Af Carsten Thomsen - KP 03-2008

Med rygsækken fyldt med sine idealistiske litterære naturelskere - bøger af Thoreau, Tolstoy og Jack London - forlader Christopher McCandless hjem, forældre og alt hvad han ejer for på tommelfingeren at drage til Alaska.

To år senere finder vi ham fanget i Alaskas ødemark, afkræftet, døden nær og uden en eneste sjæl i nærheden.
Sean Penns film er en anderledes road-movie, hvor vi følger den virkelige historie om den unge McCandless’ rejse ind i vildmarken, baseret primært på Chris’ dagbøger og søsterens erindringer.

Det er en smuk, sørgelig, poetisk og tankevækkende film. Chris var en idealist og romantiker, men også desperat grænsesøgende, selvisk og fortabt. Denne konfliktfyldte sjæl forbliver et mysterium. Hvad drev ham væk fra en lovende karriere? Hvorfor dette radikale brud med familien og søsteren uden at give en lyd fra sig? Hvorfor kunne han ikke binde sig til noget menneske?

Hans rejse bliver dybest set en åndelig rejse og søgen efter frihed fra alt det, som han følte som bindinger. Materialismen, karriere-forventninger, penge, familie-stridigheder - på jagt efter at blive et med naturen og leve af naturen. Der er mange smukke natur-scener i filmen krydret med stemningsfyldt musik.

Filmens styrke er Chris’ møde med de mennesker, der krydser hans vej til Alaska. Disse mennesker kommer hurtigt til at holde af hans stille, vindende væsen. De giver ham mad, tøj, husly, deler deres liv med ham, tilbyder ham deres venskab, kærlighed og tillid, men han flygter fra de udrakte arme og for-bliver afsondret og isoleret.

Et af disse møder står virkelig smukt i al sin stilhed. Mødet med den pensionerede militærmand Ron, der lever alene. Han bliver lidt af en mentor for Chris, og Ron siger på et tidspunkt til ham: “når du tilgiver, så elsker du, og når du elsker, så skinner Guds lys på dig fra oven”. Og i det øjeblik vandrer de sammen og deler livet med hinanden og solen bryder frem - en smuk poetisk scene, men Chris ser ikke betydningen af denne sandhed.

Det er først efter, at han er kommet til Alaska - efter en række uheld, hvor han bliver isoleret i en lille forladt bus i ødemarken, at han får øjnene op for en sætning i læsningen af Tolstoy: “Sand glæde er kun virkelig, når den bliver delt”. I det øjeblik indser han den virkelige betydning af familie og venner - han ligger afkræftet, syg og ser op mod himlen, hvor solen bryder frem og han drømmer om, at han omfavner sine forældre og bliver genforenet med dem. Men det er en erkendelse, der kommer for sent.

Han blev fundet et par uger efter sin død af nogle elg-jægere. En på mange måder tragisk historie, men fortalt med så megen varme og menneskelig indsigt, at den står tilbage som en af årets absolut mest tankevækkende film.