Af Carsten Thomsen - KP 04-2006

Mnited 93 var det eneste af de fire kaprede fly, der ikke nåede sit mål den 11. september 2001. Den ramte ikke Det Hvide Hus, Capitol Hill eller hvor det nu var på vej hen, fordi nogle modige passagerer overmandede terroristerne - desværre for sent til at kunne redde sig selv.

United 93 følger i stort set real-time de fatale 51 minutter fra start til styrt. Indimellem krydsklippes der til forvirringen i kontroltårnet, hvor flyveledere har svært ved at hitte rede på de kaprede fly, og til en militær flybase, hvor man forbereder at sætte jagerfly ind.

Instruktøren Peter Greengrass bruger ingen unødige special effects. Her er intet forsøg på at sætte terrorangrebene ind i en større politisk/religiøs sammenhæng eller forsøge at besvare, hvorfor det skete. Ingen kendte skuespillere til at aflede vor opmærksomhed. Den fortæller “blot” med en skræmmende realisme, hvad der skete. Det er som at se en dokumentarfilm. Den er dybt rystende, fordi man ved, hvad der vil ske. Og den spænding, der bygges op, er næsten ubærlig.

Greengrass holder distancen til terroristerne og passagererne. Vi får stort set intet at vide om deres baggrund. Den starter med terroristernes forberedelser i et hotelværelse. De beder og barberer sig. I flyet er det blot endnu en arbejdsdag for piloter og stewardesser - og endnu en hverdag for passagererne - også ham, der er “heldig” og i sidste øjeblik bliver lukket om bord.

Flyet forsinkes og letter først kort efter at det første tårn på World Trade Center rammes. Terroristerne overtager kontrollen med flyet, og herefter går det hurtigt op for passagererne, hvilken skæbne der er ved at overgå dem.

De passagerer, der overmandede terroristerne er helte - men filmen tegner intet glansbillede. Her er ligeså meget desperation og overlevelsesvilje som opofrelse. De fleste i flyet overmandes af frygt og tænker kun på én ting: De ringer hjem og fortæller deres kære, at de elsker dem.

Francis Schaeffer beskrev mennesket som “A Glorious Ruin” - og vi møder begge ting i kabinen. Mennesket i dets overgivelse til ondskaben selv. Og mennesket i en stræben efter at forhindre ondskaben og gøre godt. Der krydsklippes mellem en af terroristernes højtråbende bønner i cockpittet til en flypassagers sidste mumlende fadervor. Det ses kun i et kort glimt, men jeg vælger alligevel at trække det frem.

For mange var 11. september blot en dag som så mange andre. Men det blev deres sidste - det er så vigtigt at betro hver dag og hver nat i Guds hænder. For vi ved aldrig, hvornår Gud kalder os hjem. Ondskaben, synden, døden er virkelig - også selvom vi ofte lever som om, intet af det eksisterede. United 93 tegner et realistisk billede af 11. september. Filmen er vigtig, men også dybt foruroligende.

World Trade Center
Mens det meste lykkes rent filmisk i United 93, så var World Trade Center en skuffelse. I hvert fald for mig. Filmen følger en gruppe politifolk, der går ind i et af tårnene for at hjælpe folk ud. De bliver begravet i ruinerne. Det meste af filmen handler om redningsaktionen for at få dem fri, mens vi også følger de bekymrede familier udenfor.

World Trade Center er mere blockbuster - med Nicholas Cage i hovedrollen og Oliver Stone som instruktør. Filmen ønsker først og fremmest at hædre de brandfolk og politifolk, der gik i døden for at redde folk ud af de brændende bygninger. Og man må sige, at det lykkes med amerikanske flag, patriotisme og stor patos.

Den skjuler heller ikke, hvor stor en rolle troen på Gud spillede blandt redningsfolkene og deres familier - katolikker, som mange af dem var. Her er krucifikser på væggene og hjerteskærende bønner og tilmed en nærmest religiøs vision under de kollapsede tårne. Og selv manden, der slutter sig til redningsarbejdet, føler sig kaldet af Gud.

På en måde komplementerer den vel United 93 godt - idet den følger 11. september fra en anden synsvinkel. 11. september vidnede midt i mørket også om fantastisk mod og styrke - og livsbekræftende historier. Dette er en af dem - bygget over virkelige personer. De to politifolk var blandt de første, der gik ind i World Trade Center - og nogle af de sidste, der blev gravet fri. I tre dage lå de i ruinerne og holdt hinanden i live ved at fortælle om, hvor meget de elskede deres hustruer og hvilke håb, de havde for deres børn. Og vi ser, hvordan konerne støtter hinanden.

Det er svært at ødelægge sådan en historie, men Oliver Stone gør det efter min mening. Men måske burde jeg have set World Trade Center før United 93. Måske er det bare min aversion mod Oliver Stone - og Nicholas Cage, når han bliver for sentimental.