FILManmeldelse:
2012

Af Carsten Thomsen - KP 04-2009

Roland Emmerich er kendt for sine katastrofefilm. Blandt andet den vellykkede A Day After Tomorrow, som handler om, hvordan pludselige klimaforandringer resulterer i en ultrakort istid, der lægger verden på køl. Nu har instruktøren skaleret ødelæggelserne op - for vi har i 2012 at gøre med selve jordens undergang.

Nej, Jesus kommer ikke tilbage i 2012 - men vi ser da forskellige religiøse grupper, også en del kristne, der vender sig til Gud og beder om bevarelse midt i katastrofen. Der er en videnskabelig forklaring på apokalypsen - jordens kerne har forskubbet sig (så vidt jeg husker..) og det resulterer i voldsomme naturkatastrofer.

Bibelen beskriver jordens undergang i 2. Pet. 3: “Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er”.

Men i 2012 sker det ikke pludseligt som en tyv i natten. Datoen er nemlig allerede forudsagt i en gammel indiansk Maya-kalender. Og videnskabsmændene er også klar over, at noget katastrofalt er under opsejling, så verdens regeringer er hemmeligt gået i gang med at sikre jordens overlevelse ved at bygge kæmpemæssige arker, der kan rumme mennesker, dyr og planteliv osv.

I denne rammefortælling følger vi en skilt far, der har taget sine to børn med på camping i en nationalpark, hvor det selvfølgelig går allerværst for sig rent naturkatastrofemæssigt. Vi følger også præsidenten og et par personer tæt på præsidenten. Dette er med til at give os nogle personers skæbne at spejle os i. Hovedparten af filmen handler om, hvem der når frem til de overlevelses-arker, som jo kun kan rumme et vist antal mennesker.

Så helt under går jorden ikke - det er blot en ny syndflod - uden synd. For den ultimative katastrofe er ikke knyttet til nogen Bibelsk fortælling om menneskets fald og Guds indgriben, frelse og dom.

Apokalypse - men uden Gud
Det er humanistisk fortælling, som i filmens sidste tredjedel kammer lidt over i rørstrømske appeller om sameksistens på tværs af landegrænser og racer for at redde selve menneskeheden.

Det kunne vi godt være sparet for i det, der langt hen ad vejen er en vellykket katastrofefilm med både humor, spænding og bjergtagende special-effects - Emmerich forstår sig på det med at smadre nationale klenodier verden over. Peterskirken står også for skud - og det er nok ikke helt tilfældigt, når vi ser revnen i Det Sixtinske Kapel slå ned mellem Adams hånd og Guds hånd i Michelangelos Skabelsen.

Gud er der ikke i instruktørens univers - jo, verdens religioner men hvilken forskel gør de dybest set, når naturen sætter sine kræfter ind - for der står jo intet bag naturen. Nej det der kan frelse os er menneskets egen opfindsomhed, tekniske snilde og forudseenhed. Vi bygger bare en ny ark….og her sidder man så i biografens mørke og opsluges - men kan ikke rigtig lade være med at tænke på den dag, hvor himlene virkelig vil forgå med et brag og elementerne vil brænde op - hvor mennesket står magtesløs og ikke kan redde sig selv - uanset hvor megen teknologi, der stables på benene.

Gud skabte denne verden og menneskene på den - og han vil også være den, der alene handler, når alting går i opløsning og han vil ud af det hele danne en ny himmel og en ny jord. Men se, det er en helt anden historie.