Af Carsten Thomsen - KP 01-2006

Steven Spielbergs “München” er en film om hævn og hævnens ofte uforudsete omkostninger, om den forråelse af sindet, som er en nærmest uundgåelig konsekvens af den, der griber til vold. Uanset, hvor nobel og retfærdig ens sag så end er.

Filmens hovedperson, Avner, er leder af en lille gruppe jødiske Mossad-agenter, der jagter palæstinensiske terrorister rundt i Europa. Opgaven han har fået stukket ud er enkel: Dræb 11 mænd, som enten planlagde eller var involveret i det palæstinensiske terrorangreb under OL i München, hvor 11 israelske sportsfolk blev dræbt.

Som sædvanlig med Steven Spielberg er håndværket i orden. Glem Jurassic Park og War of the World. Dette er ikke blockbuster-eksplosioner, men i stedet en kontroversiel og etisk udfordrende film i stil med “Schindlers Liste” og “Saving Private Ryan”.

Filmen åbner med den israelske premierminister Golda Meir, der i sit krigsråd ræsonnerer frem og tilbage om, hvorvidt hun vil acceptere hævnplanerne: Israel kæmper for sin eksistens. Israel må sende et stærkt budskab til dem, der begik denne terror og stoppe dem, der er i færd med at planlægge nye angreb på civile.

- Enhver civilisation finder det nødvendigt at indgå kompromisser med dets egne værdier, siger hun.

Hun har ret. Israels eksistens var i fare, som Yom Kippur krigen blot et år senere beviste. Israel måtte bekæmpe terrorplaner mod dets egne borgere.

Den indre terror
Gruppens leder, Avner, der er født og opvokset i Israel, har heller ingen større moralske problemer med ordren, selvom staten Israel officielt fraskriver sig ethvert ansvar for det, de har sat i værk.

Han går sammen med sin lille gruppe idealistisk i gang med opgaven. Fra deres første nærmest modstræbende drab af en ældre araber til den hensynsløse nedslagtning af en hollandsk ung kvinde er der et fald ned i større paranoia, tvivl og desperation.

Drabene på palæstinensiske ledere sætter en lavine i gang af flere hævnangreb mod israelske civile og nye repressalier, og snart tiltrækker deres aktioner så megen opmærksomhed, at de i stedet for at være jægerne bliver de jagede.

Filmen tager sig god tid til at lade de enkelte i gruppen reflektere over det, de er i gang med. Den ene er kold pragmatiker. Det eneste blod, der tæller for ham er jødisk blod, så må alt andet vige eller dø i processen. De andre nages af flere tvivl. Som bombemageren, der spekulerer over, om disse aktioner kan retfærdiggøres, om gruppen ikke ved at bruge nogle af de samme metoder er ved at blive nøjagtig som dem, de forsøger at udrydde.

Nødvendig vold
Det er ikke en anti-krigsfilm. Spielberg er smart nok til at indse, at hadet og blodsudgydelserne ikke fordufter for solen, bare fordi vi synger nogle sange om “peace, love and understanding”. Vold er modbydeligt i sig selv, men er nogle gange vort eneste redskab, hvis vi vil und-gå at udsætte børn, kvinder og mænd for langt mere uhyrlige terrorangreb.

Mange finder det ikke svært på papiret at retfærdiggøre denne hemmelige aktion, uagtet den ikke kan forsvares for nogen domstol. De fleste finder det heller ikke svært at sanktionere en jagt på bin Laden og hele hans netværk.

Men Spielberg ønsker også at gøre os opmærksom på, at selv de mest retfærdige aktioner for frihed ofte er meget mudrede affærer. Selv de mest noble kampe mod “slyngelstater” og “ondskabens akser” er beskidte kampe, som afføder mere vrede, nyt had, flere hævnaktioner. At være “sen til vrede” gælder for enkeltpersoner som for stater. Volden udføres ikke i et moralsk vakuum. Den har altid en pris, nogle gange meget høj. Den klæber til en og gør noget ved sindet, ved civilisationen. Ja, kong David i Det gamle Testamente, der blev beordret i krig af Gud, havde for meget “blod på hænderne” til at kunne bygge templet.

At vide, hvornår man skal sige stop og forsøge dialog, er også essentielt. At bryde voldsspiralen kræver et offer. Filmens sidste scene åbner en vej ud.
Fyldt med symbolik står Avner sammen med sin overordnede med World Trade Centrets to tvillingetårne i baggrunden. Og Avner må sige nej til flere snigmord og hævnaktioner, hvis han skal blive et helt menneske igen, hvis han skal redde sin familie. I stedet for flere “kontrakter” tilbyder han i god jødisk tradition at “bryde brød” med sin overordnede.

For en kristen er brødets brydelse en henvisning til det ultimative offer, som Jesus bragte. Grundlaget for sand forsoning, fred og tilgivelse ligger i det, Jesus gjorde på korset. Vold blev øvet mod Guds søn - så vejen kunne banes for en ny himmel og en ny jord uden vold. I det har vi vort håb.