Af Carsten Thomsen - KP 01-2004

Den seneste danske dogmefilm “Forbrydelser” er en alvorlig og meget mørk skildring af det moderne jordbundne menneskes tro eller især tvivl om Guds eksistens, både når det står overfor det uforklarlige mirakel, men også når det konfronteres med Guds uransagelige veje midt i lidelsen og smerten.

Hovedpersonen er en kvindelig nyud-dannet teolog Anna (Ann Eleonora Jørgensen), der bliver ansat i et vikariat som fængselspræst. OK, en præst er vel ikke som folk er flest, når det gælder troen på Gud. Jo, paradoksalt nok, for vor præsts tilgang til miraklerne er meget liberal.

Når hun skal forklare miraklerne i evangelierne, så er forklaringen, at Jesus selvfølgelig ikke gik på vandet, men det skal forstås metaforisk, ligesom opstandelsen heller ikke er en historisk begivenhed.

Lokker med tvivlen
Politikens anmelder skriver rammende om filmen: ”Engang var den oplagte konflikt at lokke præsten på afveje med farlig erotik. I dag er provokationen paradoksalt nok at vifte præsten om næsen med Gud og miraklerne. Hvad nu hvis de virkelig findes?”

I fængslet møder præsten ”synder-inden”, kvinden Kate (Trine Dyrholm), som i en narkorus har efterladt sit barn i en affaldscontainer. Men hun har ”noget med Gud”, som en af de andre fanger i kvindefængslet siger.

Hun udfører (omend modstræbende) mirakler og får flere af kvinderne til at blive stoffri uden abstinenser. Dyrholm spiller Kate meget afdæmpet, og længe kan vi ikke rigtig bestemme os til, om hun er engel eller djævel eller begge dele på en gang.

Præsten stiller sig tvivlende over for disse mirakler. De må kunne beskrives som et psykologisk fænomen. Naturligt nok, for hvorfor ville Gud give en sådan forbryder gaven til at helbrede?

Denne mirakelmager fortæller så, at præsten er gravid. Da Anna nærmest i vantro tager en graviditetstest er den positiv og hun kan ikke andet end takke Gud for dette mirakel, da hun i årevis har prøvet at blive gravid. Men jublen afløses af gråd, da lægen fortæller Anna, at barnet muligvis har en kromosomfejl.

Hvad har Kate og Gud kørende? Hvorfor har hun en tilsyneladende adgang til Gud og hans kræfter og vilje, når Anna som præst kun mærker hans tavshed?

Spørgsmålene svæver i luften altimens Annas beslutning for og imod en abort bliver en lakmusprøve på hendes forhold til Gud – den endelige afskrivning af ham midt i krisen eller en holden fast på det almægtige Forsyn.

Her føler vi virkelig med både Kate og Anna, involverer os i det eksistentielle og psykologiske drama – vi rives med og overvejer selv, hvad vi ville have gjort i samme situation, og det er filmens styrke.

Mørket sænker sig til sidst over filmen i hoved- og bipersonerne. Annas forræderi efterlader et tomrum i fængslet, hvilket får fatale konsekvenser for resten af bipersonerne.

I den sidste scene føler vi næsten apostlen Johannes’ ord om Judas: ”...han gik straks ud. Det var nat”. Gud har forladt bygningen, og nu er kun ondskabens kræfter tilbage.

Tæt på troen
Instruktøren Anette K. Olesen fortæller, at hun har villet lave en film om tro, og vi kunne spørge, hvilket hovedindtryk af den kristne tro, filmen efterlader os med.

Det er positivt, at vantroen får afgørende konsekvenser for hovedpersonen. Der er ingen triumf i hendes afvisning af Gud, kun et mørke at gå ud i.

Måske er det en lidt svag sammenligning, men med hensyn til præsten Grosbøll, så fornemmer vi en nærmest sorgløs og festlig afvisning af Guds eksistens – som om, at man godt kan gøre lidt grin med dem, for hvem dette spørgsmål er af afgørende betydning. Jeg tror, at Anette K. Olesen har villet bringe lidt mere alvor ind i dette afgørende spørgsmål – og det er lykkedes.

Lidt mere problematisk er afslutningen på filmen. Er det overhovedet muligt at tro på trods af? På trods af tvivl, tavshed og trængsler?
Når Paulus triumferende kan sige, at ”troen har jeg bevaret”, så fornemmer vi ikke, at det er et muligt scenarie for nogen af personerne, eller for det moderne menneske.

Instruktøren ville sikkert protestere, det håber jeg da, men personligt havde jeg foretrukket, at hun havde ladet et nådens lys skinne - ikke nødvendigvis blændende, men i hvert fald en sprække af lys.