Af Carsten Thomsen - KP 01-2008

Instruktøren Niels Arden-Oplevs tankevækkende debatfilm sætter tingene på spidsen allerede i de første scener. Fra rigssal til diskotek. Fra bibellæsning til en ordentlig brandert. Fra den beskyttede verden med regelret indordning til forbudt flirt og kæresteri. Fra åndelighed til verdslighed.

Jo, der er i sandhed tale om To Verdener, der støder sammen, da 17-årige Sara indleder et forhold til Theis, der ikke er Jehovas Vidne som hun selv.

Filmens beskrivelse af Jehovas Vidner er en ret forudsigelig opremsning af “mærkesager”. De ting Jehovas Vidner ikke må, som at ryge, modtage blod, gøre militærtjeneste, holde jul og fødselsdage - og nå, ja sex udenfor ægteskabet.

De loviske træk ved Jehovas Vidner pointeres tydeligt - ikke uden grund, da sekten netop lukker sig om sig selv i frygt for at blive “besmittet” af verden.
En ubalanceret forståelse af verdslighed. Men det betyder også, at deres tro trivialiseres og stort set kun beskrives udfra hvad man ikke må. De “begrænsninger” og regler, der i verdens øjne lægges ind over den personlige frihed som en spændetrøje.

Her bidrager filmen ikke med ret meget andet end nem fordømmelse. Det gælder også filmens afsluttende unødvendige dramatiske højdepunkt, der med vold og magt skal drive en pointe hjem om konsekvenserne af, at Jehovas Vidner ikke må modtage blod.

Der, hvor filmens egentlige konflikt ligger, er i den frastødende og ubibelske praksis: Udstødelsen og det totale stop for ethvert samvær med familien.
Frygten for udstødning lurer hele tiden i filmen som den virkelige fjende. Saras frygt for at miste al kontakt til forældre, søskende, venner, fællesskabet. Alt det, der definerer hende som menneske. Hun slides langsomt op indvendig i den umulige kamp med at forene to uforenelige verdener - skiftevis fast og vaklende i både troen på Jehova og i kærligheden til Theis - det er et stærkt, medrivende og foruroligende drama.

På den ene side har vi forældrene og søskende, og den karikerede, iskolde pastor, der prøver at få Sara tilbage i folden. På den anden side Theis, der lokker med hans ubekymrede frisindede og fritænkende ånd. På spørgsmålet, hvad han tror på, siger han politisk korrekt “jeg tror på os”. Kærligheden, der overvinder alt, også troen på Gud, død og helvede.

Lægger op til diskussion
Man kan diskutere om beskrivelsen af Jehovas Vidner som fællesskab er nuanceret nok, men filmen rammer præcist og rigtigt i portrættet af Sara. Vi ser medfølende på, mens hun spinder sig selv ind i et net af løgne og selvbedrag for at bevare det bedste fra to verdener.

Filmen vil være perfekt at vise for en kristen ungdomsgruppe. Her er stof nok til en hel aftens diskussion - ikke blot om Jehovas Vidner, men så sandelig også om kristen tro og moral. Om forskelle på kristen subkultur, kristen “verdslig” kultur og kristen modkultur. Om at være i verden, men ikke af verden. Om ikke blot at lave facitlister over kristen moral, som nul alkohol, nul sex, nul tv osv. men heller ikke bare at lade alt være gråzoner og nul stillingtagen til det, som så let binder, fængsler og fanger os og efterlader os kolde i troen.

Hvordan opfatter de kristne unge egentlig deres tro. Er det bare et spørgsmål om en lidt anderledes kristen moral på nogle særlige områder, eller er de forankret i evangeliet om Jesus Kristus, og det Han har gjort for dem - og er nåden og tilgivelsen i Jesus drivkraften i efterfølgelsen af Ham?

Hvordan forholder vi os som kristne til et alvorligt emne som kirketugt? Hvordan behandles kristne, der forlader vor menighedssammenhæng, ja måske forlader ethvert kristent fællesskab. Omfavnes de stadig af vor kærlighed og forbøn?

To Verdener efterlader en med mange ransagende spørgsmål.