Af Carsten Thomsen - KP 01-2007

Hvorfor flagede man ikke på halv på Buckingham Palace, da prinsesse Diana døde? Hvorfor var der ikke andet end en lammende tavshed fra den royale familie, mens den britiske nation - ja, verden, sørgede over Dianas tragiske og alt for tidlige død i en bilulykke i Paris? Hvorfor rejste dronning Elizabeth ikke til London, hvor folk strømmede til for at vise medfølelse?

The Queen giver et afrundet svar på disse spørgsmål ved at tage os ind i de kongelige gemakker i dagene efter Dianas død. Instruktøren Stephen Frears er ikke ude i et letkøbt karaktermord på dronningen, men giver os et afbalanceret portræt af en dame, der på nogle få dage vågner op til en ny verden, hvor kongehuset for alvor er faldet i unåde, og hvor afstanden til det folk, hun repræsenterer, synes uendelig stor.

For dronning Elizabeth var Diana en skamplet. Hun ville ikke stiltiende acceptere prins Charles’ affære. Det, der skulle holdes indenfor slottets mure, udbasunerede hun. Hun mængede sig med playboys og tvivlsomme berømtheder og kastede skam over kongehuset. Og da Diana ikke længere var en del af familien, fulgte dronningen “bare” protokollen til punkt og prikke ved hendes død.

Men folket så det som en kold skulder. For folket var Diana ofret i et grimt royalt rænkespil, hvor der blev set gennem fingrene med synderen Charles. Diana repræsenterede noget af dem selv, en almindelig pige, der blev inviteret indenfor i paladset, og nu uretfærdigt frosset ude.

Tradition og fornyelse
I dronningens fravær ser folket i stedet hen til den nyvalgte premierminister Tony Blair for trøst. Han døber Diana som “folkets prinsesse” og formår at forene nationen i dens sorg. Blair bliver også personen, som må ile til Ballmore Castle og bygge bro til folket.

Det penible forhold mellem Tony Blair og dronningen er filmens kerne, og repræsenterer forholdet mellem tradition og fornyelse, mellem de indgroede sæder og behovet for forandring.

Dronningen er kransekagefiguren - uden reel magt, blot et symbol, som synes at have mistet sin betydning. Men Blair ved godt, at symboler også kan være nyttige, især i krisesituationer, hvor folk ser hen til symbolerne for trøst og vejledning. Derfor prøver han at få dronningen til at indse, at hun må komme folket i møde og begynde at indføre et mere moderne kongehus, som briterne kan relatere til.

Det er nemt at afvise kongefamilien i starten af filmen. Både dronningens mand, den iltre og stokkonservative prins Philip, og den ynkelige prins Charles. Men som filmen skrider frem kastes der nyt lys på dronningens valg. Hun er overbevist om, at hun handler i folkets bedste interesser ved nærmest blindt at bevare traditionerne. At hun ved at overholde dekorum, ved at vise stoisk ro og tilbageholdenhed repræsenterer selve den britiske folkesjæl på bedste vis.

At folkesjælen er en anden må dronningen sande - især under begravelsen, hvor folk både udenfor kirken og indenfor upassende og i trods begynder at klappe efter en lovtale om Diana. Her falder nådens lys et kort øjeblik på dronning Elizabeth, idet hun i stedet fjerner en tåre fra kinden og dermed peger på begivenhedens alvor.

The Queen er en meget vellykket film med en bragende god Helen Mirren i hovedrollen. Med præcist afmålte følelser fremstiller hun en viljestærk dronning, der alligevel under overfladen er ved at krakelere. Også Michael Sheen, der spiller Blair, er fremragende.