Af Carsten Thomsen - KP 02-2003

Rundt om Schmidt er en smal, lille film, der handler om ensomhed, fremmedgørelse og et stivnet liv. Den altoverskyggende hovedrolle har Jack Nicholson, som Warren Schmidt - en forsikringschef, der befinder sig i sit livs krise.

Schmidt står overfor at skulle nyde sit otium - men han har ingen søde forventninger til sit liv som pensionist. I åbningsscenen ser man ham sidde i sit tomme, ryddede kontor og stirre ufravendt på uret på væggen. En lang sekvens i fuldstændig tavshed, der sætter tonen i filmen.

På kort tid forsvinder de to ting, der har fyldt hans liv med indhold. Først hans job og dernæst hans kone, der dør af en blodprop i hjernen. Ydermere finder han ud af, at hans kone for år tilbage har været ham utro - så hans sidste illusioner brister.

En dag, da han sidder og zapper formålsløst på tv-kanalerne mellem vaskemiddel-reklamer og fitness-homeshopping dukker der en reklame op for en fadderskabs-organisation og han beslutter sig til at blive fadder for et barn i Afrika.

Han går i gang med at skrive rørende og tragikomiske breve om sit liv til den lille dreng, Ndugu, der fungerer nærmest som en skriftefader. Det er som små bønner til en fjern upersonlig Gud - et desperat håb om at blive hørt, forstået. Igennem filmen får vi læst flere af de pudsige og skæve breve op, hvilket giver et indblik i Warren Schmidts tanker og frustrationer:

“Jeg ved, at vi alle er ret små i det store hele, og jeg tror, at det eneste, vi kan håbe på, er at gøre en eller anden forskel. Men hvilken forskel har jeg gjort? Når jeg er død og når alle, som kendte mig er døde og ingen husker, at jeg overhovedet eksisterede, hvilken forskel vil jeg så have gjort? Ingen. Ingen overhovedet.”

Sådan lyder et af hans breve til Ndugu.

Ingen vej tilbage
Warren Schmidt er en mand uden ambitioner, uden intellektuel nysgerrighed, han kan ikke sætte sig ind i andre folks behov og følelser og er ude af stand til at relatere til omverdenen, til mennesker. Familie, venner, præsten i den lokale kirke, hans arbejdskolleger. Alle virker de på ham, som fremmede. En ensom vandrer i mængden - monotonien har sat ind, og hver gang han får en ny mulighed for at knytte dybere bånd med mennesker, så afviser han det, og ender med at blive endnu mere ensom.

Da konen dør, kommer præsten ved begravelsen med en banal standard-bemærkning: “Vrede er OK, Gud kan klare det, hvis vi bliver vrede på ham”. Men Schmidt er ikke vred, han er nærmest følelsesløs - indestængt, aflukket.

I nærmest desperation beslutter han sig for at rejse væk et stykke tid i sit nye mobilhome. På en campingplads en sen nat ser vi ham sidde på toppen af sit mobilhome med stearinlys tændt og kikker op mod stjernerne og snakker med sin kone. Som om han ønsker at forbinde sit liv med noget mere solidt, noget, der giver mening. Men han får ingen åbenbaringer.

Rejsen ender hos hans datter nogle dage før hun skal giftes. Her møder han en noget sær og bohemeagtig svigerfamilie, som han føler er langt under hans egen standard. Han forsøger at få sin datter til at aflyse brylluppet, men man fornemmer, at han egentlig her skærer de sidste bånd over til et liv, der kunne live hans tilværelse op.

Selvom dette lyder deprimerende, så er filmen lavet med dyb sympati for Schmidt - og med en hel del ironi og afvæbnende humor. Filmen er kategoriseret som en komedie, men det er mere tragikomisk.

“Jeg ser, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind”, siger Prædikeren. Det er overskriften over Schmidts liv.

Han engagerer sig ikke i de muligheder, tilværelsen giver. Han involverer sig ikke i menneskers liv. Ingen overordnet mening med tilværelsen fylder ham med håb, tro og tillid. Filmen er på mange måder et ætsende portræt at en mand med åndelig apati. Det moderne menneske, som bygger sit liv op om ting, der i sidste ende ikke tilfredsstiller.

Er der håb for Schmidt? Jeg tror det ikke, men filmens sidste scener åbner måske en dør for ham. Det må jeg overlade til den enkelte at vurdere, hvis I ser filmen.