Af Carsten Thomsen - KP 02-2005

Hvor går mennesket hen med sin skyld i en verden uden Gud? Dette spørgsmål trængte sig på hos mig, da jeg så de to danske film “Brødre” og “Anklaget”, som begge har to skyldplagede mennesker i hovedrollerne.

NB: En meningsfyldt analyse af filmene er umulig uden at afsløre det centrale plot i historierne - hvilket jo ødelægger filmoplevelsen - men der er ingen vej udenom - så hermed er læseren advaret på forhånd.

I begge film har hovedpersonen begået store overtrædelser og bærer rundt på forfærdelig skyld. I begge film er der en grundlæggende erkendelse af, at mennesket ikke er i stand til at leve alene med skyldens byrde, for den tynger mennesket og æder sjælen op indefra.Anklaget

I “Anklaget” følger vi svømmetræneren Henrik (Troels Lyby), hvis datter anklager ham for incest. Hun bliver straks sendt bort til en institution, mens hele retsmaskineriet bliver sat igang med varetægtsfængsling, sigtelser og efterfølgende retssag. Imens forsøger Henriks kone Nina (Sofie Gråbøl) at holde stumperne sammen på hjemmefronten, mens hun selv plages af indre tvivl, som hun ikke tør erkende over for sig selv - og da slet ikke lufte for Henrik.

Vi kan alle samles om at foragte og afsky denne forbrydelse. Det er vel en af de mest stigmatiserende af alle forbrydelser - en krænkelse mod et barn, hvor tilgivelse falder os meget svært, for ikke at sige næsten umulig.

Men selvom vi fra starten er parat til at kaste den første sten, så holder filmen vores arm tilbage. Er han uskyldig eller skyldig? Vi når ikke at afskrive ham midt i hans intense kamp for i retten at rense sit navn - det er først i en af de sidste scener, at han går til bekendelse, og mange af hans reaktioner filmen igennem sættes pludselig i et nyt perspektiv.

Der ligger en kompromisløs dyster stemning over dette psykologiske drama. Den thriller-agtige stemning, som den søger at skabe, virker dog lidt malplaceret.
I nærbillederne af Henrik følger vi i hans udtryk den indre kamp, der river ham op indefra. Filmen igennem bliver han mere og mere fremmedgjort og alene. Samfundets afvisning, vennernes afvisning og til sidst konens.

I filmens sidste scene kryber han fortvivlet rundt på fortovet iklædt en morgenkåbe, og nogle drenge på cykel standser op ved siden af ham. Han kikker bedende på dem i en anstrengt bøn om tilgivelse.

Symbolikken er stærk og ikke til at tage fejl af: Han er som en munk klædt i kåbe, der piner sig selv i en bodsøvelse og forgæves forsøger at sone sine synder.
Børnene foran ham fremstår i frøperspektiv som samfundets repræsentanter og som de mægtige dommere over ham. Uden et ord cykler de bort. Han er som en Judas - fortryder, men er fortabt. Han gik udenfor - det var nat. Der findes ingen tilgivelse for ham.

Brødre
I filmen “Brødre” er der igen fokus på en kernefamilie, som får store sprækker, da katastrofen indtræder. Filmen er instrueret af Susanne Bier, der mere og mere fremstår som en af vore betydeligste instruktører i øjeblikket.

De to brødre i filmen er militærmanden Michael (Ulrich Thomsen), der er gift med Sarah (Connie Nielsen) og så familiens sorte får, den småkriminelle Jannik (Nikolaj Lie Kaas).

Michael bliver som major sendt til Afghanistan, hvor han forsvinder under en redningsaktion og rapporteres død. På hjemmefronten modtages de tragiske nyheder, der er sorg, begravelse, og den udstødte Jannik kommer ind i varmen og får en central rolle som støtte og trøst for Sarah.

Netop som omsorg er ved at forvandle sig til kærlighed mellem Sarah og Jannik kommer meddelelsen om, at Michael stadig er i live. Han overlevede et helikopterstyrt og blev taget til fange af en gruppe oprørere.

Og det er her i fangelejren, at den rystende scene udspiller sig, som bliver filmens omdrejningspunkt. Med en pistol for panden bliver han opfordret til at slå en af sine medfanger ihjel - ellers vil han selv blive slået ihjel. Instruktøren skåner os heldigvis for de barske detaljer, da Michael med lige dele frygt og afsky går i gang med massakren.

Michel bliver reddet fra lejren, men det er en mærket mand, der vender hjem til Danmark. Sandheden om drabet kommer ikke frem - det er en hemmelighed, Michael prøver at leve alene med. Men skylden plager ham, mareridt forfølger ham. Den skjulte forbrydelse forvandler den før så stabile familiefader til en tikkende bombe.

Connie Nielsen er formidabel som Sarah, der tager stød på stød med overbærenhed og viljestyrke. Et portræt af en selvopofrende og prøvet kvinde, der står stærkt som symbol på tilgivelse ved filmens slutning.

I modsætning til “Anklaget” slipper Susanne Bier ikke helt Michael i hans deroute. I den sidste scene er der håb om forsoning og tilgivelse. Der er en medfølelse og indleven med karaktererne i Biers film, som får os til at spejle os selv i dem - meget mere end med personerne i “Anklaget” med dens afvisende kulde.

Skyld og tilgivelse
Begge film tager menneskets handlinger og valg alvorligt, for det har virkelige konsekvenser - selvom forbrydelsen er skjult for omverdenen, så lever den videre i de skyldplagede hovedpersoner.

Filmene fokuserer mere på det indre, selvplagede menneskes håndtering af skyldspørgsmålet, snarere end den straf, som samfundet idømmer. Hvad kan mennesket gøre med den skyld?

I “Anklaget” fordømmer hovedpersonen sig selv, han ved inderst inde, at han har forbrudt sig mod alt det, han burde være som far over for sit barn. Henrik går forgæves bodsgang hos børnene, men der er ingen forsoning at spore. I “Brødre” er det i stedet Sarah, som kommer til Michael med en sidste appel. “Fortæl mig, hvad der plager dig, ellers har vi ingen fremtid sammen”, siger hun. Og Michael åbner op for første gang, og Sarah lytter og måske tilgiver hun.

Heri ligger en del af løsningen på skyldens dilemma. Der må bekendelse af skylden til, før heling bliver mulig. Men der må også tilgivelse til, og den aner vi i “Brødre”.

Dermed ikke sagt, at filmene er særlig optimistiske på menneskets vegne i dets evne til at finde forsoning og fred. Men vi har jo også med alvorlige forbrydelser at gøre.
Selvfølgelig er bekendelse på det menneskelige plan kun en del af svaret i et kristent perspektiv. Her står mennesket jo først og fremmest skyldige over for Gud. Og mennesket formår ikke at sone synden selv. Det kan kun Gud gennem Jesus Kristus.

Så langt når filmene ikke ind til kernen i dilemmaet. Vi præsenteres kun for “livet under solen”. At der end ikke er så meget som en bøn eller anråbelse af Gud i så alvorlige moralske dilemmaer efterlader os dybest set med et indtryk af menneskets fremmedgjorthed i en verden uden Gud.