MUSIK:
U2 mellem tro og tvivl

Af Carsten Thomsen- KP 03-2005

Det irske rockband U2 har altid befundet sig et sted mellem tro og tvivl. Deres tro er for bred og udefinerbar til at befinde sig godt i kirken med dens bekendelser og dogmer, og deres tvivl så vedvarende og gennemtrængende, at de indimellem synes kun at hænge ved Bibelen med det yderste af fingerneglene.
Men der er stadig neglemærker i Bogen, trods ondskab, trods fattigdom, trods krige, trods berømmelse. Troen på landet, “hvor der ikke er nogen sorg og nogen skam og hvor gaderne ikke har nogle navne”, troen på den nåde og kærlighed, som får en til at knæle.
“I believe in Kingdom Come...You broke the thorns, and loosed the chains. Carried the cross of my shame. You know I believe it...but I still haven’t found what I’m looking for” synger de på albummet “Joshua Tree”.
Et stort hit, som nærmest er blevet U2’s tema sang. Troen på evangeliet be-kendes, men de søger stadig videre. Det er som om at deres søgen efter Gud, efter mening aldrig ender. U2 er troende og vantro på samme tid.

Tidens spiritualitet
På mange måder er U2’s spiritualitet et godt udtryk for megen af den spiritualitet, som vinder frem i dag. Også i kristne kredse. Den er kirkeløs og uden snærende læresætninger. Den snerrer ad traditioner og konfessioner, som binder folk på Ordet og afviser en bestemt livsførelse og moralske absolutter, der er baseret på Bibelen.

Det er en spiritualitet, som bryster sig af at søge væk fra det hykleri og den hulhed, som man synes at finde i kirken og i stedet alene udleve sin egen tro.
Jo, folk er troende og åndelige, men vil helst ikke lægge sig fast på noget alt for dogmatisk. De søger videre i jagten på endnu en oplevelse, flere erfaringer, flere muligheder.

U2 er i dag et af verdens største rockbands, hvis ikke det største. Det er også et band, hvor tre af de fire medlemmer bekender sig til kristendommen - selvom deres bekendelse har svinget meget gennem årene og antaget nogle ejendommelige former (De tre er forsangeren Bono, The Edge og Larry Mullen - mens det fjerde medlem Adam Clayton ikke har bekendt sig som kristen).
I starten af 80’erne kom de tre i en karismatisk bedegruppe “Shalom”, som de dog senere blev smidt ud af, da deres rockstatus ikke lige kunne forenes med bevægelsens opfattelse af kristen livsførelse.

Denne oplevelse har blandt andet været med til, at de siden ikke har villet knytte sig til noget kirkesamfund, ja de har ofte lagt afstand til etablerede kirkesamfund. “I would join the movement, if there was one I could believe in”, synger de et sted. Eller som Bono udtrykte det i et interview for nylig:
- Hvor jeg end kigger, ser jeg beviser på en skaber. Men jeg ser dem ikke i religionen, som blot har delt mit folk i to (den irske konflikt, red.). Jeg ser ikke Jesus Kristus som del af nogen religion. For mig er religion næsten som når Gud forlader stedet – og mennesker udstikker et sæt af regler for at udfylde tomrummet.”

- Den stærkeste idé, der er kommet ind i verden de sidste flere tusinde år -ideen om nåde - er grunden til at jeg gerne ville være kristen. Men som jeg sagde til Edge den anden dag, føler jeg mig mere som en fan end som én i bandet. Jeg kan ikke leve op til det. Men grunden til, at jeg gerne ville kunne, er ideen om nåde. Den er virkelig stærk, siger Bono.

Der kan være gode grunde til at kritisere kirken og dens fejl. Det er en samling af omvendte syndere, som stadig fejler. Mange unge vil sikkert også i deres oprørstrang lægge afstand til kirkens ledere og traditionerne.

Men der er også en fare ved at stå uden for kirken, ved helt at droppe en menigheds-sammenhæng, for det er her, vi bekræfter og bekender troen over for hinanden, det er her vi holder nadver sammen, det er her vi finder kontinuitet og en holden fast på det apostolske vidnesbyrd. Det er her vi prædiker ordet og styrker hinanden. Kirken er Guds ordning og vilje for mennesket, hvor vi er lemmer på et legeme med Kristus som hovedet.

Intet kompas, ingen religion
Den idealisme og troens sikkerhed, som bandet sang med i starten, blev langsomt erstattet af mere og mere usikkerhed.

I 90’erne på de to meget eksperimenterende album Zooropa og Pop går de til angreb på vestens forbrugersamfund, materialisme og populær-kultur og deres egne indre konflikter som kendte, rige og troende. Bono indtager scenen til koncerterne udklædt som djævelen, og ironi lægges ovenpå ironi, til man når længere og længere væk fra fundamentet.

“Jeg har intet kompas. Jeg har intet kort, jeg har ingen grunde til at gå tilbage. Jeg har ingen religion, og jeg ved ikke, hvad, der er hvad. Vær ikke bekymret. Det er ok, usikkerhed kan være et ledende lys”, synger han ironisk og tvetydigt.

Og på albummet Pop denne Job-agtige diskussion med og anråbelse af Jesus i “Wake up, dead man”: Jesus, hjælp mig. Jeg er alene i denne verden. Jeg ved, at du sørger for os. Men måske er dine hænder ikke frie. Er der en orden i al denne uorden? “Wake up, wake up dead man”. Vågn op, vågn op, døde mand”.

Modsætningerne i bandet har altid været tydelige. De er for troende og for salvelsesfulde til rigtig at blive slugt med hud og hår af sekulære kritikere og fans, og for uortodokse og verdslige til rigtig at blive accepteret af mange kristne. De har ihærdigt kæmpet mod at blive brændemærket som et “kristent” band. De nægtede i flere år at give interviews til kristne medier, da de altid blev taget til indtægt for det ene og det andet, og deres udtalelser fordrejet.

Tilbage til rødderne
På deres to seneste album har de lagt afstand fra 90’ernes bitterhed, vrede og mørke sange. I starten af årtusindskiftet kunne de således optimistisk indlede det nye album “All that you can’t leave behind” med “It’s a beautiful day”. De er kommet tilbage til kernen, nemlig tro, håb og kærlighed, der synes nu at skinne mere igennem på sangene, hvoraf enkelte er bønner til Gud, som på Yahweh:

Take this soul
Stranded in some skin and bones
Take this soul and make it sing
Take these hands
Teach them what to carry
Take these hands don’t make a fist
Take this heart
And make it break

Bonos sange er først og fremmest autentiske. De blotlægger ærligt hans kamp for at bevare troen midt i en uretfærdig verden. Der er en dobbelthed i dem, som altid kræver nærmere analyse. Jesus dukker op i sangene på alle mulige tidspunkter, ved hans side, i slummen, på bjerget. Som en uundgåelig del af hans liv.

Ofte er det den konstante kamp om at holde fast ved troen, der dominerer sangene. Troen sat overfor en hul religion, troen overfor ondskaben i verden, troen i konflikt med berømmelse og storhed, troen midt i mørke stunder, troen trods døden.

Det er forsangeren Bono, som er den drivende kraft i bandet, og ham, der skriver de fleste tekster. Hans ego er stort, hans hjerte er stort. Han lever af at blive tiljublet på scenen, og han er-kender sine mange fejl. Samtidig bevarer han idealismen, og er fast besluttet på at bruge berømmelsen til at gøre verden til et bedre sted.

Gennem at trykke Bush, Annan og Paven i hånden, ved at samle penge ind til Amnesty International, ved at tale mod militærregimer i Latinamerika og prøve at få de vestlige lande til at lette Den Tredje Verdens enorme gæld. - Der er en logikkens og kærlighedens kraft bag universet, hvis du tror på det, siger han til avisen Chicago Sun-Times.

- Men den idé, at den samme kærlighed og logik ville vælge at beskrive sig selv som en baby født i skidt, strå og fattigdom er genial. Og bringer mig helt bogstaveligt på mine knæ. Kristi eksempel bliver nedværdiget af kirken, hvis den ignorerer den nye spedalskhed, som er aids. Kirken er en sovende gigant på det område. Hvis den vågner op og ser, hvad der foregår i resten af verden, så har den en stor rolle at spille. Ellers vil den være irrelevant, lyder hans opråb.

Men på samme tid er han forsigtig med at regne sig selv med i kirkens rækker.

- Jeg slår mig ikke op som kristen på nogen måde. Det kan jeg ikke leve op til. Jeg prøver på at være det, men jeg føler mig ikke godt tilpas under det banner.

Det er igen en dobbelthed og et paradoks, som er svær at forene sig med som kristen. U2 forbliver rastløse og kirkeløse. Vi tror på nåden og kærligheden og Jesus, men vi vil ikke tilhøre nogen.

Deres prædikestol er rockscenen og her vrænger de sjælen ud, mens folk jubler og danser. Og U2 låner gerne deres røst til mange, som måske heller ikke føler sig hjemme i kirken, som føler, at de ikke kan sige og tro de rigtige ting. Det er måske det nærmeste mange kommer til en “kirkekoncert”. Som en anmelder skrev i forbindelse med rockgruppens besøg i Parken i august:

- U2 er en kirke, rockens eneste alvorlige supermagt og store fællesnævner. Hvis ikke U2 eksisterede, var man nok blevet nødt til at opfinde dem.