Af Carsten Thomsen - KP 04-2007

Det 18. århundrede går på hæld, og i det engelske parlament kæmper en ung kristen politiker en ensom kamp for at få ophævet slaveriet, som det britiske imperium nyder godt af med dets blomstrende sukkerindustri.

Hans navn er William Wilberforce, og hans lovforslag bliver nedstemt et efter et. Demoraliseret og med kronisk dårligt helbred er han ved at opgive sit idealistiske felttog. Han trækker sig tilbage for at komme til kræfter og revurdere sin politiske løbebane.

Her bliver han præsenteret for den charmerende Barbara Spooner, der har en lige så energisk iver for at få fjernet slaveriet som han selv.
Han beretter sin historie til hende og vi får i lange flashbacks fortalt Wilberforces politiske kamp, der banede vejen for en lov, der gjorde slavehandel ulovlig i det britiske imperium i 1807.

En sympatisk kristen
Filmen er meget vellykket af et historisk drama at være. Ofte når Hollywood tager kristne under “kærlig” behandling ind-sniger der sig en god portion kynisme, og den kristne ender med at have primært selviske interesser, eller viser sig at være dobbeltmoralsk, snævertsynet og ja nogle gange direkte ond.
Men Wilberforce virker her autentisk, både med sine tvivl og kampe og neder-lag, men også sin selvopofrende kamp for de undertrykte og for den kristne sag. Motivet er nobelt, han er nobel, men det er ikke så sentimentalt og sukkersødt, at vi frastødes.

Med sig har han en gruppe af ligesindede, ikke mindst kollegaen William Pitt, der senere bliver premierminister og en vigtig allieret. Da han møder den lille gruppe af ligesindede kampfæller, siger en af dem:

- Vi kan forstå, at du har nogle problemer med, om du skal tjene Gud eller arbejde som politisk aktivist. Vi foreslår ydmygt, at du kan gøre begge ting….for kristendommens principper fører til handling lige så vel som til meditation.

Hjælp fra John Newton
Åndeligt modtager han vejledning og opmuntring til at fortsætte kampen hos den tidligere slavehandler John Newton, forfatteren bag sangen, der også bærer filmens titel. Albert Finney spiller sammenbidt og med stor intensitet Newton, og scenerne med ham er nogle af filmens stærkeste.

Det er Newton selv, der sætter ord på den sang, der bliver en metafor for Wilberforces liv. “Min hukommelse er næsten forsvundet, men jeg husker to ting. At jeg er en stor synder, og at Kristus er en stor Frelser”. Wilberforce synger da også Amazing Grace i en rørstrømsk scene i parlamentet foran sine kollegaer. Især gennem Newtons inspiration bliver han overbevist om sit kald. Som han siger “Gud har sat foran mig to store mål: At få ophævet slave-handlen og at reformere samfundet”.

Det er ikke en nem film at lave. Wilberforces kamp i parlamentet indebærer en masse snak og årelangt lobby-arbejde, men instruktøren Michael Apted formår alligevel at give filmen det nødvendige tempo, især da slave-modstanderne sætter gang i deres politiske kampagner og snedige skjulte lovforslag, der rammer slavehandlerne på pengepungen - men det hjælper bestemt at kende lidt til Wilberforces liv, før man ser filmen.

Med de mange ringe film, som bliver vist i biografen undrer det, at der ikke bliver plads til dette gribende drama. Men mon ikke, at den snart dukker op på dvd med danske undertekster. Når det sker kan den varmt anbefales.
Carsten Thomsen