Af Carsten Thomsen - KP 01-2007

Children of Men er en aktuel kommentar til vores serie om genteknologi. Det er en dystopisk skildring af en fremtidig verden, år 2021, hvor mennesket har mistet sin forplantningsevne. Det er 25 år siden, at det officielt sidst registrerede barn blev født, og England er blevet til en politistat.

Filmen er meget løst inspireret af romanen af samme navn af den katolske forfatter P. J. James - mest kendt som en fremragende kriminalforfatter. Selvom romanen ikke er særlig vellykket som spændingsroman - ret kedelig faktisk - så er dens kristne vision og samfundskritik rammende. P. D. James forestiller sig, hvordan mennesket ville reagere, hvis verden langsomt døde ud, uden at videnskaben ville kunne redde os.

I dette samfund er folk befriet fra ansvar med at opdrage børn - og staten har indført en slags national eutanasi for de ældre, kaldet Udfrielsen - mens de kriminelle bliver dømt til evig forvisning på en øde ø uden mulighed for flugt. Her bliver “samfundskritikerne” også sendt hen.

Trods den større “frihed” er folk ikke blevet lykkeligere, men snarere apatiske. De har mistet lysten til sex, selvmords-raten er stigende, skolerne lukker, biblioteker og museer forfalder og kirken følger blot tidsånden og har tømt evangeliet for indhold, eller udnytter det til at få rigdom og magt.

Uden håb om at skabe et bedre samfund for den næste generation, syntes folk uden interesse i retfærdighed, i barmhjertighed eller demokrati.
Romanen følger en gruppe oprørere, som nægter at indordne sig. Og så sker miraklet...en kristen kvinde, som er med i oprørsgruppen, bliver gravid. Da diktatoren får nys om det og ønsker at få fingre i dette verdens nye håb, flygter hun ud i skoven, godt hjulpet af hovedpersonen, en historiker kaldet Theo.

P. D. James roman er kritisk over for vort samfund, som hylder videnskaben som en gud - og at vi i videnskabens navn dræber ufødte, indfører eutanasi og dermed fornægter det dyrebare liv, som er skabt af Gud. Vi er ikke ultimativt herrer over livet og døden - det er Gud. Og menneskets eneste håb ligger i dette nyfødte barn, som hovedpersonen til sidst i bogen gør korsets tegn over - og forfatterinden peger dermed tilbage på Jesus-barnet, som en redning mod denne dødens kultur.

Mere action - færre ideer
Filmen Children of Men standser ikke op for at dvæle særligt meget ved disse moralske ideer. I stedet er det blevet til en mørk og barsk science-fiction-fortælling med en hel del rå action. London har vel aldrig set mere deprimerende ud. Her er der ingen, som råber til Himlen, men i stedet er håbet, at moderen og barnet - med Theos hjælp - kan nå ud til en gruppe hemmelige forskere, der kan finde nøglen til menneskets ufrugtbarhed - altså håbet på, at alene den menneskelige opfindsomhed kan redde denne døende jord.

Lige efter juletiden kan man alligevel ikke helt undgå at tænke på de bibelske referencer. Kristus - verdens ultimative håb - blev født på flugt, midt blandt fjender.

En stærk scene i filmen minder os om det. Midt i en krigs-sekvens hører soldater og oprørere babyen græde i en bygning, og alle holder op med at skyde og står lamslået og i ærefrygt over denne lyd, som de ikke har hørt i 25 år. Ærefrygten er dog kortvarig. Da moderen med barnet er kommet ud af bygningen og i sikkerhed, begynder skyderiet med fornyet styrke.