Af Carsten Thomsen - KP 03-2007

Jo, den 20-årige Jane Austen dansede til et bal nogle gange med en vis mr. Lefroy i 1795, som det fremgår af hendes dagbogsnotater. Derudover er det meste af filmen Becoming Jane et tankeeksperiment.

Hvad ville der ske, hvis den unge forfatterinde blev stormende forelsket i en letlevende advokat-elev uden de store økonomiske midler?

Det er der kommet en meget vellykket film ud af. For det meste tro mod ånden i Jane Austens egne romaner - bortset fra én ting: Den lykkelige forening kan vi ikke få, da Austen jo aldrig blev gift og døde i en alder af blot 41 år.

Velkendt fortælling
Austen-fans vil finde meget at nyde her. Smukke britiske landskabs-scenerier, velafstemt musik, dialogen sprudler og kemien mellem Austen og Tom Lefroy er ikke til at tage fejl af.

Der er mange hints til hendes romaner - og Austen har i filmen meget af Elisabeth Bennets karaktertræk (For Austen-uindviede: Heltinden fra Stolthed og Fordom). Skuespillerinden Ann Hathaway er flere grader smukkere end den virkelige Austen, men det tager vi med - hun spiller fremragende.

I vejen for det unge pars romance er en snobbet Kirsten Giftekniv, der har udset Austen til sin lidt tåbelige søn. Men selvfølgelig er Austen ikke meget for det arrangerede ægteskab og afslår prompte Mr. Wisley - stor skandale følger.

Også Lefroy har sine kampe. Hans værge truer med at skære den økonomiske støtte væk til hans studier, hvis han gifter sig med Austen. Og Janes egen familie er splittet. Moderen kan ikke vente med at få hende afsat til en rig familie, mens faderen ønsker, at hun frem for alt finder kærligheden.

Netop scenerne med Janes familie er nogle af de stærkeste, for vi får her et fint portræt af de stærke bånd, der holder Austens familie sammen, trods deres meget forskellige temperament.

Indflettet i historien får vi også filmens titel “Becoming Jane” - for det er langt hen ad vejen fortællingen om, hvordan den litterære Jane modnes og får inspiration til sine senere så populære romaner.

Nu er det fri fantasi - for det er svært at forestille sig, at Jane Austen ville falde for en mand, hvis liv på mange måder repræsenterede netop det hun advarede imod (fx Willoughby i Fornuft eller Følelse og Wickam i Stolthed og Fordom).
Hans vilde liv ville resultere i en skarp dom fra den virkelige Austens pen - selv-om der også er forsonende elementer hos ham. Og mon den fornuftige Austen ville lade sig besnære og risikere både familiens og sin eget rygte og ære, som filmen lægger op til? Næppe.

Når det er sagt, så vil jeg stadig anbefale Becoming Jane. Det er en smuk film med en solid moralsk kerne, der ligesom Austens romaner fremhæver vigtigheden af personernes integritet og karakterstyrke. Den trivialiserer ikke kærligheden og troskaben, som så mange andre film.