Af Carsten Thomsen - KP 02-2006

Crash vandt prisen som årets film ved Oscar-uddelingen i februar. Det er en vred og dyster film om racisme. Hver eneste scene er badet i stereotyper, fordomme og intolerance.

Vi går fra filmen med mange spørgsmål om, hvordan vi ofte vurderer og fælder dom over mennesker, som vi kun har et overfladisk kendskab til. Ikke blot mennesker af en anden race, men ung, gammel, rig, fattig, mand og kvinde.

Crash følger en række forskellige personer, hvis liv krydser - eller rettere støder ind i hinanden i løbet af to begivenhedsrige døgn i Los Angeles.
En sort kriminalassistent, med en døende moder og en broder på vej ud i kriminalitet. To unge sorte biltyve, som konstant debatterer den måde, de bliver behandlet på i samfundet, en ambitiøs, mediefikseret advokat og hans spolerede og ensomme kone, en racistisk politimand, som foragter sin mere idealistiske unge partner, en succesfuld hollywood-instruktør og hans kone, en persisk immigrant, som køber en pistol for at beskytte sin butik, og en fattig mexikansk låsesmed og hans datter, der er bange for kugler.

Alle er enten ofre for racisme eller skyldige i det - men jo længere man kommer ind i de små fortællinger, jo mindre betyder hudfarven. Vi finder ud af, at racismen i virkeligheden dækker over mere grundlæggende menneskelige træk såsom had, frygt, fejlslagne ambitioner og ensomhed.

Den racistiske betjent ydmyger og beføler en sort kvinde under en anholdelse - men senere finder vi ud af, at han også kæmper for at redde sin døende fader, mens han slår hovedet mod en mur af bureaukratiske sygeplejersker. Hans vrede og frustrationer går ud over andre. Senere i filmen redder han heroisk den selvsamme kvinde fra døden, som han befølte under anholdelsen.

Og den vrede persiske købmand ser på sig selv som en god person, der er omringet af tyve. Men da hans butik bliver plyndret, driver vreden ham til et mordforsøg - noget han rystende forfærdes over, at han nogensinde var i stand til. Det lyder fortænkt på papiret, men de små krøller på fortællingerne virker i filmen. Gennem en professionel instruktion og glimrende skuespilpræstationer tror vi på dramaet.

Provokation
Crash er en bevidst provokation. Et slag i vores ansigt, så vi vender og drejer den måde, hovedpersonerne i filmen reagerer på. Stereotyperne er der fra starten, men instruktøren Paul Haggis ønsker, at vi ser på personerne en ekstra gang, før vi dømmer dem alt for hårdt.

Haggis fokuserer mest på de menneskelige brister, selvom han ikke forfalder til at udpege en syndebuk - de fleste personer i filmen er på en eller anden måde blinde og fordomsfulde - men gennem deres “sammenstød” lærer de også en hel del om sig selv - og for nogle af dem bringer denne indsigt dem et skridt videre, selvom det er svært at være særlig optimistisk på deres vegne - der er bestemt ikke de store forløsende slutscener, som kunne have gjort det til en lidt mere forsonlig filmoplevelse.