Oh Happy Day

Af Carsten Thomsen - KP 01-2005

Gospel er de seneste år blevet meget populært herhjemme. Totalt kirkefremmede møder op for at synge med på “Oh Happy Day” uden selv at tænke nærmere over, hvilken dag det mon er - den dag, da “Jesus washed my sins away”.

Sammenstødet mellem sort gospel og blege salmer bliver udgangspunktet for Helle Joofs film. Vi introduceres i starten for det halvkiksede lille landsby-kirkekor, der hellere vil synge Anne Linnet-sange end “Op al den ting, som Gud har gjort”.

Hovedpersonen Hannahs sangstemme er stivnet, og det er hendes ægteskab også. Hun har mistet livsgnisten. Men hjælpen er på vej i form af en sort gospelkorleder/præst, der kommer til byen på et lidt ufrivilligt ophold og bliver leder af den skæve samling af skæbner.

Komikken fungerer perfekt i begyndelsen af filmen, hvor engelsk med stærk dansk accent er hovedingrediensen. Især Ditte Gråbøl er fantastisk, som den totalt hæmningsløse Grethe, der er fyldt med rytmer men blottet for situationsfornemmelse.

Der er flere gode scener, hvor præsten Moses Jackson skal lære de teologisk uvidende danskere om, hvad gospel egentlig handler om. Han starter med på den ligefremme amerikanske måde at spørge dem om, de tror på Jesus, hvortil et af de religions-blufærdige kormedlemmer hurtigt udbryder: “Det har du ikke lov til at spørge om”.

Det stopper ham dog ikke. Han får endda fortalt dem om, at teksterne handler om Guds kærlighed igennem det, Jesus har gjort for os, og at det er vigtigt at lukke op for denne kærlighed.

Musikken svinger utroligt godt i filmen, og der er helt rørende scener, hvor vi ser de tilfrossede hjerter blive tøet op af de svingende rytmer. Især hos Hannah (spillet af Lotte Andersen).

Sørgeligt stilskifte
Derfor er det også så ærgerligt og uforståeligt, at handlingen pludselig går over i mol, hvor utroskab bliver omdrejningspunktet i sidste halvdel af filmen. De komiske bifigurer fremstår nu lidt malplacerede i det trekantsdrama, der udvikler sig.

Den sorte præsts fine “prædiken” bliver misbrugt. I en af scenerne blandes Guds hellige kærlighed nærmest blasfemisk sammen med den menneskelige elskov. På kirkegulvet.

Det virker ikke som om, at Hella Joof tror på filmens præmis. Havde hun samlet sine kræfter om at fortælle den opløftende historie om, hvordan budskabet i gospelsangene havde varmet ånd og sjæl midt i vinterkulden, så havde filmen stået meget stærkere.

Der er desværre ikke meget “Happy Day” over slutningen, selvom koret ellers synger godt til.