De Andres Liv

Af Carsten Thomsen - KP 01-2007

Vi er i Østberlin. Året er 1984. Glasnost og murens fald synes endnu langt væk. Det statslige sikkerhedspoliti er overalt og privatlivets fred en by i Rusland. I De Andres Liv følger vi en af Stasis utallige overvågninger på nært hold. Stasi-agenten Wiesler får til opgave at finde noget smuds på dramatikeren Georg Dreyman, der lever sammen med skuespillerinden Christa-Maria Sieland.

Hvad agenten ikke ved er, at kulturministeren har et forhold til skuespillerinden - og overvågningen er et påskud til at få sat Dreyman ud af spillet.
Med sine spioner og intriger fik kong David fjernet Urias, så han kunne erobre Batseba. I De Andres Liv skal Dreyman ryddes af vejen, så den indtagende skuespillerinde er fri på markedet.

I magtens korridorer skal de fordækte ordrer dog udføres af mennesker, som hver især må gøre op med sig selv, om de vil være med i spillet. Sådan en er Wiesler. En af statens grå mus, der metodisk går i gang med aflytningen af Dreymans lejlighed. Men da han finder ud af de kyniske motiver bag aflytningen, trænger der både medfølelse og medlidenhed ind bag hans Stasi-panser.

Det afgørende valg
Det er udgangspunktet for en intelligent politisk thriller og et alsidigt psykologisk studium af mennesker, der hver især pludselig står over for nogle afgørende moralske valg. Afgørelser, der ændrer deres liv for altid. Beslutninger, der vil definere dem som mennesker i et umenneskeligt samfund. Bukker de under og lader sig rive med af de onde kræfter, eller finder de modet til at stå imod?

Hver især vil livet præsentere os for valg, nogle gange små beslutninger, andre gange store valg, der afgør den retning vore liv tager, og de mennesker, vi bliver. Salme 1 beskriver de to retninger, som da står åbne. Er vi som et træ, plantet ved bækken, hvor vi finder næring og vejledning i Guds ord og vilje, eller blæses vi bort af vinden, fordi vi lyttede til den ugudeliges stemme?

Filmen varer to og en halv time, men føles ikke et minut for lang. Slutningen er så perfekt og føles så rigtig, at man fryder sig længe efter.

 

 
 

Forside

Bestil tidsskrift

Hvem er vi


Kontakt

Alle artikler

 


Copyright © 2004 Kristent Perspektiv  |  Forside  | Bestil Blad