Den kristne og bØn 6:
Bøn og barmhjertighed

Af Louis Nielsen - KP 03-2006

En af de mest gribende fortællinger i Markus-Evangeliet er for mig beretningen om Jesus og den blinde tigger, Bartimæus (Mark 10:46-52, parallel med Matt 20:29-34 og Luk 18:35-43).

Hændelsen finder sted i Jeriko, medens Jesus er på vej til indtoget i Jerusalem og den sidste og afgørende påskehøjtid.

Markus’ beretning fokuserer på det, som var motivet bag alle Jesu helbredende gerninger, ja også bag hans vand-ring mod korset, barmhjertigheden i hans hjerte og den evige barmhjertighed i Guds hjerte.

Mod den barmhjertighed er den bibelske fortælling - frelseshistorien - stadig rettet; intet sted i den fortælling lades vi i tvivl om, at verden, Israel og alle folk kun består i kraft af dette ene - vor Guds barmhjertighed.

Barmhjertighed er noget, vi helst vil undvære. Naturligvis er vi glade, hvis vi i de situationer, hvor vi er i nød, oplever, at der er nogen, som viser os barmhjertighed, men de situationer vil vi jo helst undgå, og nogle gange er vores drift imod, at nogen skal vise os barmhjertighed så stærk, at vi vredt afviser det og lukker os inde bag et skjold af afvisning.

Ultimativt er det nok den største grund til, at der til sidst vil være nogle, som vil befinde sig i Helvede, stedet, hvor aldrig så meget som et solstrejf af barmhjertighed kan trænge ind.

Omvendt er der heller ikke en eneste, som vil finde vej til Himlens lyksalighed, som ikke er der i kraft af barmhjertighed, nåde og kærlighed alene.
At være blind er en forfærdelig og stigmatiserende ting, ikke mindst i et samfund som det, Bartimæus voksede op i.

I vort samfund er en blind født til, at samfundet vil tage sig af ham eller hende; han og hun har det som et retskrav, at det offentlige skal træde til. Her bliver der tale om ret, ikke om barmhjertighed. Og det er sikkert på mange måder godt.

Men i Bartimæus’ tilfælde og hos andre af hans lidelsesfæller beroede forsørgelsen, og om dagen blev lykkelig eller ulykkelig på, at nogen lukkede pungen op, når de gik forbi.

Bartimæus havde hørt om Jesus af Nazaret, og han troede på, hvad han havde hørt. Hans tro på Jesus er ud over det sædvanlige. Jesus og hans disciple gav som alle andre fromme jøder almisser, men det Bartimæus ønskede af Jesus var noget andet og mere end almisse, måske endda noget andet og mere end at få skænket synet og blive seende, nemlig barmhjertighed: “Davids søn, forbarm dig over mig!”.

Håndgribeligt var synet i forreste række for, hvad han ønskede, som det fremgår af hans svar, da Jesus spørger ham, “hvad han vil have, Jesus skal gøre for ham”.

Men han begynder med at påkalde sig Jesu barmhjertighed, for det er det, han først og fremmest trænger til, og det vi allesammen trænger til. Og her er nu han i hvem al Guds barmhjertighed er udøst, og som også har den guddommelige autoritet til at give barmhjertigheden, så det bliver andet og mere end et skvulp i strandkanten.

Mange truede ad Bartimæus for at få ham til at tie stille, for ærlig talt fandt man hans opførsel upassende. Men han råbte bare endnu højere, og Jesus stod stille og sagde: “Kald på ham! Og man kaldte og sagde nu til den blinde: “Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig”.

Ved Jesu barmhjertighed forvandles hele scenen og virker ind på alle, mest på Bartimæus naturligvis, som får sit syn, men på hele skaren og forhåbentlig på os, som læser beretningen i dag. Sådan var i hvert fald Markus’ intention.

Barmhjertighed og frelse
Bøn og bønhørelse og barmhjertighed knyttes i denne beretning sammen, og i evangeliets sammenhæng knyttes barmhjertighed igen sammen med Guds frelse i Jesus Kristus. På den måde har vi bevæget os ind på det store tema i Det nye Testamente.

Flere steder i Paulus’ breve rinder os i hu som f.eks. Rom 9:16: “Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed”; Rom 11:32: “For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed”.

Tit 3:3-7: “Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus,vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv- troværdigt er det ord!”. Ef 2:4: “Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus - af nåde er I frelst”.

Det at bede er og bliver en nådesag; Gud hører os for sin nådes og barmhjertigheds skyld.

Bønnen som ret
I anden sammenhæng og under brugen af andre metaforer kan bøn også opfattes som en ret, en ret, vi har af Guds nåde og i kraft af Helligånden, som giver barnekår (Rom 8:15-17). Brorson har i sin pinsesalme “Kom, regn af det høje” udtrykt det så godt og stærkt:

“Vor børnerets vidne, hjælp Abba at sige
med hjerte og mund,
og tryk mig den vished at arve dit rige
i inderste grund!
Ja vis mig, så tit du, o saligheds pant,
om Himlen erindrer,
hvor kronen den tindrer,
som Jesus os vandt”.

og mere specifikt i sidste halvdel af strofe 2:

Så kan jeg til bønnen frimodig gå frem
og dagligen ile
som flyvende pile
til Himmelen hjem”.

Ligeledes falder det også naturligt for Det nye Testamente at tale om bøn som “kamp” og “strid” og lægge det hen til os at bede og være “årvågen”, “vedholdende” og “udholdende” i bønnen, allesammen udtryk og metaforer som antyder vilje og præstation. På samme måde som i lignelsen om enken og den uretfærdige dommer: “Han lærte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte”.

Men grundlæggende beder vi, fordi vi trænger til Gud og ikke kan være ham foruden. Nogle gange beder vi, fordi vi må fortælle ham, hvor trygge vi er “i hans vingers skygge”, fortælle ham, at han er vor kilde til uendelig glæde, fortælle ham, hvor taknemmelige vi er for, at han kender os, og vi kender ham, og for, at han elsker os, og vi elsker ham, og vi må også fortælle ham, hvor meget vi længes efter ham og ønsker at bo dér, hvor hans åsyn lyser i evig herlighed.

Men til daglig er det først og fremmest hans barmhjertighed, vi har behov for, barmhjertighed fordi vi er skabninger, gjort af støv og afhængige af hans forsyn, visdom, ledelse og kraft, barmhjertighed fordi vi er syndere, hjemfalden til hans vrede og trængende til, at han tilgiver os og genopretter os.

Vi er derfor aldrig så meget os selv, som når vi beder. Ud i egen indbildning kan vi være store på den, tro os uindtagelige, men når vi møder Gud i Jesus, og dommens og nådens lys falder ind over os, ser vi os selv, som vi virkelig er, og så er der ikke så meget, som adskiller os fra blinde Bartimæus.

Nok er vi ikke blinde som han, men at bede: “Jesus, du Davids Søn forbarm dig over mig!” behøver vi lige så meget som han. Og det underfulde er, at den bøn er næsten besvaret, før den er bedt, og Jerikovejen bliver vejen til Jerusalem, det nye Jerusalem sammen med Jesus.

Afklaring
Bøn fører os til afklaring. Afklaring af os selv over for Gud afklæder os vore falske billeder af os selv, alle de falske forestillinger, som ofte udøver en næsten dæmonisk magt over os, afklæder os alle de falske gudebilleder, som det at leve i en moderne kultur omgiver os med. Og hvilken befrielse det er!
Samtidig giver det os også en anden tilgang til andre. Ingen behøver vi foragte, ingen behøver vi at guddommeliggøre. Ingen bliver overmennesker og ingen bliver undermennesker, men vi, som var opblæste, er kommet ned fra vore piedestaler, og de, som gik med bøjet nakke, løfter hovedet, og sammen vandrer vi på kongevejen og følger i Jesu spor.

Så er vi alle kongebørn,
skønt fattige og ringe,
og højere end nogen ørn
sig håbet kan opsvinge,
når Jesus er vort hjerte nær,
som Herre mild og broder kær,
som barn med englevinge.
(Grundtvig).