FILManmeldelse:
Op

Af Carsten Thomsen - KP 04-2009

En gnaven pensionist som helt i en tegnefilm?

Det lyder ikke lige som opskriften på en succes, men det er faktisk en særdeles vellykket Pixar-film - ja, jeg vil sige, at kun Pixar kunne stå bag denne film, når man tænker på den perlerække af vidunderlige tegnefilm, der er kommet ud af fra deres computer-værksted. Lige fra deres første film, Toy Story. Tænk blot på Find Nemo, Monsters Inc., Cars, De Utrolige, Wall-E, blot for at nævne nogle af dem.

Op indledes med en af de mest bevægende filmsekvenser overhovedet i en tegnefilm, og de fleste vil allerede her have våde øjne - vi følger i en lang musikalsk sekvens et ægteskabs glæder og sorger, der ender med, at vor helt - pensionisten Carl Frederickson mister sin kone. De havde begge i deres ungdom drømt om at blive eventyrere og bosætte sig i et naturskønt område, Paradise Falls. Men hverdagens pres og økonomiske problemer satte deres eventyr-drømme på stand-by.

Tilbage står Carl - alene og ensom i et gammelt hus som han tilmed trues med at blive smidt ud af. Han spænder derfor resolut balloner fast til sit hus og flyver af sted. Op, Op, Op. Men med om bord på hans flugt befinder der sig en lille frisk spejderdreng Russell, som nu bliver hans ufrivillige rejsekammerat. Det er et umage par, der begynder på et fantasifyldt eventyr. Det involverer blandt andet filmens skurk. En anden eventyrer, som faktisk har opnået det Carl ville - at rejse ud og opdage verden. Men han er endt i en egoistisk søgen, som har ædt ham op indefra.

Der kommer masser af fart og action i filmens anden halvdel - og pensionisten må sande, at hans prioriteter har været helt forskruet.
I sin besættelse af at nå sit mål, Paradise Falls, som han har lovet sin kone, så glemmer han alt omkring sig - bl.a. den lille spejderdreng. Og det er filmens centrale spørgsmål. Vil Carl ende som den anden eventyrer, totalt egoistisk, eller finder han ud af, hvad der virkeligt er vigtigt?

Nu er det jo Pixar, så spørgsmålet besvarer sig selv - men det er fortalt på en rørende måde i en afsluttende scene, hvor Carl mindes sit lange - og set i bakspejlet lykkelige - liv med konen Elly.

En fattig anmeldelse som denne kan ikke sætte ord på de vidunderlige scener som Op er fyldt med. Den skal bare ses.