FILManmeldelse:
Avatar

Af Carsten Thomsen - KP 01-2010

Den mest omtalte film det seneste halve år har uden sammenligning været Avatar. Instruktøren James Cameron, der er manden bag store filmsuccesser som Titanic, Terminator og Aliens, har skabt endnu en blockbuster.
Kan man lide action, romantik og fremmede universer i 3D, så leverer Avatar så sandelig varen.

Hæsblæsende og forførende helaftensfilm med alt, hvad Hollywood kan opbyde af de seneste special-effects.

Og så alligevel midt i det hele bliver jeg ikke rigtig henført. Flere gange må jeg tage mine 3D-briller af i biografen og misse med øjnene. Personligt er jeg ikke nogen stor fan af 3D. Og der kommer også et punkt, hvor de computerskabte landskaber bliver for perfekte og (undskyld, Cameron) måske lidt kunstige…nå, jeg vil lade teknikken ligge og i stedet skrive lidt om filmens historie og budskab.

Avatar er med rette blevet sammenlignet med Danser med Ulve, som i 1990 vandt et hav af Oscars. I begge film bliver en mand sendt ud i den uberørte natur blandt primitive indfødte folk. Disse stammefolk bliver i begge film fremstillet som noble mennesker, der lever i pagt med naturen i et nærmest utopisk miljø-harmonisk samfund - og de, der kommer og ødelægger det hele, repræsenterer det værste i den vestlige civilisation. Aggressive, ufølsomme og kun med et for øje. At nedtromle al modstand for egen berigelse uden øje for natur-folket overhovedet.

Særlig slemt bliver det i Avatar, hvis budskab er i god tråd med den politisk korrekte menneskeskabte globale opvarmning. Vores frelse ligger ikke udenfor mennesket eller udenfor naturen - men i skabelsen selv. Vi mennesker må gå i et med naturen, blive en del af den og lade den fortælle os, at vi faktisk piner livet ud af den og af os selv.

I Avatar hedder stammefolket Na’vier - nogle tre meter høje, lyseblå skabninger, der bor på planeten Pandora. Uheldigvis står disse navi’er i vejen for planerne om at udvinde et særlig værdifuldt mineral som nogle grumme militærfolk vil have fingrene i. Og filmens hovedperson Jake Sully (Sam Worthington) bliver en slags spion for de griske militærfolk. Han bliver en avatar - det vil sige, at han overtager en na’vi krop og rejser ind i na’viernes verden og bliver venner med naturfolket og lærer langsomt deres traditioner og harmoniske forhold til naturen. Og her forelsker han sig selvfølgelig også - i na’vi-pigen Eywa.

Ligesom i filmen Danser med Ulve finder han ud af, at naturfolkets spiritualitet er meget tiltalende - og i mødet med dette stammefolk bliver han “genfødt” - bliver et bedre, mere følsomt og helstøbt individ. Jake Sully lærer bl.a., hvordan man må lade sin hale (na’vierne har lange haler….) forbinde med træernes rødder, så man kommer i forbindelse med Træets Sjæl og kan lytte til ens åndelige forfædre. En symbiose med naturen, så man kan meditere sammen med den.

Som pigen Eywa siger et sted om Træets Sjæl: “Vores Store Moder er ikke på nogens side (altså det gode eller onde). Hun beskytter kun livets balance”…..Puh, ha, nu bliver det pludseligt lidt new-age-Star-Wars-agtigt det hele. May the Force be strong with you, Cameron.

Det er her, jeg godt kan blive utålmodig med den lange film. Det underliggende panteistiske budskab reducerer værdien af mennesket skabt i Guds billede - og det reducerer den personlige Gud og Skaber til et åndeligt kraftfelt, en upersonlig Ånd. Visuelt betagende, jo, men også med et meget omklamrende Broder-Sol-Moder-Jord-budskab.