EvolUtion:
Darwin kontra Skabelse

Af Louis Nielsen - KP 04-2002

Formålet for mig med at skrive denne artikel er ikke at gå ind i debatten om det ene eller andet standpunkt, men at bore i nogle af de forhold, som gør debatten så intens og til tider endda fjendsk samt at forsøge at finde en vej gennem det, som for nogle af os i det mindste er et dilemma:

Hvad er skabelsesberetningens virkelige ærinde, og hvad er afgørende for kristne at tro, og hvad kan vi tage mere afslappet på og i det mindste se på som muligheder?

Lad mig sige det med det samme, at jeg ikke har nogen særlige forudsætninger for at gå ind i debatten. Jeg skriver som “lægmand”, men som lægmand, der i mange år har beskæftiget mig med Bibelen med en særlig forkærlighed for at tænke det bibelske vidnesbyrd sammen i en bibelsk teologi, som samtidig er nutidig og kan være lede-stjerne gennem livet med dets mange spørgsmål, udfordringer og valg.

Bibelen er “den hellige Skrift”, og den opfatter helt sikkert sig selv som Guds ord, som taler med Guds myndighed og med Guds autoritet. Skriften optegner en fremadskridende åbenbaring i frelseshistorie og i ord, talte af Guds tjenere. Den har sit åbenbarings-historiske midtpunkt og sit dynamiske centrum i Jesus Kristus, Guds Søn, det evige og levende ord selv. Kristus både opfylder og stadfæster Skriften samtidig med, at den efter hans død og opstandelse formidles til os gennem ham.

Det gamle Testamente bliver for den kristne i kraft af, at Jesus lukker det op og forbinder det med sig selv, en kristen bog. Og vores påstand er den samme som Paulus’, at “kun i Kristus tages sløret bort”; Det gamle Testamente kommer først til sig selv og kan ses som én bog med et fælles centrum, når det ses og forstås ud fra Kristus.

Men formelt siger Bibelen ikke ret meget om sin inspiration og sin autoritet, begge ting er på forhånd givne, og de formelle definitioner og redegørelser går den ikke meget op i. Skriften er Guds ord i bred almindelighed, og i særdeleshed, når det ligefrem siges, at “Herren sagde” eller “Så siger Herren” eller “Herrens ord kom til”. Men netop denne uhyre bredde i dens forskellige optegnelser gør spørgsmålet om inspiration og autoritet somme tider uhyre komplekst.

Bibelens guddommelige tilblivelse og dens autoritet bestrides både udenfor og indenfor kirken, men for os andre, som tror på Bibelens autoritet kan der være en tendens til også at insistere på en bestemt tolkning af Bibelens ord, også selv om den selv ikke er så insisterende og endda måske åbner for flere forståelsesmuligheder.

Darwinisme som ideologi
At verden og al natur og alt liv i verden er skabt af Gud, og at mennesket på en ganske særlig måde er “skabt i Guds billede, så det ligner Gud” kommer vi ikke uden om at måtte tro, hvis vi på nogen måde vil sige om os selv, at vi har en bibelsk tro.

Dette syn på både skabelse og historie er vanskeligt forenligt med Darwins teorier som disse sædvanligvis forklares og udlægges ikke mindst i populærvidenskabelige og lommefilosofiske betragtninger. Darwinismen er da også langt mere end en forklaringsmodel på livets og arternes opstående, den er tillige en filosofi, en ideologi og endda en religion for mange.

Så langt som den er blevet det, er det oplagt, at den forkastes og bekæmpes af kristne. Men tidsånden slås for sin darwinistiske opfattelse af livet, fordi darwinismen passer som fod i hose til en række ideologier paradoksalt nok spændende fra kommunisme til ekstrem liberalisme. Den lader sig let spænde for den ateistiske propagandas vogn, men passer egentlig også godt til new age og postmodernismen med dens dybest set nihilitiske historiesyn.

Om darwinismen har skabt den moderne tidsalders filosofi, eller om den moderne filosofi har skabt darwinismen, er svært at sige, det er som det med hønen og ægget og spørgsmålet om hvem af dem, der kom først.
Derfor bliver reaktionen også, når darwinismen angribes, ofte så indædt og intolerant dramatisk, som den sidste tids debat har afsløret.

Forfejlet kristent angreb
Kristne skal dog passe på, at de ikke lader sig trække ind i debatten på et andet sted og på andre præmisser end dem, hvorom den egentlige kamp står.

Historisk set er det uklart, om Darwin med sin teori ønskede at underminere skabelsestanken. Nogen hævder, at han ligefrem blev forskrækket for sin egen opdagelse.

Givet er det, at det ikke så meget var Darwin, som så, hvad hans teorier kunne bruges til, som bestemte andre, hvis sigte og mål direkte var at nedbryde kristendommen og tage troen både på Gud og på dem selv fra menneskene.

Kirken var heller ikke vågen, og den måde den valgte at bekæmpe Darwin på ved at latterliggøre ham, var ikke kirken værdig. Kirken var vel i det stykke, som det så ofte har været tilfældet i kirkens historie, ikke selv alt for funderet i urokkelig tillid til Gud, men snarere opsat på at kæmpe for sin egen magt og autoritet end for Guds ære.

På den måde kom kirken måske til at være alt for fastlåst og alt for dogmatisk i en bestemt udlægning og forståelse af skabelsesberetningen, end Bibelen selv er.

Sådan er det stadig i dag, omend den meget store del af kirken er blevet helt verdsliggjort i sin tro og tænkning og dermed uden besvær har taget darwinismen til sig, i nogle tilfælde i sådan en grad, at der ikke længere er nogen plads for Gud som skaber, undtagen i en subtil symbolsk og eksistentiel forstand.

Tror vi på Jesus, og underlægger vi os hans autoritet, så tror vi også på skabelsen, idet han troede på skabelsen, så tror vi også på den særlige skabelse af manden og kvinden, som fortælles i 1 Mos 1 og 2, for det gjorde han.

Åbenhed for videnskaben
Men at tro det er ikke nødvendigvis det samme som at hævde, at verden og jorden kun er ca. 10000 år gammel, at skabelsen forløb over nøjagtigt 6 gange 24 timer, at hvert eneste dyr, som findes i jordens fauna er skabt fikst og helt færdigt, som vi kender det i dag .

Om de dele har jeg ikke mere end folkeskole-og gymnasieviden, og min interesse for disse ting har ikke været tilstrækkelig stor til, at jeg har gidet eller orket at pløje en masse litteratur herom igennem.

Jeg udelukker ikke, at Gud kan have gjort det præcis, som det står skrevet i 1 Mosebog 1 og 2, men adskillige af de spor, som astronomen, geologen og biologen arbejder med, peger i anden retning, og jeg kan i min læsning og min forståelse af Bibelen ikke se, at der er noget i disse kapitler og i Bibelen iøvrigt, som hindrer os i både at følge astronomen, geologen og biologen og alligevel holde fast ved skabelsestroen ikke blot i bred almindelighed men også i særdeleshed.

For mig synes Bibelen selv, ganske vist ikke direkte, men i allerhøjeste grad indirekte at lægge op til et univers, der er uendeligt stort og også uendeligt gammelt uden alligevel at være evigt, men netop skabt.

Bibelens åbenbaring af Gud og Guds majestæt, evighed og uendelighed lægger ligesom op til det. Vi ved ikke, om den verden, vi kender, er den eneste verden, Gud har skabt, og om at han har skabt verdener før vores verden. Heller ikke ved vi, om liv kan have været til forud for den konkrete skabelse af livet på jorden, kulminerende med mennesket i Eden i 1 Mos 2.

Og selvom jeg ikke har nogen viden om disse ting, vil jeg heller ikke udelukke, at menneskelignende væsener kan have været til forud for Adams og Evas skabelse. Det er afgjort muligt, at jeg tager fejl, men jeg kan ikke se, at det er aldeles udelukket.

Generelt tror jeg nemlig, at vi tror os vide mere end vi ved, og mere end, hvad der strengt taget er åbenbaret os. Gud kan som sagt have skabt verdener og lade verdener tilintetgøre før skabelsen i Bibelens begyndelse.

Det falder ikke med Darwin
I beretningen om skabelsen og syndefaldet begynder Gud den forløsning af jorden og livet på jorden, som kulminerer i, at Gud sender sin Søn til verden, som menneskenes Frelser fra synd og død, og hvis endelige fuldendelse finder sted i skabelsen af de nye himle og den nye jord.

1. Mosebogs indledende kapitler må retteligt opfattes som første akt i frelses-historiens drama. At betragte dem udenfor dette drama, som om de kun kan opfattes som en bogstavelig redegørelse for den absolutte skabelse, forekommer mig at være en unødvendig slutning og ikke den, som hjælper os bedst i gang med at forstå Bibelen.

Det er måske en meget personlig tolkning, så personlig, at den ikke kan have værdi for andre. Jeg har den dog ikke fra mig selv, men flere før mig, som har arbejdet med disse spørgsmål, har tænkt i lignende baner.

Adskillige konservative og inderligt bibeltro bibelfortolkere, som jeg har støttet mig til gennem år og dag, har tolket skabelsesfortællingen sådan, at den ikke nødvendigvis kom i konflikt med den etablerede videnskab.

Og flere Kristustroende og bibeltro videnskabsmænd, som i deres professionelle karriere har skullet tage stilling til disse ting, har i hvert fald i et vist omfang kunne tilslutte sig både Darwins teorier og Bibelens skabelsesforståelse uden at de har følt sig skizofrene, eller at de på anden måde har skullet gøre vold på sig selv.

Darwinismen forklarer langt fra alt omkring livets opståen og slet ikke omkring livets mening. Her giver skabelsesberetningen fuld mening uden nødvendigvis at ville forklare. Dens ærinde er primært at forkynde den Gud, som har skabt os og sat os i verden med hensigt, mål og formål.

Darwinismen er en videnskabelig teori med huller og mangler. Og videnskabelig forskning og tænkning står ikke stille, for ustandseligt spørges der, og nye fund, nye iagttagelser og ny måde at tænke på vil måske en dag afvise darwinismen for at fremkomme med nye teorier, som måske ikke vil være mere spiselige for os kristne.

Men Skaberen er og forbliver altid den, “som er, som var og som kommer”. Det skulle få os til at være afslappede. For os står og falder tingene ikke med Darwin, men står og falder med Gud som Skaber og Jesus Kristus som Frelser.

Lad os dog vedgå, at der er mange gåder i skabelsen, vi ikke forstår, og som Gud ikke har fortalt os noget om. Den dogmatiske darwinisme vil påstå, at den har givet det endegyldige svar på alt. Netop her er dens akilleshæl. Lad os dog ikke ligne den. Og lad os ikke forsøge at gøre os mere kloge, end der er belæg for i Skriftens åbenbaring.

Til tidernes ende er det både hæderligt og troværdigt at recitere med på trosbekendelsens første led:

“Jeg tror på Gud Fader den Almægtige, Himmelens og jordens skaber”.
Til tidernes ende kan vi også istemme med salmisten:
“I evighed, Herre, står dit ord fast i himlen” (Sl 119:89).

En dag vil Gud måske fortælle os, som han fortalte Moses vores historie, hvordan den begyndte, og hvad meningen med den er, men fortælle den sådan, at de spørgsmål, som vi stiller, og som vi er så interesserede i, bliver besvaret.

Men jeg tvivler på, at svaret bliver bedre, mere meningsfyldt og bedre egnet til at leve på og dø på, end det svar, han allerede har givet i Bibelens allerførste kapitler, og det alle paradokser, som de rejser i forhold til vores tid, til trods.