Af Carsten Thomsen - KP 04-2008

Met er med blandede følelser, at man ser den anden filmatisering af C. S. Lewis Narnia-bøger.

Man glædes over de tekniske finesser, som er bedre end i “Løven, Heksen og Garderobeskabet” - og det betyder en del i film, som er så fyldt med special effects - man glædes over, at skuespillet er en tand bedre. Der er god dynamik, og det slår lidt flere gnister børnene imellem. Man glædes over, at fortællingen er redigeret, så den får mere drive og spænding end i bogen.

Men samtidig må man erkende, at der er tale om en helt anden film end etteren. Hvor Løven, Heksen og Garderobeskabet var en tydelig kristen allegori, er der i Prins Caspian tonet ned for de kristne elementer. Det er primært en god fantasy-film med flere slagscener. Hvor den første film var mere tro mod bogen, så har man i toeren taget sig gevaldige friheder.

Det er fint at ændre på fortællingens opbygning så den fungerer bedre somfilm. Men samtidig mister man det poetiske, karakterskildringen, de fabelagtige samtaler, som Lewis hele tiden mestrer genialt. Det er nok uundgåeligt, men man spørger sig selv om det overhovedet går at sammenligne bog og film. Det er jo to forskellige kunstarter med hver deres styrker og svagheder.

Grundfortællingen i Prins Caspian er, at de fire børn fra etteren, Lucy, Susan, Edmund og Peter, igen befinder sig i Narnia, hvor de skal hjælpe Prins Caspian med at erobre tronen fra Caspians onkel, der uretmæssigt har bemægtiget sig tronen. Og til forskel fra mange af de andre eventyr, der i disse år finder vej til biografen, så må man sige, at Narnia stadigvæk skiller sig ud. Det er og bliver en kamp mellem det gode og det onde, men hvor det gode er symboliseret i Aslan.

Moralen i Prins Caspian (altså filmen) er, at man ikke kan kæmpe alene. Aslan er der og man må tro på ham for styrke og hjælp. Lucy er den eneste, der har øjnene åbne for dette, mens de andre er hurtige til at gribe til sværdet - som Peter, der utålmodig siger, at “det er op til os alene at gøre det selv”. Men Lucy rider sidst i filmen ud for at søge efter hjælp hos Aslan - og finder ham. Kun med Guds hjælp og Gud ved vores side kan vi overvinde det onde, vil tolkningen være, hvis man ser filmen med Lewis’ Narnia-briller.

Aslans tale i vridemaskinen
Det skærer dog i ens ører, når man hører Aslans ord fordrejede. Jeg ved godt, at Narnia ikke er kanon, men alligevel....Da Aslan møder Lucy, siger han “Every year you grow, so shall I.” - en lidt blasfemisk udlægning af Lewis egne Aslan-ord fra bogen: “Every year you grow, you will find me bigger.”. Altså vores opfattelse af Aslan bliver større, mens Aslan forbliver den samme.

Og da Aslan forklarer Lucy om begivenhedernes gang, siger han i filmen “We can never know what would have happened”. Men i bogen er det tydeligt, at det er børnene - og ikke Aslan - som ikke ved, hvad der ville være sket.
OK, man skal være Narnia-nørd for at blive irriteret, men de få steder Aslan optræder, bør man efter min mening holde sig til den oprindelige mening.

I bogen fremgår det tydeligt, at Aslan og det gamle Narnia er blevet fortrængt gennem århundreders fortielse - men at Caspian er blevet oplært i at tro på Aslan. I filmen er han en lidt større tvivler eller måske snarere uvidende.
Og hvor er Bacchus og hele det poetiske, mytiske, jublende og forunderlige element blevet af? Simpelt hen skåret helt væk for at styrke grundfortællingen.

Røddværgen Trumfe og musen Rippitjip fremhæves mest i filmen udover børnene. Trumfe går rundt og surmuler forknyt gennem hele filmen, men er det sådan, vi husker ham fra bogen? Rippitjip står for mange af de komiske indslag i filmen. Ridderlig og fyldt med mod og ære går den lille mus på med krum hals. Det er en fornøjelse - selvom det måske er lidt for meget falden på halen-komedie.

Jo, blandede følelser, men bestemt et af de bedre bud på en eventyrfilm for børn og unge (selvom den ikke er tiltænkt de mindste børn).