Af Carsten Thomsen - KP 04-2002

At få ens fortidige synder eksponeret foran hele sin familie er vel et af de værste mareridt, man kan forestille sig. Og så den værste og hemmeligste af alle: Incest.

Men det er netop, hvad der sker for faderen ved hans 60 års fødselsdagsfest. Sønnen hiver to taler frem af inderlommen og faderen skal vælge en af dem.

Han vælger “sandhedstalen” - og sandheden springer som en bombe midt i det gode selskab: Sønnen fortæller, at faderen har forgrebet sig på ham, da han var barn.  

Det er oplægget til den første af de nu så omtalte dogmefilm. Festen står stadig som den stærkeste og mest overrumplende af alle dogmefilmene - det er filmkunst, som ætser sig i sjælen og ikke giver slip på en.

Skjuler synden
Vi vil gøre næsten alt for at skjule synden, dække over den med fine miner, ja, selv når den som her bliver afsløret i al sin gru bliver den i første omgang fejet under bordet, ignoreret som en bagatel, der ingen betydning har. Men ikke denne aften på det afsidesliggende slot et sted i Nordsjælland.  

Instruktøren Thomas Vinterberg skildrer med sit håndholdte kamera den nærmest surrealistiske fest, som den udvikler sig til en mere og mere grotesk aften, hvor de forskellige familiemedlemmer tvinges til at se den ubærlige sandhed i øjnene.

En aften, hvor åbenbaringen af familiens skjulte synder for altid vil vride familien ud af dens i forvejen løse led.  

Sønnen bevæger sig på grænsen til det psykotiske, og det gør det ikke nemmere for gæsterne at tage ham på ordet. Faderen formår ikke at forholde sig til sin misgerning - han fornægter det så længe han kan, prøver at tale sønnen til fornuft, tale gæsterne, sin kone og sig selv til fornuft.

For sen bekendelse
Som filmen skrider frem afsløres endnu en tragedie. Faderens yngste datter har begået selvmord, da hun ikke har kunnet leve med forstillelsen efter faderens misbrug af hende. Hendes afskedsbrev bliver fundet af hendes søster, der læser det op under festen.

Det er den endelige afsløring, der gør, at ingen mere kan skjule forbrydelsen. Og faderen går allersidst til bekendelse ved den afsluttende morgenbuffet – han indser – alt for sent - at han har mistet sine børn, sin kone og aldrig vil se dem igen. Bekendelsen er det eneste lille glimt af håb i en mørk historie.

At kombinere den værste synd med en storslået rund fødselsdag, hvor alle masker er taget frem giver en dramatisk effekt, og Vinterberg udnytter den til fulde.

Det er en film om skjulte synder, om fordækthed og facader og hvad mennesker gør af fagter for at skjule sig i “haven” så længe som muligt. Det er en film om, hvor svært det kan være at se sandheden i øjnene, at bekende synden.

Og ofte, som her, sker det alt, alt for sent.