Af Carsten Thomsen - KP 02-2005

I Tyskland kom de først efter kommunisterne, men jeg råbte ikke op, for jeg var ikke kommunist. Så kom de efter jøderne, men jeg råbte ikke op, for jeg var ikke jøde.
Så kom de efter fagforeningsfolkene, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke fagforeningsmand. Så kom de efter katolikkerne, men jeg råbte ikke op, for jeg var protestant. Så kom de efter mig, men på det tidspunkt var der ikke nogen tilbage til at råbe op.
Martin Niemöller

Hitlers sekretær Traudl Junge var fra førerbunkeren i Berlin øjenvidne til Hitlers sidste dage, lige før tyskernes kapitulation og afslutningen på Anden Verdenskrig.

I en epilog til filmen ser man en tv-sekvens fra et interview med virkelighedens Traudl Junge, som stille erkender, at hun burde have vidst mere end hun gjorde om nazisternes forbrydelser. Men som mange andre blev hun imponeret af det storslåede magtcentrum i hjertet af Tyskland og draget af Adolf Hitlers karisma.

Filmen er delvist bygget over hendes memoirer om tiden i den store betonkælder, hvor Føreren og hans stab holdt til. Det er fra Traudl Junges perspektiv, at vi følger det klaustrofobiske ophold i bunkeren, alt imens de allierede tæppebomber Berlin.

Portrættet af Hitler er nuanceret - vi ser hans tiltagende paranoia og manglende jordforbindelse, hele tiden på randen af et nervøst sammenbrud. Han udsteder kropumulige ordrer, patetisk lukker han sig mere og mere inde i sig selv, alt imens folkene omkring ham flygter eller konspirerer imod ham. Og så mander han sig også op til pludselig at synge tyske folkesange med Goebbels børn, spørge venligt til sekretærerne og vise omsorg for Eva Braun - men vi aner, at det er spil for galleriet.

En dæmonisk Hitler
Slående er hans foragt for de svage. Hans eneste ærgrelse er, at han ikke nåede at dræbe nogle flere jøder, hans ringeagt retter sig også mod det tyske folk, nu hvor de ikke kunne gennemføre nazismens store projekt. Tanken om at kapitulere og redde tusindvis af civile liv strejfer ham ikke.

Anger kan man ikke slå op i Hitlers ordbog. Der er noget dæmonisk over de kræfter, som er løs i Førerbunkeren. En ondskab, som breder sig og opsluger alle. Og med de over to og en halv time, som filmen varer, når vi at føle klaustrofobien og vanviddet.

Det er en foruroligende film. Magda Goebbels pinefulde giftmord på sine børn, voldsomme krigsscener - og under Hitler, Eva Braun og Goebbels-ægteparrets selvmord er der en mærkelig tomhed i det hele. Det eneste lyspunkt er Traudl Junge, som langsomt kommer til fornuft og når at flygte, inden det er for sent.

Ingen råbte op
Men det er også en nødvendig og dybt tankevækkende og selvransagende film. En af de tyske generaler tæt på Hitler spekulerer i en scene over, hvor ofte han har stået over for Hitler med muligheden for at skyde ham en kugle for panden. Han kunne have endt vanviddet for længe siden.

Mange kunne have råbt op, men i stedet fulgte man blindt Hitler og førte nazismens ødelæggende ideologi ud i livet.

Traudl Junge råbte heller ikke op, og hun kunne ikke tilgive sig selv for det senere i livet.
Vi er sluppet af med nazismen, men det var blot en af diktaturets, racismens og ondskabens mange manifestationer. Andre dukker op hele tiden i mindre i målestok. Må vi da have modet til at råbe op - for alt for ofte ender det blot med en let hovedrysten over for ondskaben i verden.