Af Carsten Thomsen - KP 03-2003

Lars von Triers minimalistiske film Dogville er en moralsk fortælling om nåde, tilgivelse og straf, der punkterer forestillingen om det uskyldsrene menneske.

Den kræver meget af sit publikum, unødigt meget. Filmspolerne kører i næsten tre timer, og den kontroversielle Trier har valgt udelukkende at filme på en stor scene, hvor byen Dogville kun kridtes op med hvide streger, og kulisserne er derfor meget sparsomme. Filmen ville have haft godt af en skarp klipning, så den blev halv så lang.

Som i andre af den danske instruktørs film, Breaking the Waves og Dancer in the Dark, er hovedrollen en simpel kvinde, der må gå grueligt meget igennem, før vi når historiens klimaks og eventuelle forløsning.

Grace (Nicole Kidman) er i 1930’ernes Amerika på flugt fra sin gangsterfar og kommer til en lille by i Rocky Mountains, hvor hun søger tilflugt. Byens ”verdslige præst”, Thomas Edi-son, er en ung idealist, en filosofisk teoretiker, som med ildhu går i forsvar for Grace. Hun udgør en fare, da hun er på flugt fra politiet og er efterlyst – men bør disse forhutlede fattige ikke inkludere Grace i deres selskab og skjule hende? Det gør de, omend lidt tøvende, og den på overfladen så skrøbelige Grace prøver at gøre sig nyttig i det lille samfund.

Langsomt bliver den røde løber dog trukket væk under hende og landsbyboernes velvilje skiftes ud med dyb fjendskab og mistro – hun bliver til sidst bundet til et jerndæksel, som hun må slæbe rundt på og samtlige landsbyboere udnytter hende på det groveste. Mændene seksuelt, mens kvinderne sætter hende til hårdere og hårdere arbejde. Og den tilsyneladende altruistiske Thomas Edison viser sig blot at bruge Grace som et teoretisk eksperiment i hans filosofiske spekulationer.

Filmens klimaks kommer, da gangsterfamilien opstøver den lille by, og Grace tvinges ud i et afgørende valg. Faderens ultimatum er klart. Hun kan fortsætte med at leve i byen under deres forhånelse eller lade mafiaens vrede ramme dem? Hun vælger det sidste – og byens befolkning udslettes i en grum massakre – mens hun selv tager tilbage til storbyen med sin far.

Filmen vakte megen opsigt, da den kom frem. I filmens rulletekster placerede Trier en række fotos af slummen og de undertrykte i USA, og den blev beskyldt for at være anti-amerikansk i Danmark. Fotokavalkaden i rulleteksterne er i mine øjne unødvendige, for filmen beskriver ikke et specifikt amerikansk fænomen, men en almengyldig sandhed.

Jeg betragter mere filmen som en universel kommentar til den iboende synd og det snævre rum for medmennesket, der så ofte karakteriserer os. Man glemmer hurtigt kridtstreger og manglende kulisser og gribes i stedet af dette portræt af den tiltagende fjendtlighed, hvormed de undertrykte i byen selv bliver undertrykkerne. Grace flygter, og håber på – og tror vel også - at ondskaben ikke har nået udkanten af civilisationen, at der i landsbyen må eksistere en uspoleret godhed, der kan omfavne alle.
Men menneskets misundelse, brødnid og sig-selv-nærmest-attitude er universel. Synden accepterer ingen landegrænser og ignorerer sociale lag, for den bor i menneskehjertet.

Vi genkender os selv undervejs i de alt for kendte reaktionsmønstre. Den kolde skulder, falske smiger, mobning, behovet for at beskytte sig mod det ”fremmede” element i gruppen, den stigende mistænksomhed, udnyttelsen af den underpriviligerede. Alle disse ting, som står i modsætning til kristen næstekærlighed, og som Skriften advarer så ofte imod. Gud: Dommer eller Frelser?

I Politiken skriver Kim Skotte: ”Dog” er ”God” stavet bagfra, og i Dogville viser man da også hellere tænder end barmhjertighed. Det Nye Testamentes budskab er tilgivelsen. Det Gamle Testamente afregner »øje for øje og tand for tand.«

Denne simplificering er nærmest blevet et vedtaget mantra, og derfor er der ikke plads til en mere nuanceret opfattelse af Gud. Enten er han en omfavnende Fader, der ikke støder nogen væk, eller også er han en Torden ovenfra, som rammer alle. Der er ikke rum for en hellig og samtidig kærlig Gud. En retfærdig og nådig Gud.

I Triers ”Breaking the Waves” og ”Dancer in the Dark” må de to kvindelige hovedpersoner på hver sin måde gå korsets vej, de vender den anden kind til – og det gør den ydmyge Grace også i Dogville, lige indtil den fatale finale, hvor hun i stedet overraskende påtager sig bøddelens rolle og bliver en slags dødsengel, der ødelæggende går gennem byen.

Trier leger med ordet Grace (nåde) – som i de andre to film har hans temaer meget religiøse overtoner – men i Dogville er slutningen mere tvetydig og åben for diverse fortolkninger. Han ønsker at chokere, da alt lægger op til en mere ”nådig” finish.

I filmens sidste scener er der en længere samtale mellem Grace og hendes fader om tilgivelsen. Har disse mennesker fortjent den? Kan man tilgive og hvorfor skal mennesker have endnu en chance?
Nåde og straf er to kristne grundbegreber. Givet en lidt søgt teologisk vinkel, så viser beboerne ingen taknemmelighed for den Nåde, som kommer i skikkelse af Grace – og en dag vil ”nådens tid” være forbi, og den samme Nåde kommer da for at dømme og straffe. Sådan kunne historien måske tolkes med en kraftig symbolik.

Denne kobling tror jeg dog ikke har været instruktørens intention – i stedet leger, og jeg understreger leger, Trier med de to begreber uden afgørende at forholde sig til moralen i filmen. Dogville har en tone af ironisering (træder især frem i fortællerstemmens indimellem sarkastiske kommentarer), som gør det svært helt at overgive sig til filmens præmis. Som om han vil provokere for at skabe en eller anden reaktion – næsten ligegyldigt hvilken. Er det i Triers øjne en retfærdig straf, som Grace udøver? Hvis ikke, hvorfor så lade slutningen hænge ukommenteret i luften?

I et interview siger han om sine film ”Hvis der er en pædagogisk linje i mine film, så er det den, at de ikke er svar på noget. Der er nogle problemstillinger, der vendes, og det må gerne have en uddannende virkning på et publikum....publikum skal helst gå ud af biografen og sige: ”Var det nu helt rigtigt, det, der skete?”.

Det er nøjagtig den fornemmelse, man sidder med. Var det nu helt rigtigt? Nej, det var det ikke Trier.