Af Carsten Thomsen - KP 01-2007

Filmens titel henviser til beretningen i 1. Mosebog, hvor Gud forvirrede sproget blandt menneskene for på den måde at sprede folkene på jorden og hindre deres fælles mål, at bygge et tårn, som nåede op til himlen. Målet var “at skabe sig et navn” og dermed eliminere behovet for Gud.

Konsekvenserne føles endnu. I den globale landsby, hvor internet, satellitter og tv forbinder verdenen, så er mennesket mere ensomt og fragmenteret i forholdet til medmennesket end nogensinde.
Babel falder ind i rækken af film som Magnolia og Crash, som fortæller forskellige små separate historier, der griber ind i hinanden. Her breder historien sig dog ud til at omfatte tre verdensdele.

Vi er i Japan, Marokko, USA og Mexico. Et enkelt skud fra et jagtgevær får afgørende betydning for alle i filmen. Skuddet affyres af en dreng, der sammen med sin bror er ude for at passe får i bjergene i Nordafrika.

Kuglen rammer en amerikansk kvinde, der sammen med sin mand er på ferie. Ægteparret har taget en charterejse til Marokko for at komme væk fra en tragisk hændelse i familien - men turistrejsen til Marokko kan ikke læge ar på sjælen. Deres ferie bliver i stedet en kamp på liv og død.

I USA følger vi samtidig parrets to børn, der passes af en mexikansk barnepige. Hun tager børnene med til sin søns bryllup i Mexico, en rejse, der ikke bliver uproblematisk.

Filmens fjerde og vel nok stærkeste fortælling handler om en ensom, døv-stum japansk piges desperate forsøg på at finde nogen at relatere til. Men i hendes flygtige bekendtskaber er der kun tomhed, og hun griber fat i det, som flere unge i dag desværre ser som en let udvej til opmærksomhed. Hun udstiller sin nøgenhed over for en mand, der blot ønsker at hjælpe hende. (Her kunne en mere subtil og nænsom kameraføring have opnået samme virkning, uden at stille den unge pige til skue for os. Men det er trenden i mange film i dag).

At forklare disse små tråde yder ikke filmen retfærdighed. Det er måden, fortællingerne er filmet på, der er speciel - der er en særlig stemning i filmen, og man suges ind i dens univers.

Guds fravær
Som i filmene Magnolia og Crash er det en mørk fortælling om menneskets fortvivlede situation under solen. Denne film er ikke for alle - og mange vil sikkert ikke finde den særligt underholdende, nærmere deprimerende - men personligt blev jeg grebet.

Den mexikanske instruktør Alejandro González Iñárritu siger i et interview med Christianity Today:

- For mig handler Babel om mennesker, der er efterladt alene med hin-anden. Der er et fravær af Gud. På en måde har vi måttet prøve at takle konsekvenserne af vores egen grådighed, vor egen selviskhed. Vi straffer os selv med den måde, vi handler over for andre. Gud har gjort det klart, hvad vi behøver at gøre, men vi følger ikke reglerne. Denne film viser klart, at mennesket prøver at overleve, ensomt, uden Gud.

På et tidspunkt i en af de primitive lerhuse i Marokkos bjerge beder en muslim - og den amerikanske mand (Brad Pitt) ser på med et tomt blik, som om han er forbløffet over, at der stadig findes mennesker, der kan finde på at hidkalde de højere magter.

Der er nok af lidelser i Babel. De kulturelle og sproglige forviklinger er mange - og vi har tydeligvis i vor globale landsby ikke lært at overvinde dem. Vi sårer hinanden med ord og handlinger, har svært ved at række hånden ud til hjælp - og familier splittes. Filmen ender med nogle få scener med et vist håb - men peger ikke på nogen løsning på dette almenmenneskelige problem.

Den eneste, der kan give en splittet menneskehed håb er Jesus Kristus, Han, der i sandhed har overvundet kulturelle barrierer og talt i et universelt sprog. Han, der med sin grænseløse kærlighed gav sig selv for at løskøbe mennesker til Gud - “af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”. (Åb. 5:9). .