Af Carsten Thomsen - KP 03-2007

Dette er historien om Harold Crick...og hans armbåndsur.

Sådan begynder filmens fortæller den humoristiske, skæve men også tankevækkende historie om den perfektionistiske skattesagsbehandler Harold Crick, spillet af Will Farrell.

Filmens fortæller er forfatterinden Kay Eiffel (Emma Thompson), der er i gang med sin seneste roman, men hun har et problem. Hun ved ikke, hvordan hun skal få dræbt helten i sin fortælling, Harold Crick.

Og så begynder Crick pludselig at kunne høre fortællerens stemme og finder ud af, at forfatterinden er i gang med at planlægge hans død. Hvad gør man så? Jo, man opsøger en litteratur-professor (Dustin Hoffman), der kan give gode råd. Og da Crick finder ud af, at fortæller-stemmen tilhører Kay Eiffel er gode råd dyre - for hun er kendt for at slå alle sine romaners helte ihjel.

Forudbestemt død
Harold Cricks dilemma er gigantisk. Hvem styrer egentlig hans liv? Er det ham selv eller hans fortæller - og har han overhovedet noget at skulle have sagt? Er fortællerens stemme styret af Harolds valg, eller er Harolds tanker og handlinger afhængig af fortællerens fantasi?

Ja, vi tvinges selv til at stille spørgsmål: Kontrollerer jeg mit eget liv, og hvis ikke, hvem gør så? Er mit liv en tragedie eller komedie - og hvem afgør det? Er alt forudbestemt, eller hvor meget har jeg at skulle have sagt?

Som kristne ved vi, at vi lever i en større fortælling og at der er en højere og dybere mening med livet og døden. Men vores egen fortælling, vores eget liv er ikke forudprogrammeret ned til mindste detalje. De valg, vi træffer er ikke ligegyldige set i et evighedsperspektiv. Alt er ikke overladt til en tilfældig skæbne.

Litteratur-professoren får på et tidspunkt lov til at læse romanens slutning og han konkluderer: Det er den rigtige slutning. Harold må lade livet. Og da Harold selv læser historien er han overraskende enig. Den historie kan kun slutte på en måde. Med hans død.

Men nu har Kay Eiffel et dilemma - og det fortæller hun professoren: “Hvis et mand, der ved han skal dø, dør villigt, selvom han kunne forhindre det...er det ikke netop sådan et menneske, man ønsker at holde i live?”.

Filmen spiller på temaer som tid, skæbne, forudbestemmelse og det frie valg. Harold er perfektionist og hans liv er styret monotont ned til mindste detalje.

Det er først, da han hører fortæller-stemmen, at han beslutter sig for at ændre sin skæbne, sit monotone liv - og finder kærligheden og det autentiske liv. Men han skal dø. Dør han?

Se filmen. Er man til film, der leger med fortællingens struktur og ramme, så er dette en af de bedre. Meget konstrueret, men så genialt udført, at man lever sig med i Harold Cricks monumentale dilemma.