Af Carsten Thomsen - KP 04-2007

Vejen til Betlehem (Nativity) fik en kort levetid i biograferne sidste år ved juletid - nu ligger den klar som en rigtig god ide til en familieaften foran tv-skærmen i juletiden.

Underligt nok er Nativity den første egentlige store Hollywood-film om Jesu fødsel - et projekt, som kun er blevet muligt på grund af den store succes som The Passion fik.

Og lad det være sagt med det samme. Det er i det store og hele en trofast filmatisering af hovedindholdet fra Lukas og Matthæus - tilsat en hel del ekstra scener og dialog, der giver perspektiv og fortolkning til den bibelske beretning.
Manuskriptforfatter og instruktør har valgt at give Josef ligeså stor en plads i beretningen som Maria - hvilket ikke umiddelbart kan bebrejdes, da han jo i Matthæus er i fokus fra starten i modsætning til Lukas, hvor der stilles skarpt på Maria.

Romantikken mellem Maria og Josef er nedtonet for ikke at sige stort set borte. Det er et arrangeret ægteskab, Maria skal ind i og hun er på ingen måder tilfreds med Josefs gifteplaner.

Bevægende er scenerne mellem Maria og Elisabeth i deres “fælles” lod, og da Maria gravid vender tilbage til Nazareth efter sit ophold hos Elisabeth er skandalen uundgåelig.

Familie og venner står uforstående over for Marias egen forklaring på det, som er sket med hende, og Josef er nobel nok til at lade sig skille fra hende i stilhed uden at gøre en sag ud af det.
Men da Josef i en drøm får klar besked fra oven, så står han ved Marias side, selv-om han bestemt ikke er glad og rolig ved situationen.

Godhjertet Josef
Det er i beskrivelsen af forholdet mellem Josef og Maria, at filmen virker bedst - begge kæmper de med de uforståelige ting, som er ved at ske med dem - deres rolle i de guddommelige planer.

På den lange og møjsommelige rejse til Betlehem får Maria langsomt øjnene op for Josefs selvopofrende karakter og hans gode hjerte. Der bliver en rørende stille overenskomst mellem dem, selvom de ikke kaster sig i hinandens arme.
Indflettet i historien får vi, som et eksotisk og til tider komisk indslag, de tre vise mænd, der med deres stjernetyderier er på vej fra Østerland på kamelryg, mens de mørke skyer bevæger sig ind over fortællingen i form af Herodes, der brygger på sine hemmelige planer om at rydde løftets konge, som profetien taler om, af vejen.

Da de tre vise mænd endelig når deres mål er deres ærefrygt og forbløffelse åbenbar. Det er en smuk scene, og den ene udbryder stille: Den største Konge på det mest ydmyge sted. Gud født i kød.

Filmen slutter med citater fra Marias lovsang, mens vi lidt unødigt skal tvinges i julestemning på lydsiden med O Come, O Come, Emmanuel. Men det tager vi med. Det er jo jul - og Jesus ER kommet.