Af Carsten Thomsen - KP 02-2005

Kingdom of Heaven er et episk drama om korstogene, hvor kristne og muslimer kæmper om det Det Hellige Land i det 11. århundrede.

Det er også en besk kommentar til religiøs fanatisme, hvilken klædedragt den end måtte have på, og en film, der samtidig hylder den humanistiske helt, der finder sandheden i sig selv og opfordrer alle religiøse grupper til at glemme dogma og i stedet leve i fred og harmoni med hinanden.

Filmens helt er den unge Balian (Orlando Bloom), som drager på korstog til Det Hellige Land. Han har dog en del bagage - han har mistet sin fader, sin kone, han har dræbt en præst og jo, han har mistet troen (næsten).

Balian kommer til Jerusalem, der er styret af den vise kong Baldwin IV, som ønsker, at Jerusalem skal være åben for både jøder, muslimer og kristne. Dette vækker harme hos præsteskabet og de fanatiske tempelriddere, der ønsker alle muslimer udryddet.
Balian står på kongens side og vinder større og større anerkendelse som leder.

Kongen sidder dog på en skrøbelig magt, og det udnytter tempelridderne, som med en række overfald får opildnet muslimerne - og det uundgåelige slag om Jerusalem kan finde sted.

Her træder den muslimske hærfører Saladin på banen med sin store hær. Den muslimske side af sagen bliver ikke rigtig repræsenteret i filmen. Saladin er den eneste muslim, vi sådan set får et nogenlunde anstændigt portræt af - og han bliver fremstillet i et meget blidt lys - nok for blidt set med historiske briller - men det er jo Hollywood - og instruktøren Ridley Scott tager sig også en del historiske friheder.

Filmen er majestætisk flot filmet og med gribende krigsscener. Her er der ikke sparet på noget. Den underholder og holder én fangen.

Kirken dømt ude
Set med kristne briller er det dog en unuanceret dom over den kristne kirke som institution.

Selvfølgelig må vi tage afstand fra al religøs fanatisme, også i kristen klædedragt, som prøver at sætte sig i Guds sted, prøver at råde over Gud, og som med sværdet i hånden blindt insisterer på at udføre Guds vilje. Og i den forstand kan korstogene ikke på nogen måde forsvares som en hellig kristen “mission” på Guds vegne.

Men det er som om, at filmen samtidig afviser al formel kristendom - du finder i hvert fald ikke Gud ved at gå i kirke eller opsøge præsten - jo, en krigerisk og lunefuld Gud. Stort set enhver kristen person i filmen bliver portrætteret som hyklerisk, manipulerende, fanatisk og løgner. De eneste ærlige “kristne” er de alvorligt anfægtede som Balian, der til sidst mister troen og andre, der direkte håner religionen.

Balian kan ikke tro på Gud, for han føler ham ikke i sit hjerte, og han får ikke det, han beder om. I stedet følger han den sandhed, han finder i sig selv, i sit rene hjerte, langt væk fra alle kirkens dogmer, langt væk fra ethvert fællesskab af kristne.

Trods de mange kors i filmen, så er der intet budskab om den Kristus, som i sin død, banede vejen for fred mellem Gud og mennesket og mellem mennesker imellem.