Af Carsten Thomsen - KP 02-2009

Tro og videnskab krydser klinger i endnu en Dan Brown-filmatisering. Ironisk nok bliver professoren i religiøse symboler Robert Langdon ikke jagtet af den katolske kirke, men kommer denne gang til Vatikanstaten for at redde den.

Årsagen er, at paven er død, og en hemmelig orden for akademikere, kaldet Illuminati, har kidnappet kardinalernes 4 “preferiti”, favoritter til pavestolen. Ydermere har ordenen stjålet et antistof med enorm sprængkraft fra kerneforskningscentret CERN, og placeret det som en tidsindstillet bombe i Vatikanstaten.

Langdon, igen spillet af Tom Hanks, hidkaldes for at finde frem til bomben/kardinalerne i følgeskab med en kvinde-lig fysiker, med fysikken iorden.

Der er tale om en langt mere effektiv og spændende film end forgængeren Da Vinci Mysteriet. Der er skruet op for tempoet og selvom den stadig er ret snakkesalig af en actionfilm at være, så føler man sig nogenlunde godt underholdt. Især med flotte rammer i Roms ruiner og relikvier.

Symbolerne er til at få øje på. Det er antistoffet, videnskabens magt til at skabe, der ligger som en bombe under kirken. Som en kardinal siger i filmen: “Hvis videnskaben har magt til at skabe, hvad er der så tilbage for Gud?”. Og det er skeptikeren over dem alle, Robert Langdon, som skal frelse kirken.

Men selvom Langdon får fyret flere uvederhæftige bredsider af mod den katolske kirkes undertrykkelse af visionære videnskabsmænd, så kommer det efterhånden som filmen skrider frem til en stiltiende og pragmatisk overenskomst mellem tro og videnskab.

En af kirkens mænd får lov til at understrege, at der intet modsætningsforhold er mellem tro og videnskab - og at kirken ikke opfatter videnskaben som en fjende. Ja, selv Langdom bløder lidt op, da han bliver spurgt af en af kardinalerne, om han tror på Gud.

- Jeg er akademiker, og min forstand fortæller mig, at jeg aldrig ville kunne forstå Gud.
- Og dit hjerte?
- Det fortæller mig, at jeg ikke skal forstå. Tro er en gave, som jeg endnu ikke har fået.

Hmmm....Ateisten med et høfligt, næsten tvivlende svar.

Kirkens magt
Noget sympatisk portræt af kirken bliver det dog aldrig til. Der er skruet ned for angrebene i forhold til Da Vinci Mysteriet. Men kirkens ligegyldighed for masserne ude på gaden, som de er villige til at lade blive sprængt i luften for at skjule deres lig i lasten, er blot et eksempel på en kold og kynisk kirke.

Hemmelighedskræmmeriet, undertrykkelse af sandheden og magtkampene står tydeligt tilbage som Dan Browns holdning til den katolske kirke som institution. Og indrømmet. Det er svært at forsvare Vatikanstaten med dens intriger, magtstrukturer og kæmpe rigdomme. Et let offer, når man først bevæger sig inden for og op i den grimme overbygning på den flade menighedsstruktur, der egentlig burde karakterisere kirken.

Min hovedanke mod filmen ligger dog et helt andet sted. Ligesom Da Vinci Mysteriet tager den sig selv gravalvorligt. Filmen, hvis handling i sig selv er en fantasifuld farceagtig spøg, vil ikke spøges med. Ligesom Dan Browns seriøse udmelding om, at hans romaner bygger på historiske sande fakta, så er det som om, at filmen undertiden også mener, at den er ude i et seriøst og potentielt dødsstød mod kirken.

Filmens ironiske glimt i øjet mangler. Og det er der ikke megen grin ved. Så giv mig hellere National Treasure.