Af Carsten Thomsen - KP 01-2006

Det var med lige dele nervøsitet og forventning, at jeg begyndte det nye år i biografen med filmatiseringen af den engelske professor C. S. Lewis’ “Løven, Heksen og Garde-robeskabet”. Spørgsmålene rumsterede. Hvor trofast ville instruktøren være over for Narnias univers? Ville den kristne forfatters underliggende temaer om Jesu forsoning og offerdød blive tydelige nok, eller gemt så meget som muligt af vejen?

Instruktøren Andrew Adamson har taget sig visse friheder i overførslen af den elskede børnebog til det hvide lærred, men de er ikke mange, og de er til at leve med - og vigtigst af alt: Aslans offer på Stenbordet bliver forklaret så tydeligt, at det må vække bibelske associationer for selv den mest tungnemme søndags-skoleelev.

Filmen er formidabelt flot lavet. Det er medrivende og charmerende familieunderholdning - den har sine slagscener og actionscener, men tilsigter aldrig at blive lige så uhyggelig og voldsom som fx Harry Potter eller Ringenes Herre. Både bæveren, faunen og Aslan er troværdige, og det forheksede Narnia med evig vinter er effektivt genskabt - selvom man dog visse steder lidt for tydeligt fornemmer studie-optagelserne.

Hvor er professoren?
Adamson sætter fortællingen igang med et dramatisk bombetogt over London, som også er Lewis’ forklaring på, hvorfor de fire børn sendes ud på landet til en gammel professor.

Die Hard Narnia-fans vil sikkert allerede her blive skuffet over, at professorens rolle i eventyret er blevet indskrænket gevaldigt. Ærgerligt, at den lange dialog med børnene i starten er skåret så meget ned - og underligt, at han ikke er der til at modtage børnene, når de ankommer, som i bogen.

Måske vil Adamson blot have os ind i Narnia så hurtigt som muligt - forståeligt - men jeg venter nu alligevel på “the extended version” med håb om lidt mere spilletid til Digory. Og måske vil man her finde lidt mere af Hr. Bævers rammende ord om Aslan, som der også er tyndet kraftigt ud i.

Blandt børnene er især Georgie Henley, der spiller Lucy, et fund. Med sit løjerlige smil og øjne som tekopper videregiver hun den barnlige troskyldighed og umiddelbare begejstring, da Lucy først træder ind i den smukke sneklædte skov gennem de tykke, stikkende uldfrakker i garderobeskabet.

Mødet med faunen - og lidt senere alle børnenes møde med bæveren - er afgørende for, om vi kan acceptere det filmiske univers. Og det kan vi. Faunen er gengivet godt med en blanding af skæv humor og en plaget samvittighed.

Da filmens første 100 procent digitale karakter træder frem, Hr. Bæver, og med sin ejendommelige accent præsenterer sig, kan man kun klukke hjerteligt. Jo, dyrene taler, og hurtigt er man fanget af magien.

C. S. Lewis ønskede ikke at se sin fortælling filmatiseret, netop på grund af, at han frygtede for udvandingen af magien i fremstillingen af dyrene...men det var også før den digitale revolution i filmverdenen.

Handlingen er sikkert kendt af de fleste af bladets læsere. Heksen ønsker først at få fat i menneskedatteren Lucy, men fanger i stedet den forræderiske Edmund, der er sulten efter mere af hendes slik.

Imens flygter Lucy, Susan og Peter og bæverne til løven Aslans skjulested, hvor han befinder sig med sin hær. Her får Peter sværdet, og efter en kamp med en ulv bliver han forfremmet til ridder Peter Ulvebane, som den, der kommer til at lede slaget mod Den hvide Heks.

For at befri Edmund fra Heksens favn-tag må Aslan dø for Edmunds synder (ligesom Kristus døde for vores) - men Aslan genopstår og kan nu gå i krig mod den onde hær ledet af Den Hvide Heks, Jadis.

Heksen og Aslan
Instruktøren går ikke til yderlighederne i sin beskrivelse af Heksens ondskab og vildskab. Det kan man måske begræde visse steder, men må også tænke på, at det mere end for eksempel Ringenes Herre er et eventyr, der skal ses af børn.

Der har været en tendens til at skulle gøre de onde væsener i eventyr- og fantasy-film så savlende og bloddryppende, som muligt (jævnfør blot med Voldemort i den seneste Harry Potter-film) - det er heldigvis ikke gjort her. Og måske Lewis ville have vendt sig imod det. Som han et sted humoristisk skriver om de gespenster, dæmoner og onde ånder, som var samlet ved Stenbordet: “dem vil jeg ikke beskrive, for hvis jeg gjorde det, så ville de voksne nok slet ikke lade dig læse denne bog”.

Aslans balancegang mellem det milde og majestætiske er svær at ramme helt præcist. Men hans brøl får et par steder slået fast, at han er Herren af Narnia. Og vandringen ved Berunas Vadested, hvor Aslan går den tunge vej mod Stenbordet viser den smerte, han bærer ved at træde i Edmunds sted og tage hans straf. Der er dog ikke så meget gengivet af den legende og leende Aslan, som skildres i nogle scener i bogen.

Det sidste store slag, som i Lewis’ beretning er overstået på et par sider, fylder mere i filmen, dog uden at kamme over. Et par enkelte voldsomme scener bliver det til, inden Heksen må lade livet i kampen mod Aslan, og æren kan tilfalde de fire børn, som vi til sidst ser sidde på de fire troner på Cair Paravel.
Først efter en hel del år som konger og dronninger af Narnia vender de tilbage gennem garderobeskabet og opdager, at de nu igen er børnene Peter, Susan, Edmund og Lucy. Og professoren kan, mens rulleteksterne er i gang, løfte sløret for flere eventyr af samme garde-robeskuffe.

Vi glæder os allerede.