Af Carsten Thomsen - KP 04-2002

Night M. Shyamalan er en af de mest interessante filmskabere for øjeblikket. Hans seneste film, Signs, handler som hans øvrige om det overnaturlige - og har også fået hans vandmærke: En overrumplende slutning. (Hans to forrige film var Den Sjette Sans og Unbreakable).  

Det synes som om, at Shyamalan ikke kan slippe tanken om, at der må være en overordnet ide og mening med tilværelsen. I Signs giver han sig tid til at udvikle temaet om mirakler, tegn, tro og tvivl på det overnaturlige – og tager også kristendommen med som et element.  

Filmen starter med en umiskendelig Hitchcock stemning og et tegn. Store geometriske cirkler i en kornmark. Disse fænomener kom frem i offentlighedens lys i 1970’erne, men blev også bortforklaret, da flere stod frem og fortalte, hvor nemt det var at lave disse ovale huller i hvedemarkerne.  Kornmarken tilhører filmens hovedperson, præsten Graham Hess.

Han lever på gården med sine to børn, en pige og en dreng, og sin yngre bror. Graham Hess er i starten overbevist om, at cirklerne i hans mark kan forklares med drengestreger, men flere mystiske hændelser giver ham en klar fornemmelse af, at ikke alt er, som det skal være.

I stedet lægges der op til en storstilet invasion fra rummet.  Nu kunne man tro, at vi ville få en Independence Day 2, men Shyamalans film handler ikke så meget om små grønne mænd, der besøger vor planet - der bliver intet tjubang opgør med slimede uhyrer som i de mere slagkraftige alien-film. Der fokuseres mere på frygten for det ukendte, på tegnene. De tegn, som peger på, at der er mere mellem himmel og jord, der peger på fænomener, som ikke kan forklares, ikke logisk kan viskes bort.  

De bragende special-effects erstattes med hverdagslydene for at skabe en fortættet og mystisk stemning. Vindens susen i træerne, hundens gøen, fodtrin her og der, støj i kornmarken, og så stilheden. Instruktøren får os til at lytte nøje efter hele tiden, for de underlige lyde er tegn på, at der er noget galt.  

Har lagt præstekraven
Stort set hele filmen foregår på det lille landsted - og de forunderlige begivenheder om rumskibe rundt om i verden opleves kun af familien gennem nyhederne på fjernsynet. Fader Graham Hess er dog ikke nem at overbevise. Siden hans kone omkom i en trafikulykke har han lagt præstekraven på hylden. Han har mistet troen på Gud, og er holdt op med at bede.  

I en scene taler Graham med sin bror Merrill om tegnene. “Der er ingen, som tager sig af os. Vi er helt alene”, siger den disillusionerede Graham. Hvordan kan man bevare troen på en Gud, som river ens kone bort i en trafikulykke? Det må være en tilfældighed. Der kan ikke være nogen overordnet mening med en sådan tragedie.
Eller kan der?  

“Er du en af de personer, som ser tegn? Ser mirakler? Eller tror du, at det bare er held?” spørger Graham sin bror, der fastholder, at der er en dybere mening med tilværelsen. På et tidspunkt bliver han helt bange for Graham, der i en krisesituation forbander Gud.

I en scene har familien erkendt, at de ikke kan holde det fremmede fra døren. De sætter sig for at spise det sidste måltid, inden katastrofen, men børnene vil ikke spise, før der er bedt bordbøn.  
“Der bliver ikke bedt mere i dette hus”, fastholder faderen strengt i en afvisning af, at de højere magter kan beskytte dem.  

Men filmens slutning får alligevel sat en tyk streg under, at troen på det transcendente er en styrke - ikke en svaghed. Der er en mening med det, som sker for familien Hess. Tingene får en dybere sammenhæng, som jeg ikke skal afsløre, men i hvert fald er det opløftende at se, at præstekraven igen bliver taget på.  

Spiritualitet uden Gud
Shyamalan har ikke meget til overs for det absurde i tilværelsen. Et materialistisk verdenssyn, der lukker miraklerne ude og kun tror på lunefulde tilfældigheder, på at mennesket er kastet ind i et upersonligt univers.  

Selvom instruktørens spiritualitet ikke afslører nogen konkret ortodoks tro på en bibelsk Gud, så prikker han til det menneske, der helt har opgivet at søge efter en dybere mening med tilværelsen.

Svaret får dog lov at forblive flygtigt. For hvor tegnene peger hen er et ubesvaret spørgsmål - tegnet leder ikke til en stjerne over Betlehem, til en konkret åbenbaring af Gud. Som så mange andre film, der i denne tid leger med det åndelige univers, så efterlades vi med en følelse af noget uforklarligt. Hvis der er en Gud derude, så er der mere tale om en mystisk magt, der ikke lader sig begribe.  

Signs bliver en seværdig, intelligent og spirituel alien-film med mange små gys, men også blandet med pudsige og humoristiske indfald.

Ligesom filmen Contact, der spillede troen ud mod videnskabens kolde fakta, så får Signs pillet ved forestillingen om, at mennesket er kastet ind i et absurd univers uden dybere sammenhæng.