Af Carsten Thomsen - KP 04-2002

Titlen har dette endegyldige over sig, men da det handler om utroskab, så er vi klar over, at løfterne punkteres, og at det ikke ender som i instruktøren Susanne Biers publikumssucces Den Eneste Ene, hvor lykken smiler til de elskende.

Det er ikke en komedie, men et stilskifte for Bier og hendes alvorligste film til dato.  Det kommer til at knage i kernefamilien, tilværelsen knuses for kæresteparret, og vi føler sympati med alle i denne nuancerede film.

Som i Den Eneste Ene sætter en trafikulykke gang i handlingen. Joachim, der lige har friet til sin eneste ene, Cecilie, køres ned og bliver lam fra halsen og nedefter.  Marie, der rammer ham med sin bil, er gift med lægen Niels, og hun beder sin mand om at snakke med og trøste Cecilie. Hvad Marie ikke ved er, at han langsomt bliver forelsket og indleder et forhold til Cecilie.  

Et virvar af følelser
Det er udgangspunktet for en fortælling, som bliver båret af nogle bragende gode skuespilpræstationer, især af Mads Mikkelsen, der spiller Niels. Han har så mange lag og udtryk. Den stabile familiefar, den professionelle læge over for patienten, så følsom og trøstende i forholdet til Cecilie, så pludselig på gyngende grund i familien i et virvar af løgne og utroskab, så lykkelig igen hos Cecilie.

(Lidt unødvendigt, at der er så påtrængende sexscener i filmen, for ret beset handler det ikke så meget om seksuelt begær, som om den tryghed og trøst, der søges midt i katastrofen - det er blot det forkerte sted, de søger trøsten).  

Cecilie er ligeledes splittet. Hendes kæreste Joachim, der ligger hjælpeløs på hospitalet, vil intet vide af hende i starten, og hun bryder sammen, fordi hun ikke kan trænge gennem den mur af hårdhed, som han ruster sig med. Hans bitre bemærkninger, som han spyr ud mod den uretfærdige verden og mod hende, er det eneste humoristiske indslag i filmen, men det er mere galgenhumor, der ikke har det forløsende element.  I stedet bliver hun ved med at ringe til Niels og deres venskab udvikler sig hurtigt henimod den fatale affære.  

I baggrunden af utroskaben står Marie, spillet af Paprika Steen, som en selvopofrende og gennemsympatisk kone, der har skyldfølelser over at have kørt en mand ned - og hun ønsker bare at få sit ene faste holdepunkt i tilværelsen tilbage - sin mand. Og datteren Stine, der lang tid før de voksne, har fornemmet, at der er noget, som truer familien.  

Familien erstatter religion
Susanne Bier siger selv i et par interview om filmen, at den viser, at livet er skrøbeligt. Det uventede, katastrofen, kan ske og det er ikke kun Joachim, der bliver ramt af bilen. Det handler nu om, hvordan man samler stumperne op, hvordan man modtager ulykken.  

- Det spirituelle, den religiøse tro, er blevet afløst af familielivet og af det private. Det er blevet vores fundament i livet, og det skyldes nok ikke så meget filmene. De er blot blevet symptom for et fænomen. Jeg er selv meget kritisk over for disse ting. Jeg finder det simpelt hen som et uopfyldeligt krav, at familien skal erstatte det religiøse, siger hun til Politiken.  

Erklæringen For Evigt er jo kærlighedens ideal, ægteskabets og forholdets garant for overlevelse. Men skal løftet kun bæres af ens eget skrøbelige selv, er vi allerede på gyngende grund fra starten. Er der intet udenfor tilværelsen, der sammenføjer, intet udenfor kernefamilien, som kan holde fast, når alting ryster - så er fundamentet meget løst. Der er vel en reel fare for, at vi idylliserer familien og gør den til fundamentet, i stedet for Gud, der i sandhed elsker evigt.  

I virvaret af løfter, ansvar, forelskelse og kærlighed samler puslespillet sig ikke fint. Susanne Bier har dog nådigt ladet der være løse ender, og her er der et stille sagte håb om forsoning mellem Marie og Niels.