Teologi - på godt og ondt

Af Louis Nielsen - KP 02-2000

"Var det ikke for al den teologi, så....”. Det er ofte standardvendingen, når man diskuterer, om en prædiken føles vedkommmende, eller når spørgsmålet om splittelser og uenigheder mellem kristne er på tale.

Ordet “teologi” opfattes af mange kristne nærmest som et fyord, som en distancerende arrogance, hvormed nogen i kirken optræder over for de andre. Nægtes kan det desværre ikke, at teologer (og andre, som tror, at de ved,) ofte har lagt brænde til det bål. For det er jo sandt, som Paulus siger:

“Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op” (1 Kor 8:2), og længere henne i samme brev: “Om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kudskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet” (13:2).

Disse skriftsteder slår det fast for os, at uden personlig tro på Jesus Kristus og ydmyg efterfølgelse af ham, er der intet, som har evangelisk gyldighed. Det kan måske være intellektuelt interessant, men det opbygger og nærer ikke Kristi kirke. Teologien dyrkes på vore verdslige universiteter og læreanstalter ofte uden forbindelse og uden hensyntagen til kirkens liv og interesser.

En stor teolog som Karl Barth sagde, at “vi studerer teologi, fordi der skal prædikes i kirken på søndag”. Måske er det ud fra en ren akademisk betragtning godt, at man kan forholde sig objektivt til teologi, som et fag på samme måde som til andre humaniora såsom filosofi, historie, litteraturvidenskab, filologi, religionsvidenskab og jura. Men set ud fra troens og forkyndelsens standpunkt, hjælper det os ikke meget, og der, hvor kirken ikke har andet at byde på, kan man ikke undre sig, hvis kirkerne kommer til at stå tomme. Kirkens mænd og kvinder må nu engang være rede til at stå frem som “dårer for Kristi skyld” og til at mærke på sig selv, at korsets ord er en dårskab for verden.

At studere teologi kan give et menneske mange nyttige kundskaber, men skal man være brugbar for Gud i en trofast tjeneste for andre, må der noget andet og meget mere væsentligt til: Et liv i gudsfrygt underlagt Guds ords disciplin, for ordet alene er de “mægtige våben, hvormed vi nedbryder fæstningsværker og tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, så vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus” (2 Kor 10:4-5).

A. Forholdet mellem Bibel og teologi
Et andet væsentligt spørgsmål som trænger sig på, når vi drøfter disse ting, er forholdet mellem Bibelen og teologien. For Bibelen er vor teologiske grundbog, men den er ikke udformet som sådan. Derfor har alle konfessioner og de fleste retninger i kirken haft brug for, hvad man kalder “bekendelsesskrifter” eller “symboler”. Ideelt set har Bibelen i alle protestantiske kirker førstepladsen, dvs. bekendelsesskrifterne og al anden lære og praksis i kirken skal hele tiden vejes op mod Bibelens ord og Bibelens lære. Men i praksis er det ikke altid sådan, for som også artiklerne i denne serie har sat fokus på, så er Bibelen en svær bog at håndtere, især hvis man ikke færdes virkelig hjemmevant i den - og det er der måske efterhånden ikke så mange, som gør.

Adskillige brændende kristne, som har ønsket at videreudvikle deres kærlighed og deres interesse for Skriften, har oplevet tiden på et teologisk seminarium eller et Bible-College som en frusterende tid, fordi undervisningen ofte var løsrevet fra et levende menighedsfællesskab. Og fordi man ivrigt dyrkede forskellige sideordnede discipliner, ikke mindst systematisk teologi og i vore dage fag som psykologi, sociologi og religion, men ikke var nær så gode til virkelig at sætte sine studerende i gang med den livsvarige opgave at granske, udforske og anvendeliggøre Bibelens ord til kirkens nutidige behov. Her er Skriften selv den bedste vejleder til at forstå og anvendeliggøre Skriften.

Jesus selv som nøglen til Skriften
På universiteterne og på Bible-Colleges studeres Det gamle Testamente sædvanligvis adskilt fra Det nye Testamente. Men der er grund til at fremhæve, at Bibelen er én, at Det gamle Testamente i og med, at Jesus Kristus (Messias) er kommet, er blevet en kristen Bog, den kristne menigheds bog. Mange mistolkninger af nytestamentlig lære og praksis var undgået, hvis kirken ikke alt for tidligt havde mistet den livline til Det gamle Testamente, som klart er tilstede i alle Det nye Testamentes Skrifter. Jesus selv tillagde Det gamle Testamente stor betydning, når han igen og igen henviste til dets Skrifter, og når han på opstandelsens dag og dagene derpå “åbnede Skrifterne for dem” (Luk 24:32; 45) og sagde: “Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne” (Luk 24:44).

Apostlene og de første kristne fortsatte i det spor: Med udgangspunkt i “alt det med Jesus” havde de fået en ny tilgang til Skriften, den faldt på plads for dem og blev redskab for Helligåndens overbevisende og levende røst.

Paulus’ udredning af evangeliet udvikles og inspireres af lyset, der faldt ind over ham hin dag ved Damaskus, det lys, som er Guds herlighed på Kristi ansigt, som får dækket til at svinde (2 Kor 3:12-18). Dette lys inspirerer ham til at udrede, hvadJesu Kristi forsoningsværk på korset betyder, opstandelsen som indgangen til den kommende tidsalder, loven og af lovens opfyldelse i Kristus og dermed dens midlertidige plads i frelsens økonomi, missionssyn og syn på kirken, Guds folk i den nye tidsalder, men også af Israel og Israels plads i frelseshistorien.

Alt dette er stadig så relevant og afgørende for det 21. århundredes kristne som for det førstes. Mange sindige rekonstruktioner af, hvad kristendom afgørende er, var undgået, hvis kirken altid var forblevet ved det eksempel, som her er sat den. For kristendom er Jesus Kristus, som Jesus selv og apostlene forkyndte ham med udgangspunkt og basis i alt det, som “er skrevet om ham”.

Det frelseshistoriske perspektiv
Tilsvarende viser Det nye Testamente entydigt og klart, at det har en frelseshistorisk indgang til al sin teologi. Det forkyndte ord har gyldighed og myndighed, fordi det, som det handler om, just skete og er evigt sandt. Af det kan udledes eksistentielle sandheder og etiske og moralske afgørelser, men selve budskabet er aldrig eksistentielt men frelseshistorisk eller i det mindste begrundet i en frelseshistorisk og transcendent realitet.

Nogle eksempler:
“Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort til Herre og til Kristus” (ApG 2:36).

“Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde ” (ApG 17:31).

“Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Rom 15:4).

(Skrifterne formår at trøste, alene fordi den trøst, de bringer er knyttet til noget objektivt og virkeligt, noget som frelseshistorisk ligger fast. Det er også det formål, Hebræerbrevet 11 med dets mange eksempler fra frelseshistorien er skrevet for at tilgodese).

Også på den formanende side trækkes der på frelseshistorien: Det gælder ikke mindst i Apostlenes Gerninger og i Hebræerbrevet, men også i evangelierne, i Paulus’ breve, Første Peters Brev, Johannes’ Breve og Johannes’ Åbenbaring. Paulus opsummerer det glimrende i følgende ord: “Alt dette skete med dem (med israelitterne i ørkenen), for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået” (1 Kor 10:11).

Dækkende for hele Skriftens betydning for den enkelte og for kirken har Paulus sagt det så klart og tydeligt som nogen: “Fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.

Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (2 Tim 3:15-17).

Med andre ord, så vil kristne i Skriften1 finde alt, hvad vi behøver både til frelse og til opbyggelse af kristen liv og praksis, altsammen til Guds ære.
B. Bibelen i nutidens kirke - Hvordan bruger vi Bibelen?

På en eller anden måde er nutidens kirke ikke så intenst engageret med Skriften, som ønskeligt var. Jeg lyder måske en anelse for pessimistisk, for der er trods alt mange tegn, som modsiger det. Der forskes meget i Bibelen, men megen forskning i dag er af meget lidt interesse for kirken og for den enkelte kristen.

Der er også i mange kredse megen brug af Bibelen og et oprigtigt ønske om at følge Skriften, men ofte er bibelbrugen desværre vilkårlig uden nogen egentlig forbindelse til Skriftens liv og mening. Tankerne og ideerne kommer kommer udefra, snarere end indefra fra Skriftens eget univers, og man søger til Skriften for at finde illustrationer og ord til sine ideer og tanker.

At Skriften er relevant af den ene grund, at den er Guds ord til os, er der mange selv i evangelikale kredse, som ikke rigtigt regner med. Og hvis det er indstillingen, hvorfor så bruge megen tid og energi på at pløje og pløje dybt i Bibelen?

Et eksempel er den koncentration, som i vore dages kirke er kommet til at ligge på mennesket, således at vort velbefindende, vore oplevelser og løsningen på vore problemer og behov er kommet til at stå forrest i stedet for Gud og hans navn og ære. I Bibelen er det omvendt, for her falder eftertrykket umiskendeligt på Gud, og menneskets største nød er, at det er en oprører og synder mod Gud og behøver forligelse med Gud og retfærdiggørelse hos Gud gennem forløsningen ved Kristi offerdød på korset.

Det ændrede fokus opleves også gennem den store interesse, som samler sig om helbredelse og hjælp for alle mulige personlige problemer, og om at mennesker skal føle sig veltilpasse, når de kommer i kirke. Disse ting er naturligvis ikke i sig selv forkerte. Jesus helbredte faktisk mennesker, og Jesus indbød folk at komme til ham og finde hvile for deres sjæle, og han lover også mennesker en fred og glæde, som overgår alt andet. Men brændpunktet i hans forkyndelse samler sig om Gudsriget og om Ham selv som den, Faderen har sendt til liv og frelse for verden, og hans appel til mennesker var konstant “Omvend jer og tro på evangeliet!” eller “Følg mig!”.

Det er evangeliets kerne og evangeliets evige og uforanderlige sandhed. Hvor det fokus mangler, tabes det unikke ved evangeliet, som så kommer til at handle om terapi og livsudfoldelse, og på det marked konkurerer det med så meget andet, og den, som ikke gennem sit møde med evangeliet oplever nogen af disse ting, kan meget vel komme til at tro, at han ikke har den rette tro.

Det er vanskelige ting at begive sig ind på. For på den ene side må vi sige: “Smag og se”! (at Herren er god), og fremhæve frugten og virkningen af, at menesker kommer i berøring med evangeliet. Og fest, liv og glæde synes usvigelige parametre for Helligåndens liv og tilstedeværelse. Og dog kan vi ikke lade dem stå alene men må også prøve forkyndelsen i forhold til Guds åbenbarede sandhed i Skriften, dens lødighed og ædruelighed, om den udfordrede og stillede mennesker over for et valg om liv eller død, om den ændrede noget ikke alene i et menneskes umiddelbare reaktion men i selve dets holdninger og daglige adfærd og væremåde. Det kalder på sober åndelig bedømmelse; teologisk eftertænksomhed og besindelse kunne vi også kalde det. Denne skønsomhed og bedømmelsens nådegave lægger Skriften megen vægt på.

C. Behovet for en teologi
Med hverdagens pres i det moderne samfund og med vore mange valgmuligheder, kommer vi nemt til at vælge det, som synes umiddelbart at give os størst tilfredsstillelse her og nu, måske endda det, som synes mest smart.

Jesu ord om at vælge den gode del (Luk 10:42) forekommer knap så smart. Det lette og hurtige vælges ofte på bekostning af fordybelsen, som er en mere livsvarig proces. Vi må være fortrolige med Guds ord og have det i vore hoveder og i vore hjerter, hvis vi altid skal “være rede til at gøre regnskab for det håb, vi har” (1 Pet 3:16), eller kunne afvise Fristeren, når han møder os (Matt 4:1-11), “løfte troens skjold” og “tage mod ordets sværd”, som Paulus taler om (Ef 5:10 ff.), eller “holde vor sti ren” (Sl 119:9) og “have lys for vor fod” (Sl 119:105).

I den forstand bør alle kristne, i hvert fald efter nogen tid være gode teologer, dvs. mænd og kvinder ikke bare med kundskab om Gud, men også kendskab til Gud. Vi bør også kunne træde til og vejlede og opbygge hinanden, sådan som Det nye Testamente generelt lægger det hen til os. Priskilla og Akvila kunne f.eks. tage sig af en Apollos, da han behøvede at blive sat grundigere ind i troen, og Det nye Testamente tager det mere eller mindre for givet, at vi alle i det mindste i et vist omfang skal være i stand til det, jvf f.eks.Heb 5:12; Kol 3:16.

Men det er også vigtigt at have et ordnet overblik over troen. At give alle kristne det, så Paulus som en meget vigtig del både af hans egen hyrdegerning og af kommende hyrders gerning (ApG 20:20-35). Det er en af teologiens vigtigste opgaver at skabe dette overblik, at skabe en systematik af det frelseshistoriske overblik, udviklingen af bestemte temaer og disses indbyrdes sammenhæng i det samlede bibelske budskab. Det er indholdet af den disciplin, som vi kalder bibelsk teologi.

Det er desuden vigtigt at forholde sig til Skriften i åben dialog med kirkehistorien og den måde, Bibelens centrale temaer er blevet opfattet og tolket på gennem slægterne og tidsaldrene. Det er det, vi kalder historisk teologi , og den kan både inspirere os og til tider korrigere os og fylder os ofte med beundring for vore kristne forfædre, hvoraf nogle var sande giganter, men nu og da også med spørgende forundring.

Vi har meget at lære af en Irenæus og Tertullian, og af fædrene, som ledte og førte an i kirkens kristologiske stridigheder og udkrystaliseringen af den klassiske lære om Treenigheden. Vi har meget at lære af Augustin, Anselm og Thomas af Aquino, af Luther og Calvin, af Wesley og Spurgeon, af Packer, Lloyd-Jones og Stott osv. At ville udelukke disse og tro om os selv, at vi er den generation, som har grebet det hele og for hvem evangeliet står klarere end for nogen tidligere generation af kristne er ikke alene arrogant, det er også dumt og gør os fortjent til en hån i lighed med den, Job slynger ud mod sine lærde venner: “Med jer dør visdommen sandelig ud!”

Teologien er også et vigtigt arbejdsredskab i dialogen med den omgivende verden og i forsvaret af troen over for dens angribere, bl.a. i form af apologetik og teodicé (forsvar for Gud). I den forståelsesmæssige barriere, som der er mellem vor tid og de mange århundreder, hvori det bibelske budskab blev til , er teologiens arbejde med de hermeneutiske problemer 3 af stor betydning.
I et kirkesamfunds eller menighedsfællesskabs interne diskussion er det også vigtigt at råde over et teologisk begrebsapparat, ellers kan man let komme til at misforstå hinanden og tilskrive sin modpart meninger, han måske ikke har.

Gennem diskussioner ført på en teologisk sober måde vil den indbyrdes tolereance og indbyrdes værdsættelse af hinandens integritet og forståelse for, hvorfor vedkommende tænker sådan, meget ofte uddybe fællesskabet mellem os og måske nærme os til hinanden, også når vi må konkludere, at der fortsat er noget, vi er uenige om.

Vi vil da også forstå, at det vil være mere mærkeligt og suspekt, hvis vi var enige om alle ting, for det er næsten det samme som at sige, at det “fuldkomne” allerede er kommet (jvf 1 Kor 13:9-12), og at vi allerede nu “kender fuldt ud”.

I kirkernes indbyrdes dialog med hinanden er den teologiske disciplin en vigtig ting. For den åbner for fællesskab, og for at vi gensidigt kan lære af hinanden, og af hinandens fejltagelser. Det er altid mere ønskeligt at bygge på eksakt viden om og til hinandens teologi og praksis end på fjendebilleder. Vi behøver f.eks. ikke at give vore brødre og søstre i den lutherske tradition ret i deres barnedåbspraksis, men vores respekt for dem og vores anerkendelse af dem som brødre og søstre i Kristus vokser med dialogen og kendskabet til, hvorfor de lærer og handler som de gør.

Ligeledes behøver vi ikke anlægge en karismatisk menigheds-og kirkepraksis, men teologisk dialog med karismatikere lærer os at værdsætte disses brændende iver for Kristus og deres ønske om at have en nutidig oplevelse af Gud. Dermed sætter de nogle mangler i vor egen praktisering og oplevelse af kristenlivet på plads, samtidig med, at vores begrundede frygt for afsporing og sjælelig overeksponering måske kan sætte noget på plads for dem. Vi har mange og store betænkeligheder, når det gælder den romersk katolske kirke, men teologisk dialog og fairness vil på den anden side også afholde os fra den alt fordømmende og nedsablende holdning, man nogen gange lægger for dagen i sin omtale og sin forholden sig til romersk katolske kristne.

Alt i alt kan vi konkludere, at teologien er en vigtig ting for kirken at beskæftige sig med, ja en uundværlig ting. I næste artikel vil vi beskæftige os med nogle af teologiens farer.