Af Carsten Thomsen - KP 03-2008

For dem, der kunne lide The Station Agent (kan også anbefales), kommer nu instruktøren Tom McCarthys anden film The Visitor.

Det er et fint underspillet drama om den forvandling en universitetsprofessor gennemgår i mødet med nogle immigranter, der bliver fanget i asylsystemet i USA.

Den desillusionerede professor Walter Valens liv har har stået i stampe siden hans kones død for en del år siden. Under en tur til New York, hvor han mod sin vilje skal deltage i en konference om økonomi, får han et chok, da han lukker døren op til sin lejlighed. Da den har stået tom i et stykke tid, er to illegale indvandrere flyttet ind, Tarek fra Syrien og kæresten Zainab fra Senegal. De er blevet ofre for noget udlejningsfusk. Forvirrede pakker de deres ting sammen for at forsvinde, men Walter får medlidenhed og inviterer dem til at blive boende i lejligheden.

Dette bliver starten på venskabet mellem enspænderen Walter, den livsglade Tarek og den frygtsomme, bly Zainab. De forenes blandt andet i deres glæde over musikken, og Walter bliver tøet op af afrikanske trommeslag, hvor han begynder at leve livet i en anden “rytme”.

Venskabet sættes på en hård prøve, da Tarek uden forklaring bliver anholdt af immigrationsmyndighederne og truet med deportation. Murene var ved at blive brudt ned, og nu er Walter og Tarek tvunget til at mødes med en symbolsk mur af panserglas imellem sig.

Filmen får delt nogle slag ud til de nye homeland-security-regler, som USA har indført siden 11. september 2001, hvor folk forsvinder sporløst i den ofte overdrevne mistænksomhed mod mennesker med mellemøstligt udseende. Men det er ikke filmens egentlige ærinde. Den ønsker at fokusere på det, der sker i mødet mellem mennesker, som omstændighederne uventet bringer sammen.

Samaritaneren er vel den sidste vi forventer vil vise barmhjertighed mod en forslået jøde. Men han hjælper - og det ud over alle grænser - og det samme gør denne tørre professor. “Du behøver ikke gøre dette”, siger Tareks moder, der besøger New York - og vi giver hende ret.

Nu er det måske tid til at sætte et punktum for dette korte bekendtskab. Han har allerede gjort mere, end almindelig anstændighed byder. Men Walter insisterer. Og så ser vi, hvad der sker med filmens næstekærlige samaritaner, da han rækker ud og deler hus, hjem, penge og tid til nødlidende. Han lærer noget om sig selv og kommer til afgørende erkendelser om sig selv, som han da også åbent lægger på bordet.

Her kryber filmen ind under vores ofte selvtilstrækkelige panser og bliver en udfordring til også at møde mennesker med kærlighed - det er smukt og livsbekræftende.