Af Carsten Thomsen - KP 03-2002

De seneste år er der dukket flere og flere film op i biografen, som effektivt leger med blandingen af fantasi og virkelighed.

Historierne bliver mere og mere spindsfindige, og vi er ikke helt klar over, om det vi ser på i biografens mørke skal afspejle en persons drøm, om den, vi ser er et genfærd eller en “virkelig” person. Det hele smeltes sammen, filmene fortælles forfra, bagfra og sikkert også snart fra siden, og imens bliver vi mere og mere forvirrede.

Nu er det ikke noget nyt, at litteraturen og filmen har leveret en mystisk indgang mellem en virkelig verden og en fantasiverden - blot læs Narnia-bøgerne og det magiske klædeskab. Men i det mindste vidste vi, hvor vi befandt os i historien.

Den Sjette Sans og Usual Suspects
En af de mest effektive og overrumplende af slagsen er Den Sjette Sans (1999) af M. Night Shyamalan, som var klar vinder af det års filmcitat: “I see dead people”. Hovedpersonen Malcolm (Bruce Willis) er en børnepsykolog, der en aften bliver skudt af en tidligere patient, som han ikke har kunnet helbrede.

Når man ser filmen, tror man, at psykologen overlever, og man i resten af filmen følger en levende person. Faktum er, at det er et genfærd, vi ser i resten af filmen. Psykologen ved nemlig ikke selv, at han er et genfærd. Forvirret?

Malcolm plages af tankerne om, at han ikke kunne helbrede den mand, som skød ham, og han får til opgave at hjælpe et andet barn, Cole, som lider af det samme. Han ser døde mennesker.

Det er først, da han formår at hjælpe Cole med hans lidelse og mareridt, at han finder sin egen fred i sjælen og ikke længere behøver at vandre rundt som et genfærd. I filmens sidste scene får vi selv forklaringen på hele historien, og vi må revurdere alt, hvad vi har set.

Noget af den samme følelse sad man tilbage med efter filmen The Usual Suspects (1999). Vi ser en person (Kevin Spacey), som på en politistation fortæller en historie om en bande kriminelle. Han overbeviser politiet og os, der ser filmen, om sin uskyld. Men i stedet er han hovedmanden bag hele banden. Da han forlader politistationen i den sidste scene, finder vi ud af, at det vi lige har set er hans opdigtede og vildledende historie. Men hvad skete der så?!

Fight Club og Matrix
I Fight Club (1999) leges der også med blændværk og virkeligheden, og vi får en mental knock-out ved filmens slutning. Filmens budskab er mest af alt en kritik af forbrugersamfundet og karriereræset. Hovedpersonen (Brad Pitt) er desillusioneret med sin tomme livsstil og erhvervskarriere. Han møder Tyler Durden, en anarkistisk og ret vild person. De beslutter at starte en “fight club”, hvor mænd kan komme og få brudt deres menings-løse eksistenser med et gang tørre tæsk, så de da bare et lille øjeblik kan føle sig i live - det er uden handsker og til blodet flyder og ikke for sarte sjæle.

Fight Club konceptet breder sig, og Tyler bliver en slags messiansk kultfigur - og snart begynder de også at øve hærværk på virksomheder.
Til sidst i filmen får hovedpersonen en åbenbaring, der rammer hårdt. Tyler er faktisk hans undertrykte alter ego, som er i gang med at lede ham til sin egen undergang. Det meste af filmen har været en fiks sammensmeltning af illusion og realiteter.

Vi kommer i denne opremsning heller ikke uden om science-fiction-filmen Matrix (1999). En af de mest omtalte film de seneste par år. En blanding af ekvilibristisk action, filosofiske, religiøse og eksistentielle betragtninger og kritik af teknologisamfundet.

Basis for filmen er computernetværket Matrix, som har overtaget verden. Alle mennesker er dybt bevidstløse og bruges som energi, så computerne kan overleve. Deres hjerner er tilsluttet Matrix, som fodrer deres bevidsthed med kunstig intelligens.

Der findes dog en lille gruppe oprørere, som ikke er tilsluttet Matrix. De flyver rundt i et vakkelvornt rumskib i en mørk, kold verden i ruiner.
Oprørerne redder hovedpersonen hackeren Neo (Keanu Reeves) fra Matrix. Han udses af lederen af oprøret, Morpheus, til at være The One, den udvalgte “messias”, som kan redde verden fra Matrix. Det kræver, at han bliver tilsluttet igen går ind i Matrix og bekæmper det hele indefra.

Det er jo en illusion, og derfor gælder de fysiske love ikke i Matrix, hvilket special-effect-folkene får meget ud af at demonstrere med kugler, der stopper i luften og folk, der slår ti gange så hårdt som Mike Tyson osv.

I filmen udpensles filmens grund-læggende præmis, da Morpheus spørger Neo: “Har du nogensinde haft en drøm, du var helt sikker på var virkelig? Hvad, hvis du ikke var i stand til at vågne op fra den drøm? Hvordan kunne du kende forskellen på drømmeverdenen og den virkelige verden?

Vi kender det selv indimellem, når drømmen har været virkelig “levende” - hvor vi føler at drøm og virkelighed blander sig lige lovlig meget - og ofte er lettet over at vågne igen.

Heldigvis er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at Matrix er af det onde. En af filmens moraler er, at det er bedre at være i den virkelige verden fremfor den kunstige, også selvom virkeligheden er mere kedelig og grå end Matrix. (Oprørerne lever en trist tilværelse om bord på rumskibet med grød som hovedret og intet sollys).

Forløberen for mange af disse film er den tyve år gamle “klassiker” Blade Runner (1982) om en mand i et fremtidssamfund i ruiner, som er på jagt efter androider, menneskelignende robotter. Den slutter med, at han - og publikum - bliver i tvivl om, hvorvidt han selv er en androide. Dette kommer efter sigende mere klart frem i DVD-udgaven.

Virkeligheden under mistanke
Jeg går ikke ind i en diskussion om disse film er seværdige eller ej. Filmene hand-ler om meget andet end blandingen af fantasi og virkeligheden og har andre budskaber.

Personligt har jeg altid holdt af film med tidsmaskiner og alternative verdener, og jeg kan lide at få fantasien sat i gang med disse sammenblandede universer.

Men mange film indeholder mere end blot trangen til at fortælle en god historie. De reflekterer moderne menneskers søgen efter sandhed og mening med tilværelsen, og derfor ligger der noget dybere bag interessen i at smelte virkelighed og fiktion sammen.

For det første er der tale om en generel større åbenhed over for det spirituelle og det overnaturlige. Et opgør med det verdensbillede, som totalt udelukker det transcendente og lukker sig inde bag materialismens mure. Vi kan godt anerkende denne åbenhed, selvom den spiritualitet, vi møder i film, meget sjældent har noget bibelsk fundament eller taler konkret om Gud.

For det andet sættes der også spørgsmålstegn ved vort syn på virkeligheden. De spørgsmål, filmskaberne stiller, er grundlæggende: Hvor er vi? Hvad er virkeligt? Og kan vi være sikre på, at det hele ikke er en drøm?

Bag det, ligger der en følelse af ikke rigtig at høre hjemme i denne verden, at der er noget uvirkeligt ved dette liv, som en kunstig virkelighed. Måske også en længsel efter noget transcendent. Men det bliver et famlende forsøg, da længslen ikke er rettet mod Gud.

Vor tid bevæger sig mere og mere væk fra ideen om, at religioner, filosofier og ideer objektivt kan beskrive virkeligheden. Svaret på spørgsmålet “hvor er vi?” er nu mere, at vi er i en virkelighed, som vi selv har konstrueret.
Kristendommen, siger man, er kun en historie, som vi fortæller os selv for at skabe en verden, som vi ønsker at være i. Ligesom alle andre ideologier og ideer.

Hvis der ikke er en objektiv virkelighed uden for os selv, som vi kan holde fast i og stole på er sand, så kan vi jo heller ikke vide, hvad der er illusion og hvad der er realiteter.

Så kan vi antage en livsstil, en ideologi, en religion, men den kan kun være sand for os. Den kan intet alment sige om den verden, vi lever i.
Jeg tror, at dette åndsklima har animeret filmskaberne til at eksperimentere mere med sammenblanding af virkelighed og det overnaturlige og transcendente.

Og der er et marked for disse film. Folk får en oplevelse af det transcendente i biografens mørke, når de forsvinder ind i en historie. Især når filmen giver en oplevelse af noget spirituelt, mystisk, gådefuldt. Måske den eneste “religiøse” oplevelse folk får i dag - forklædt som underholdning. Eller omvendt.

De film, jeg har omtalt, er langtfra de eneste. Både romantiske film, komedier og mere alvorlige film bruger dette trick. A Beautiful Mind forvirrer os også effektivt. Om en matematiker med skizofreni, hvor vi i starten tror, at de personer, han snakker med er virkelige, mens det kun er hans hallucinationer.

En Ny Dag Truer (Groundhog Day) handler om en person, der oplever den samme dag igen og igen. I Sliding Doors bliver en kvindes liv spaltet i to, og vi følger begge hendes tilværelser og er forvirrede om, hvilken der er den virkelige.

I Family Man får en ufølsom og usym-patisk mand pludselig chancen for at leve sit liv om igen, med en kæreste, som han for længe siden forlod. I Vanilla Sky er drømmesekvenser og virkelighed blandet så meget sammen, at filmen bliver et surrealistisk mareridt (vil nogen genfortælle mig handlingen, for jeg forstår den ikke...), i Being John Malkovich finder hovedpersonen en port ind til en anden dimension, så han kan træde ind i selveste John Malkovich’ hjerne. I dogmefilmen Et Rigtigt Menneske materialiserer en piges fantasi-figur sig i den virkelige verden, hvor han har svært ved at begå sig.

Skyggeland og det evige rige
Som kristne fastholder vi, at der er en objektiv realitet uden for os selv, og at den findes i Gud, og det er udfra Ham alene, at vi kan sige noget sandt om mennesket, verden og Gud.

C. S. Lewis beskriver denne verden som et skyggeland, en midlertidig og for-gængelig verden. En skygge af Guds eget transcendente, evige og virkeligt virkelige rige.

Ofte, når vi tænker på en ny himmel og en ny jord, bliver vi lidt vaklende i blikket, for det er for os svævende, uvirkeligt, ukonkret og vi har svært ved at snakke om dem med overbevisning

Men når vi en dag træder ind i det land og det rige, ligesom børnene i Narnia-bøgerne vandrede ind i Aslans rige, så vil vi føle os rigtig hjemme. Så vil vi sige med Lucy: “Jeg forstår. Det er mere virkeligt og smukkere end det Narnia, der ligger under os”. (Se også side 14, 1. spalte, om Narnias historie).

Bibelens syn på virkeligheden er meget realistisk og jordnært. Menneskelivet levet i blod, sved og tårer og samtidig håbefuldt ventende en endnu mere virkelig virkelighed, hvor Guds herlighed er omkring os og i os i evighed.

Det er utrolig svært at fastholde, at Guds evige rige er det virkeligt virkelige, at vi kan sige noget konkret sandt om det, fordi det har åbenbaret sig. Film er et vindue ind til vor verden, vor kultur, og kan øge vor forståelse for menneskers tankegang og ideer.

Forhåbentlig kan disse film også være med til at åbne for en diskussion om, hvorfor der er så megen forvirring om og mistro til virkeligheden og til at vide noget kontret om den åndelige verden.