Af Carsten Thomsen - KP 04-2004

Filmen Saved er på mange måder en traditionel amerikansk teenage-komedie - blot med den markante forskel, at historien foregår på en kristen skole. Det er en film på det jævne, men den er tankevækkende som et studium i, og en satire over konservativ kristen livsstil.

Hovedpersonen Mary står i et dilemma. Hendes kæreste siger pludselig, at han er homoseksuel. Derfor går hun i seng med ham for at tvinge ham på andre tanker...men hun bliver i stedet gravid. Vi følger hende derefter i hendes opgør med venner og familie, samtidig med, at hun gør alt for at skjule graviditeten.

De to i filmen, som fremstår fordømmende er begge kristne. Den ene er den ivrige gospelkor-pige Hilary, som forsøger at følge Jesus i et og alt. Hun leder en bedekreds og evangeliserer ivrigt over for sine medstuderende.

Den anden er skolens inspektør/prædikant. Han er gift, men bliver forelsket i den gravide piges mor - og samtidig prøver han at opretholde streng moralsk disciplin på skolen.

De sympatiske i filmen er en jødisk pige, som hele tiden gør grin med de kristne (nogle gange berettiget) og en handikappet kynisk dreng, som erklærer, at han ikke er kristen. Det bliver disse, som i sidste ende hjælper den gravide pige, da den populære Hilary fryser Mary ude.

Satiren rammer flere gange plet, så man som kristen krymper tæer i stedet for at trække på smilebåndet. Som fx den overfladiske måde kristne taler om Gud. Inspektøren opildner eleverne som var han til rockkoncert: “Let’s get our Christ on! Who’s down with the G-O-D?”.

Og Hilary i sine helt absurde forsøg på at missionere på de mest upassende måder, hendes konstante pegen fingre ad andre, der ikke er så hellige som hende. Hendes selvfikserede bønner til Gud viser, at hendes ønske om at tjene Gud sker ud fra ønsket om vennernes anerkendelse. Hun er farisæer til fingerspidserne.

Selvom filmen selvfølgelig ironiserer over amerikansk kristen livsstil maner den alligevel til selvransagelse. Er vores tro og livsstil autentisk eller blot fyldt med overfladisk bibeljargon og hurtig fordømmelse og mission som endnu en salgsteknik. Hvad er vores motiver med de “bibelting” vi fylder vort liv med? Hvordan forholder vi os overfor dem, som vi mener lever i seksuel umoralitet. Det kan ofte blive en nem udvej at sige, at vi elsker synderen, men hader synden. Er det ikke ofte sådan, at vi er hurtig til at hade synden - mens de praktiske skridt til at elske synderen aldrig bliver taget?

Filmen knækker desværre i den sidste tredjedel. Et forudsigeligt budskab om tolerance prædikes, så ingen kan misforstå det. De, der mener, at homoseksualitet er forkert og afviser før-ægteskabelig sex er snævertsynede, dobbeltmoralske og fordømmende. I stedet står de “tolerante” tilbage som sympatiske, frihedselskende og autentiske mennesker - uden fordomme.

Der er som sædvanlig ikke plads til et nuanceret portræt af de kristne eller af kristendom i det hele taget. Man kunne lidt drilsk spørge, om det ikke er instruktøren selv, der har en del fordomme overfor konservative kristne.

Kan filmen anbefales. Tjae....hvis alternativet for de unge er endnu en aften sammen med vennerne og en teenage-film som American Pie eller lignende, så er denne da langt mere tankevækkende. Men så heller ikke mere.