Luther:
Reformationens fader

Af Carsten Thomsen - KP 04-2004

"Amen" lød det højt fra en mand i biografen efter en af scenerne, hvor Luther går frem og tilbage i kirken, mens han prædiker om, at Gud er nær alle og ønsker at frelse og tilgive mennesker. Og et amen skal lyde til filmen, for den er både inspirerende og flot fortalt.

Så meget lykkes i fortællingen om den protestantiske reformations fødsel, at man godt kan se gennem fingre med det, der halter lidt.
Filmen koncentrerer sig i starten om den plagede augustinermunks åndelige vækkelse. Trods sine bodsøvelser kan han kun se Herren som en vred og straffende Gud. Bevægende er scenerne med hans læremester Johannes von Staupitz, der leder ham hen til Kristus, som den han må overgive sig til og stole på for frelse.

Under en rejse til Rom i 1510 får han øjnene op for den katolske kirkes falskhed og præsternes hykleri og umoralitet. Han forfærdes især over den overtro, som knytter sig til relikvier og afladsbreve, der lover syndsforladelse for usselt mammon.

De 95 teser
Da han nogle år senere slår sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg er reaktionen voldsom. Luthers teser er især koncentreret om afladsbrevenes uvæsen. Her rammer han et ømt punkt, for afladsbrevene er med til at finansiere den katolske kirkes opførelse af Sankt Peters kirken i Rom.

Luther er på ingen måde ude på at splitte kirken ad, men ønsker blot at gøre opmærksom på den kommercielle udnyttelse af afladsbrevene og relikvierne. Han er overbevist om, at hans argumenter vil få kirken til at rense sig selv. Men reaktionen er modsat.

Da Luther nægter at tilbagekalde sine udtalelser bliver han og hans tilhængere udelukket af kirken. Fyrst Albrecht kræver Luther bragt til Rom, hvor han kan blive dømt for kætteri. I stedet får kurfyrst Frederik den Vise trumfet igennem, at sagen må afgøres på den tyske rigsdag i Worms 1521.

I Worms bliver han tiljublet af bønderne og det jævne folk. Højdepunktet i Luthers rolle som evangelisk reformator er kommet. Det er også en af filmens bedste scener, da han stålfast proklamerer sit “Her står jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig, amen”.

Filmen får flere gange slået det reformatoriske råb “Sola Scriptura” fast. Med mindre de teologiske lærde kan overbevise ham om - udfra Skriften - at han tager fejl, så vil han ikke bøje sig. Hans autoritet er Bibelen - ikke pavens dekreter eller kirkens traditioner.

Bibelen på tysk
En af mine favoritscener er, da Luther kommer med en gave til kurfyrst Frederik (spillet eminent af Peter Ustinov). Oversættelsen af Det nye Testamente til tysk. Den vise kurfyrst er klar over, at ved at rive Bibelen ud af hænderne på de lærde i den katolske kirke og give den til hvermand må der komme et afgørende brud. Alligevel sitrer det i ham for at få hænderne i oversættelsen.

Vi hører i filmen desværre ikke så meget til Luthers teologiske gennembrud, da han fra Romerbrevet bliver overbevist om, at mennesket bliver frelst ved troen alene - ikke ved gode gerninger.

Det er i det hele taget en af filmens svagheder, at den breder sig over 25 år med så mange begivenheder og dramatik i løbet af kun to timer. Vi får blot nedslag i Luthers liv, men uden den fornødne plads til perspektivering. Filmen burde være mindst tre eller fire timer - men så ville den nok aldrig være blevet vist i biografen.

Luther var om nogen den rette mand på det rette tidspunkt, men vi får ikke så meget indblik i den kulturelle, teologiske og politiske modningsproces, der gik forud for Luther, og som banede vejen for ham. Her er ingen humanistisk Erasmus, ingen før-reformator som Johan Hus, ingen med-reformator som Zwingli eller Calvin, ingen fornemmelse for renæssancens tøbrud og kun et glimt af Melanchton. Luther får ligesom al æren alene, hvilket er en skævvridning.

Bondeoprør
Vi får historien med om bondeoprøret, der nådesløst blev slået ned på Luthers opfordring, men filmen slutter alligevel lidt for rosenrødt med fred og fordragelighed. I virkeligheden fulgte der mange blodige religionskrige i sporet på reformationen og konger og fyrster og kirken (både den katolske og den protestantiske) var stærkt afhængige af hinanden og indgik stadig mange (u)hellige alliancer.

Trods disse indvendinger kan filmen varmt anbefales. Den er et godt udgangspunkt for en diskussion om reformationen. Filmen minder os om den gæld vi står i til reformationens kristne ledere. Den minder os også om, at kristne altid står i en kamp for at bevare den sande lære.