Hotel Rwanda

Af Carsten Thomsen - KP 03-2005

Filmen “Hotel Rwanda” gjorde, hvad Øjvind Kyrøs bog om folkemordet ikke kunne. Den bragte Rwanda på alle folks læber igen. Som medie er film ganske effektivt til at sprede et enkelt budskab til masserne, mens et stykke faglitteratur, der går mere i dybden om konflikten, kun har en lille læserskare.

“Hotel Rwanda” er bygget på en autentisk historie under folkemordet i de 100 sindssyge dage i Rwanda. Den foregår på det firestjernede Hotel des Mille Collines, hvor en masse europæere opholdt sig. Da de flygter ud af landet bliver det overrendt af mere end 1000 tutsier og moderate hutuer, som flygter fra volden i gaderne, hvor hutu-ekstremister med macheter og spyd begår massedrab.

Hotellets direktør Paul Rusesabagina er hutu, mens hans kone Tatiana er tutsi. I tre horrible måneder bruger Paul al sin snilde og kløgt på at holde flygtningene på hotellet i live ved at hindre regeringssoldaterne adgang til hotellet. Han må bestikke hærledere og lokale bander med whisky og cubanske cigarer, alt imens han prøver at ignorere vanviddet i Kigali og kørte hotellet videre, som om ingen-ting var sket.

Paul havde formentlig opgivet den nærmest håbløse kamp, havde det ikke været for hans kone, som opmuntrer ham, støtter ham og insisterer på, at det de gør er det rigtige - på trods af, at deres egne børn er i overhængende fare.
FN-generalen, som vi følger i Øjvind Kyrøs bog, bliver i filmen spillet af Nick Nolte. Han er perfekt i rollen som udbrændt og disillusioneret repræsentant for den FN-styrke, der kunne hjælpe, men nægter at gøre det, da de ikke har noget mandat til at gribe til våben.

Vesten ser den anden vej
På trods af, at det er en film med folkedrab som baggrund, er den ikke særlig voldelig eller blodig. Den viser kun tingene inddirekte, men det er ikke mindre effektivt.

Som i en scene, hvor Hotel-ægteparrets søn forsvinder, og da han bliver fundet i et buskads, så bærer de ham hjem. Han er oversmurt med blod, men det er ikke hans blod. Vi finder ikke ud af, hvad der er sket, men vi kan forestille os det. Eller da Paul en sen aften kører på en lille landevej og mærker en masse bump. Han finder efter et stykke tid ud af, at det er ligene i vejkanten, han kører over.

På hotellet befinder sig også en vestlig journalist og fotograf, spillet af Joaquin Phoenix. Han sniger sig på et tidspunkt ud i gaderne og filmer massakren. Da Paul ser filmen er han både forfærdet, men også lettet. Nu må de da vågne op i Vesten og yde hjælp, når dette bliver vist i nyhederne, udbryder han. Fotografen siger i stedet til ham: “Jeg tror, at når folk ser dette, så vil de udbryde “Åh min Gud, det er forfærdeligt, og så vil de fortsætte med at spise deres aftensmad”.

Og det var, hvad Vesten gjorde. Spiste deres aftensmad færdig og glemte alt om Rwanda - da Vesten vågnede op var én million mennesker i Rwanda dræbt.

Det er en af de bedste og vigtigste film det seneste års tid. Det er en dramatisk historie om exceptionelt mod og næstekærlighed. En nervepirrende historie på en mørk, mørk baggrund om en mand, som åbnede sine arme, da verden kikkede væk. Filmen kan nu lejes eller købes på DVD.