Af Carsten Thomsen - KP 02-2007

Viljen til Sejr (Chariots of Fire) giver mig lyst til at løbe - og den giver mig lyst til at leve livet for Gud, i fornyet styrke og beslutsomhed.

De bedste sportsfilm ved, at målet ikke ultimativt er at komme først over stregen, hvor befriende det end er. Det handler mere om at komme i mål med æren i behold, med troen bevaret. Om måden du løber på, og hvorfor du løber.

Filmens to hovedpersoner, jøden Harold Abrahams og den kristne Eric Liddle, er begge favoritter op til OL i 1924. Den første løber primært for sig selv og dernæst for England med en indædt vrede, fordi han som jøde mærker fordommene og den slet skjulte racisme, og han ønsker at vise “dem” - hvem det så end er - at han er den bedste.

Eric Liddle løber for Gud - og for Skotland. Som han siger til sin bekymrede søster, der mener, at al det løberi fører ham bort fra Guds kald: “Gud kaldte mig til at blive missionær i Kina. Men han har også gjort mig hurtig. Og når jeg løber, føler jeg Guds glæde”.

Viljen til at sige nej
Filmen handler om Viljen til Sejr - og det illustrerer måske mest Harold Abrahams - men den handler også om Viljen til at sige Nej. Det gør Liddle, da han finder ud af, at et af løbene er lagt på en søndag. Herrens dag. Sabbatten. Han er af den gamle presbyterianske skole, der mener, at leg og sport ikke hører søndagen til. Derfor siger han med bestemthed nej til at løbe på denne dag - også selvom han har ofret to-tre år af sit liv på netop dette OL.

En af filmens bedste scener er, da træneren hidkalder selveste den britiske kronprins og appellerer til Liddles pligt overfor sit land og sin konge. Men Liddle er en principfast herre, og han siger, at “Gud skaber lande og konger, og de love, som de regeres af. Og de love forkynder, at sabbatten er Hans”.
Hele den pinlige seance ender alligevel med et kompromis, da en anden løber lader Liddle stille op på en anden dag i stedet for ham.

Det er nok de færreste, der er i dag er enige med Liddle i hans synspunkt angående, hvad man må gøre eller ikke gøre på Herrens dag. For os virker det som en petitesse. Men vi kender alle til, at der er principper, som man må stå ved og holde på, uanset hvad. Ting, kristne bare ikke kan gøre, uden at bryde Guds lov. Har vi viljen til at sige nej, når alt i os siger ja? Fordi vi ved, at det vil bedrøve Gud?

Vi kunne alle godt bruge mere af Eric Liddles karakterfasthed og robuste kristendom. Chariots of Fire er en vidunderlig opmuntring og inspiration til at følge Guds kald og Guds vilje - også når det koster dyrt.
Metafor for et kristent løb

I en anden stemningsfyldt scene ser vi en af de britiske løbere slutte som nr. fem - helt fortvivlet kommer han stakåndet i mål - imens hører vi Liddle prædike i kirken og citere fra Esajas 40:

Folkene er som dråber i en spand,
de regnes som støv på vægtskåle,
Fyrster gør han til intet,
jordens dommere til tomhed.
Han giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.
de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.

Med Vangelis’ kendte musik fra filmen løftes løbet op og bliver en metafor for livet, der løbes i Guds styrke. Og selv om vi falder og kommer bagud, så er der nye kræfter at hente hos den, der håber på Herren.

Filmen er trofast over for de faktiske begivenheder, den er bygget på. Det er således også sandt, at en amerikansk sprinter lige før start stikker en note i hånden på Liddle, med et citat fra 1. Sam. 2:30: “Den, der ærer mig, vil jeg ære”.

Eric Liddle forblev også trofast over for sit løfte til sin søster. Han rejste tilbage til Kina, hvor han var opvokset og fulgte i sin faders fodspor som missionær. Han blev taget til fange af den japanske hær og sendt i fangelejr i 1943. Her fortsatte han med at prædike evangeliet for fangerne indtil sin død i 1945.