Af Carsten Thomsen - KP 03-2002

In the Bedroom er en film om mange ting - men mest en fortælling om forfejlet sorgarbej- de - et både nænsomt og chokerende portræt af et ægtepars indestængte kamp for at holde sig mentalt i live efter deres søns død.

Første halvdel af filmen handler om en spirende romance, der langsomt be-væger sig henimod tragedien. Sønnen Frank, der efter sommerferien skal starte på universitetet, har indledt et forhold til en kvinde i 30’erne, som har to børn. Et forhold faderen med slet skjult tilfredshed beundrer på afstand, mens moderen prøver at forhindre den til-syneladende umulige alliance mellem den unge Frank og den noget ældre Natalie.

Den langsomt opbyggede idyl brydes af Natalies eksmand, der vender tilbage til den lille landsby og i et husspektakel skyder og dræber Frank.
Filmens anden halvdel koncentrerer sig om forholdet mellem faderen Matt og moderen Ruth. Deres søns død af-slører langsomt den kulde, som længe har været imellem dem, og deres personlige sorgarbejde gør kun spændingerne værre og når et punkt, hvor en af dem må knække af presset, både moralsk og sjæleligt. Flere overraskende hændelser kommer mod slutningen, men mere skal jeg ikke afsløre.

En dyb sorg og et dybt fald
Moderen kan ikke tilgive. Faderen kan ikke vise sine følelser. Begge er de fanget i et anstrengende opgør med sorgen, og den udvej de vælger er ingen vej ud overhovedet, men et dybt fald. Tragedien bliver desto større, fordi de ikke rækker ud efter den menneskelige/guddommelige hjælp som i enkelte situationer i filmen kan bringe dem forsoning. Det er et studie af kød og blod, som alt for længe har levet på overfladen, og da sorgen rammer, er de som fremmede for hinanden og for resten af omverdenen. Det rammer os dybt, for vi ser os selv i de næsten alt for nærgående reaktionsmønstre.

Film, når den er lavet med omtanke og indsigt, øger i en fortættet stemning af billeder, musik og ord vor forståelse for den menneskelige eksistens - det gælder især denne film, som skarpsindigt analyserer vejen til ægteparrets ultimative undergang.

Læg mærke til, hvordan filmen be-gynder og slutter. Læg mærke til den varme brises blide bevægelser i starten, som erstattes af vindens isnende kulde i gardinerne i filmens sidste scene. Læg mærke til faderens fraværende blik og moderens afsluttende ureflekterende bemærkning. Det er kontraster, som fortæller alt.

Kameraet hviler med tilbageholdt åndedræt på personerne i dette kammerspil. Linsen søger andægtigt efter de mindste detaljer og forstørrer dem for os - ofte nærportrætter, hvor blikket er dialogen - øjne der famler, mødes eller fjerner sig i forståelse eller skam og skyld.

Skarpt portræt af synden
Den debuterende instruktør Todd Field er ikke bange for stilheden, indimellem smukt - men oftest knugende - og han giver sig god til at dvæle ved de smertelige øjeblikke, hvor personernes sjæleliv går op i limningen.

For nogle måske for god tid, og mange vil mene, at den er kedelig, for vi er ikke vant til film, som tillader sig at fastholde opmærksomheden ved enkelthederne uden at gøre brug af chokeffekter - der er dog et chok til sidst, så hav tålmodighed.

Dialogen er velovervejet og intelligent - visse steder poetisk gennemtrængende, som da ægteparret i et afgørende opgør hudfletter hinanden i desperation efter gensidig forståelse - trøsten er skrøbelig og overfladisk - hvilket den traumatiske afslutning afslører.

Som enhver “god” tragedie tegner filmen et skarpt portræt af syndens konsekvenser. Den kulde og det mørke, der følger med ægteparrets deroute, vækker vor medfølelse og skærper vores opmærksomhed om det ondes fortærende magt i et menneske, som er totalt lukket om sig selv ude af stand til at række en hånd ud efter hjælp.

Personligt har jeg det svært med tragedien og vil hellere se lys end mørke - forsoning i stedet for fald, når rulleteksterne kommer - for det er følelsesmæssigt udmattende og deprimerende at følge syndens konsekvenser til deres fulde “blomstring” uden den forløsning, der er i håbet.

Men denne film følger faldet med en indsigt og forståelse for menneskets tragiske sårbarhed og skrøbelighed under solen - og det er en betimelig advarsel til ethvert menneske, som knytter næven i stedet for at åbne den.