Af Carsten Thomsen - KP 02-2006

Mens Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet var en spændende “page-turner”, så er filmatiseringen af romanen blevet en lang og til tider kedelig oplevelse.

Romanen formåede at engagere os i fortællingen om de to forskere, der med politiet, logebrødre og katolske munke i hælene forsøgte at finde frem til Den Hellige Gral - samtidig fik man oplysninger vidt og bredt om kunsthist-orie, Leonardo Da Vinci, korsriddere, hemmelige skatte, logebrødre og kirkehistorie (dog med en masse fejlagtige oplysninger).

Og Dan Brown holdt læseren fanget ved langsomt at løfte sløret mere og mere for den store hemmelighed om ægteskabet mellem Jesus og Maria Magdalene. På film virker det bare ikke. Her er det selvhøjtideligt og tørt. Selvom filmen varer to og en halv time er den alligevel for kort til at fortælle historien rigtigt. Der er en masse løse ender, som forvirrer. Og ved at forsøge at koge den indviklede historie ned ender det med en masse alvorsfuld snak og løftede øjenbryn, som ikke gør sig voldsomt godt på film.

I filmen jagter man Maria Magdalenes relikvie, som siges at kunne afsløre “kilden til Guds magt på jorden” (øhh?) - og det vil bevise, at Jesus var “dødelig”. Hvordan? Kan hendes jordiske levninger afsløre, at hun overhovedet var gift? Vel, der er mange ting i filmen, som ikke hænger sammen. Sidst i filmen ser man det så - Magdalenes kiste under Louvre - men man kunne så reflektere: Hvorfor er der ingen, som spørger om, hvor Jesu knogler er. Ville det ikke kunne ryste kristendommen?

Interessant er det, at filmen har givet hovedpersonen Robert Langdom (spillet af Tom Hanks) en lidt mere skeptisk attitude, hvilket giver mere modspil til den skråsikre professor, der udbreder sig om den store sammensværgelsesteori. Dog ender filmen med en udvandet humanistisk parole til den kvindelige forsker Sophie, der finder ud af, at hun faktisk ER den Hellige Gral - hun er en efterkommer af Jesus - eller er hun?

Vi efterlades med lidt tvivl, og så siger Robert Langdom til hende: “du må tro på dig selv”, hvilket vi jo har hørt mange gange før på film. Hvad betyder det egentlig om det er sandt eller falsk, så længe du tror på dig selv?

Bedre film
Instruktøren Ron Howard behøver ikke bekymre sig om filmens succes rent ind-tjeningsmæssigt. Det var næsten givet på forhånd med al den omtale.
Filmisk kan han derimod misundeligt kaste et blik på en anden film i genren, der kom for et års tid siden, “National Treasure”. Lej den, hvis du ønsker en underholdende fortælling om tempelriddere, historiske hemmeligheder og kryptiske koder i gamle dokumenter.

Den tager ikke - modsat Da Vinci Mysteriet - sig selv så seriøst, hvilket giver en vis distance til de fantasifulde løjer.