger, som er større end
det, at nogen dør. Navnlig
over for døden har vi brug for at kunne relativisere
tingene, og det giver vor tro på Jesus Kristus os
frihed til.
Døden er Guds memento
til os mennesker om at finde vor rette placering i skabelsen,
så vi erkender både vor betydning og betydningsløshed,
vor storhed og lidenhed, at vi grundlæggende er
kød, men i vort forhold til ham ånd. Dermed
er der åbnet os muligheder, men samtidig sat os
en grænse.
Men mennesket ser desværre
kun sjældent på det på den måde.
Syndefaldet har forkrøblet
os og reduceret den storhed, vi oprindeligt var skabt
til. Døden opfatter vi nu som en fornærmelse
mod mennesket, og vi kæmper med alle hånde
midler for at gøre os til herre over liv og død.
Vi vil selv have lov til at
bestemme, hvem der skal leve, og hvem der ikke skal leve;
vi vil gerne lave om på livet, så vi får
et andet liv, en anden personlighed, et andet udseende.
Intet vil vi mere modtage som givet eller som gave. Vi
vil være med til at bestemme hele vejen rundt. Føler
vi, at nogle tal i en statistik truer os, lader vi os
gerne amputere som mennesker for at undgå den risiko,
bekvemt glemmende, at døden er et livsvilkår
og truer os fra alle sider.
Vi optræder gerne som
Vorherre og påtager os gerne valg, som vi dybest
set ikke kan træffe, og volder os selv og andre
usagte kvaler derved.
Vi kender stadig ikke fremtiden, og livet forbliver lige
så ukendt og utrygt, som det altid har været.
Men mængden af bekymringer og dilemmaer, der lægges
på os, og som vi lægger på andre, bliver
stadig større og truer til sidst med helt at knuse
os.
Døden er Guds dom over
mennesket, men aner vi ikke i Guds ræsonneren med
sig selv i 1 Mos 3:22-24 Guds mildhed og barmhjertighed
mod mennesket? Han handler ikke så meget ud af vrede,
som ud af barmhjertighed.
Hvor forfærdeligt i virkeligheden
for mennesket i sin faldne tilstand at leve evigt. Det
er det samme som fortabelse. Men hos sig selv og i sin
evige visdom har Gud allerede udtænkt, hvordan han
vil åbne døren til Paradiset og til Livets
træ igen for menneskene, og denne gang for aldrig
mere at lukke den.
Det kalder vi frelse, forløsning,
evigt liv, og det er altsammen knyttet til Guds nåde
og kærlighed i hans Søn, Jesus Kristus, vor
Herre.
Som kristne har vi frihed i Kristus til at se på
døden med nuanceret blik. Kristus har taget dødens
brod til sig.
Den vil aldrig gennembore os.
Dermed er dødens fanger sat i frihed. Han, som
havde dødens vælde, har den ikke mere; nu
er det Jesus, som har dødens og dødsrigets
nøgler. Døden bringer stadig lidelse og
sorg, men med Paul Gerhardt kan vi også synge:
“Frit vi tør og
uden gruen
Gud i vold,
bag hans skjold,
trodse verdens truen;
møder os den sidste fjende (døden),
mod hans pil
med et smil
tage vi og - vinde.
Os dog ingen død kan true,
men dens bud
løser ud
tusindfold af møde (møje, lidelser),
lukker dør for sorgestimlen,
så vor sti
bliver fri
ind til fryd i Himlen.
|
