Af Carsten Thomsen - KP 04-2006

Det er Herligt at Leve begynder med en samtale i himlen og ender med, at en 2. klasses engel forfremmes og får sine vinger.

Det er fra det himmelske perspektiv, at vi får fortalt historien om George Bailey fra hans barndom til han står på en bro en sen nattetime parat til at begå selvmord.
Hovedpersonen George Baileys liv er velsignet, men han ser det bare ikke. George er splittet mellem dagliglivets mange pligter, både i hjemmet og på arbejdspladsen og drømmen om eventyr, rigdom og status.

Han har brug for en åbenbaring ovenfra, så han kan få åbnet øjnene for de ting, der giver livet virkelig værdi. Nemlig en kærlig familie, trofaste venner og en Gud, der våger over ham.
George Bailey er en simpel mand i verdens øjne. Han trækker aldrig de store overskrifter, men hans selvopofrende liv gør ham rig. Som der står under et portræt af George Baileys far: “Alt du kan tage med dig er det, som du har givet væk”.

George Bailey, spillet eminent af James Stewart, ønsker at udrette store ting. Håbet er at kunne rejse udenlands, bygge broer og højhuse og blive rig. Men hans drømme materialiseres ikke. Hele tiden kommer noget i vejen. Han får aldrig sin uddannelse, han bliver nødt til at overtage sin fars forretning, der låner penge til byens fattige, så de kan bygge billige huse. Et godt formål, men ikke just noget, man bliver rig af.

Samtidig presses han af byens indflydelsesrige bankmand, Mr. Potter, der har overtaget næsten alt i byen. Undtagen Baileys forretning.

Da George ved juletid står foran bankerot og fængsel, så knækker filmen. Vi ser en mørk og desperat side af George, der skælder ud på familien og går i hundene. Han føler, at hele hans liv har været spildt. Han kan lige så godt begå selvmord, så familien kan få lidt ud af hans livsforsikring.

Da dukker Clarence Peabody op, Engel af 2. klasse. Han viser med galgenhumor George, hvordan byen Bedford Falls ville have set ud, hvis George ikke var født. Og det er ikke et rart sted, byen, som nu hedder Pottersville. Og Clarence konstaterer:
- Underligt ikke? Ethvert menneskes liv berører så mange andres liv, og når han ikke er der, så efterlader han et forfærdeligt stort hul, gør han ikke?
Den omvendte og fornyede George kan nu løbe hjem og omfavne sin familie og venner - og de har i mellemtiden samlet penge ind, så han kan betale gælden til Potter.

Filmen slutter med sang og jubel - ikke fordi, de er sluppet af med Potter, eller de nu er blevet styrtende rige, men fordi Georges familie og venner for ham bliver det åndelige fællesskab, som ikke blot går i forbøn for ham (konen ved instinktivt, at han har behov for forbøn), men også beskytter ham mod økonomisk ruin. Det er, hvad der gør ham til den rigeste mand på jorden, som hans broder kalder ham.

Troens triumf
Capras film flyder over med optimisme. Det gælder også hans andre klassikere som “Mr. Smith goes to Washington” og “Mr. Deeds”. De handler alle om det enkelte individs triumf over mørke kræfter. Det være sig magtsyge industribaroner eller korrumperede politikere. Capras håb er grundet i en bevidsthed om, at Gud er til, og at Han giver os et glimt af den ultimative og triumferende “The End”.

Capras film var tænkt som næring for troen. Han voksede op i en katolsk familie, og gennem hans filmkarriere forblev han tro mod de religiøse værdier, som han var blevet opdraget i som barn.

- Mine film må lade hver eneste mand, kvinde og barn vide, at Gud elsker dem, og at jeg elsker dem, og at fred og frelse kun kan blive en realitet, hvis de elsker hinanden, skriver Capra i sin selvbiografi.
- Jeg skildrer den lille mands tvivl... hans manglende tro på ham selv, hans naboer og Gud og så viser jeg, hvordan tvivlen overvindes, den modige fornyelse af troen.

Capras vision rakte længere end til den blotte realisme, han så livet i et evigt perspektiv:
- Verdens mørke er kun en skygge. Bag det, inden for rækkevidde er glæde. Der er en stråleglans og herlighed midt i mørket, hvis vi bare kunne se det, og vi behøver blot at kikke. Jeg beder jer om at se.

Ord, som disse høres sjældent på en instruktørs læber. OK, det er sentimentalt, men hans film er bestemt ikke uden bid. Der er en skarp social-kritik og en person som George Bailey er helstøbt, og er ikke en karikatur. Han har fejl og mangler, men er alligevel bundsolid.

Det er med et amerikansk udtryk “corny”, og eftertidens filmkritikere har da også stemplet hans specielle stil med det lidt nedsættende udtryk “Capracorn”. Men for en biografgænger anno 2006 er det som en brise midt i udbuddet af alt for mange kyniske og platte film.

Det er Herligt at Leve er gået hen og blevet en klassisk julefilm. Det er en af de film, man kan se igen og igen. DR sender den hver jul.