Af Carsten Thomsen - KP 02-2004

Mel Gibsons “The Passion of the Christ” er et uafrysteligt studie i Jesu Kristi lidelseshistorie, som efterlader biografgængeren i nærmest mentalt granatchokeret tilstand.

Flere gange i filmen råber man indvendigt anstrengt: “Nu er det nok..gid det måtte stoppe her.” Og så fortsætter det ubønhørligt. Piskeslag, spyt, hån, flere slag, spark og til sidst søm, der nagles ind i dette i forvejen martrede legeme.

At se filmen er en slags koncentreret meditation over det uskyldige blod, som blev udgydt for verdens synd. Filmen dvæler ved dette blod flere gange. Bl.a. i en scene, hvor Pilatus’ kone giver Maria og Maria Magdalene nogle klude, som de bruger til at vaske Jesu blod af fliserne efter piskningen. Og ved korsets fod, hvor Maria kysser hans fødder og hendes mund og ansigt dækkes til med blod.

Og mest af alt hviler kameraet intenst på Jesu krop under den langstrakte og pinefulde piskning, som er langt værre at se end selve korsfæstelsen.
Aldrig før i filmhistorien er Jesu død blevet fremstillet så brutalt og voldeligt.

Det er gjort ikke blot for at opnå en dybere realisme. Det kunne man sagtens have opnået samtidig med, at man nedtonede volden, f.eks. ved at lade fokus være på tilskuerne til piskningen og blot hørt skrigene. Men instruktøren Mel Gibson ønsker at tvinge os til at se på, som om vi var der, ja, næsten som om at vi selv svingede pisken ned over Jesu ryg.

Katolsk smerte
Hvorfor denne minutiøse og makabre grafiske fremstilling af Jesu fysiske lidelser? Der er en klar teologisk tanke bag. Mel Gibson, der selv er katolik, er blevet inspireret af bogen “The Dolorous Passion of Our Lord Jesus Christ”, skrevet af den katolske mystiker Søster Anne Catherine Emmerich.

Bl.a. scenen med Maria, der tørrer Jesu blod op er hentet fra denne bog.
Scenerne i filmen bygges over de såkaldte 14 “stationer” i Jesu vandring til korset, hvor nogle ikke er hentet fra Skriften men baseret på katolske traditioner. Tager man til Jesusalem, kan man selv tage denne tur fulgt af munke og nonner og deltage i deres meditation over lidelseshistorien

Både katolsk teologi og Emmerichs bog er meget optaget af Jesu fysiske smerte. I visse tilfælde kan dette ende i den rene mysticisme, fx med de mange beretninger om stigmatiseringer eller i sygelige og overdrevne efterligninger, som i nogle lande, hvor katolikker har årlige processioner ved påsketid, hvor de pisker sig til blods og gennemfører “korsfæstelser”.

Vi må aldrig glemme, hvilke fysiske smerter det kostede Guds Søn at løskøbe os fra vores synd. Og det er meget svært ikke at blive dybt berørt følelsesmæssigt af filmens affektjagende fortælling. Men vort fokus må ikke alene, og slet ikke primært ligge her. De ufattelige pinsler på vej til korset er kun en del af det bæger, som Jesus måtte drikke, og langt fra den mest smertefulde del.

Det var ikke de fysiske smerter, som Jesus frygtede mest. Det bæger Jesus bad om måtte tages fra ham symboliserede ikke først og fremmest piskeslag og korsfæstelse, men den åndelige smerte og rædsel det var at blive ladt alene af Faderen og overladt til at bære verdens synd. At modtage den guddommelige dom og straf som disse synder fortjente.

Den smerte har intet andet menneske båret, og i den smerte kan vi ikke trænge fuldt og helt ind. Men teologisk er det her vort fokus må være.
Personligt kunne jeg godt have undværet 15-20 minutter af filmens udpenslede voldsscener. Filmen ville efter min mening have stået langt stærkere. Efter de første piskeslag havde jeg fattet pointen og havde allerede indvendigt vendt blikket bort i afsky.

Jeg forstår til fulde de kristne, som viger tilbage for at se filmen på grund af den megen vold. Og andre vil helst ikke have forstyrret deres personlige billede af Jesus, som er kommet frem gennem læsning og studier af Skriften.

Vi rører ved noget meget intimt her for mange kristne, og vi må ikke undervurdere filmens voldsomme påvirkning på vort sind, langt mere end fx et maleri af Rembrandt trænger de levende billeder sig på og fæstner sig på nethinden, også i stunder, hvor vi helst havde været foruden dem.

Satan i sort
Når forbeholdet over for den voldelige fremstilling er gjort, så er der flere andre ting, som lykkes i The Passion of the Christ. I Gibsons film er Jesus langt fra den romantiserede, ophøjede ikon-agtige Jesus, som er blevet fremstillet i andre film, hvor han nærmest svæver gennem filmen uden at røre jorden. Hvor der er et lysskær omkring ham i hveranden scene.

Den aura er pillet af Jesus i The Passion, hvor han først og fremmest er kød og blod. Et menneske som os. Vi kommer helt tæt på ham, ser hans forpinte ansigt, ser tingene fra hans synsvinkel, og så taler han aramæisk og ikke engelsk med en eller anden texansk eller højadelig britisk accent, og det gør filmen mere autentisk.

Der er også mange flashbacks som giver dybde til Jesu offer. Her ser vi Jesus i korte samtaler med disciplene, hvor han forklarer meningen med, at han skal korsfæstes.

Men det er filmens store styrke og genialitet, at den har Satan med som bifigur. Den tvekønnede Djævel, der lusker rundt i baggrunden i sin sorte kappe med det anæmiske ansigt. Han er der fra første scene i Getsemane have, hvor han udfordrende og spottende frister Jesus: “Ingen kan bære denne byrde. Ingen.”

Hans tilstedeværelse er med til at understrege, at Jesus ikke blot udstod fysiske smerter, men i alle lidelserne var i en langt vanskeligere åndelig kamp. At der bag det historiske drama var et opgør i gang af langt større dimensioner.

Afslutter med Treenighed
De sidste scener i filmen er også med til at give fortællingen perspektiv. I slowmotion ser vi en regndråbe falde ned fra himlen, som sprænges på stengrunden. En tåre, der symboliserer Gud Faderens smerte over sin søns død. Og en due symboliserer Gud Helligånden. En stille tilbedelse af Treenigheden, mens vi samtidig præsenteres for et kort, men skrækindjagende billede af en jamrende Satan i Helvedes dyb.

Lad mig slutte med de vers, som filmen indledte med:

“Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” (Esajas 53:5).