| |
flodbølgen i sydøstasien:
"Når verden rystes og
skælver"
Af Louis Nielsen - KP 01-05
Forleden dag, hvor jeg sad i
øjenlægens venteværelse, greb jeg efter
et af de fremlagte blade. Noget af det første,
mine øjne faldt på, var en helsides annonce
fra et rejsebureau. “Paradis i Thailand” stod
der med store bogstaver og med et herligt, idyllisk billede
af en strand flankeret af palmer og et luksushotel i baggrunden.
Jeg bemærkede datoen for
bladets udgivelse. 16. december. Alle ved vi nu, hvad
der skete 10 dage senere, i Thailand, i Indonesien, i
Sri Lanka, i Indien og så langt borte som på
Somalias kyst.
Endnu er det endelige dødstal
ikke definitivt fremsat, men det skønnes at være
tæt på 300.000 tabte menneskeliv, foruden
at fem millioner mennesker er blevet hjemløse og
efterladt ikke alene i sorg over tabet af kære,
men også hjemløse, uden ejendele og uden
udkomme.
Til de fleste af tilværelsens
små og store tragedier, for ikke at nævne
katastrofer af nærmest apokalyptisk tilsnit, er
vi kun tilskuere. Nogen gange som om vi er tilskuere til
en af de mange katastrofe- og dommedagsfilm, som er så
populære i øjeblikket.
Som disciple af Jesus Kristus
ved vi dog godt, at vi ikke bare kan være iagttagere
af livet. Vandrer vi med ham vil iagttagelse føre
til eftertanke og handling.
Den engelske digter John Donne
(1572-1632) skrev de berømte ord: “Intet
menneske er en ø, hel eller fuldstændig i
sig selv; hvert menneske er et stykke af fastlandet, en
del af det hele ... Hvert menneskes død formindsker
mig, for jeg er indesluttet i menneskeheden; og send for
dens skyld aldrig bud og spørg, for hvem klokken
ringer; den ringer for dig”.
Spørgsmål
trænger sig på
Ofrene for katastrofen må vi overlade til Gud, til
en hellig, retfærdig, men også barmhjertig
og nåderig Gud. De er ikke længere inden for
nogen andens rækkevidde end Guds.
Reflektion og mulighed for at
ændre noget er derimod åbne for os levende.
Spørgsmålene, vi stiller, er derfor ikke
så meget på de dødes og omkomnes vegne,
som på vore egne.
Vi spørger blandt andet:
Hvad er meningen med dette? Er der nogen Gud, og hvis
han er til, hvor er han så, når sådanne
ting sker? Står han på nogen måde bag,
og hvis han gør, er han så ikke snarere en
ond og grusom Gud end en god og kærlig Gud? Og så
videre, og så videre.
Er Gud med i det?
Flere teologer vil på forhånd afvise, at Gud
er med i det, som sker i verden omkring os. Hvad de stiller
op med et ord af Jesus som, at “ikke en spurv falder
til jorden, uden at jeres Fader er med i det” (Matt
10:29; 1948 oversættelsen) er mig en gåde,
for slet ikke at tale om Es 45:7, hvor Gud selv siger:
“Jeg danner lys og skaber
mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg,
Herren frembringer alt dette”. Og hvad med Amos
5:8-9: “Han, som skabte Syvstjernen og Orion, som
forvandler mulm til morgen og gør dagen til mørk
nat, han, som kalder på havets vand og øser
det ud over jorden, hans navn er Jahve. Han lader ødelæggelse
stråle ud over den stærke, ødelæggelse
kommer over det befæstede”.
Det kan være svært
for os, ja nogen gange umuligt at forstå dette eller
hint i det, Gud gør, men det er alligvel tryggere
at erkende, at vi ikke forstår, men at Gud véd,
hvorfor han gør det, end at han overhovedet ikke
er der.
For salmisten var det en enorm
trøst at vide - også selvom det var ham gådefuldt
- at hvor han end måtte være, så var
Gud dér, og hvad han end gjorde og tænkte,
vidste Gud besked med det, ja at ikke en eneste af hans
dage fra moders liv til livets afslutning var uden for
Guds vilje, kontrol og bestemmelse med ham (Sl 139).
Guds visdom
Det ulykkelige er, at vi er holdt op med at lytte til
Skriften, og snarere stoler på vor egen visdom.
Lyttede vi til Skriftens vidnesbyrd, var det ikke sikkert,
at den gav os svar på lige netop den smerte, vi
står med, men den åbner for os en hel verden
af guddommelig visdom. Den åbenbaring kan vi holde
op mod sorgen, og den visdom fører os ud i det
fri og beder os se opad mod himlens stjerner og stole
på Gud (se 1 Mos 15:1-6). Og i det er der trøst,
håb og glæde.
Guds tanker er os naturligvis
for underfulde (Sl 139:6), hans “planer og veje”
er ikke som “vores planer og veje”, “for
så højt som himlen er over jorden, er mine
veje højt over jeres og mine planer over jeres
planer” (Es 55:8-9); hans “domme er uransagelige
og hans veje usporlige”, og hvem “kender Herrens
tanker, eller hvem kan være hans rådgiver?”
(Rom 11:33 ff.).
Kirken ved, at den er omgivet
af et “mysterium tremendum” (en hemmelighed,
der forårsager skælven), og den enkelte kristen
er ofte spørgende og famlende? “Er det muligt”
og “hvorfor?” var spørgsmål,
hvis altfortærende bitterhed konfronterede Herlighedens
Herre i hans lidelse og død.
Men at katastrofer er uforståelige
for os er ikke det samme som, at de er en gåde for
verdens og livets Skaber, og at de ikke har et formål
og en opgave at opfylde i Frelserens vilje, forsæt
og plan. I hvert fald lærer Skriften, at de har,
og det har vi al god grund til at holde fast ved.
Vi skal altid, når vi
står overfor det gådefulde og mystiske, også
det smerteligt gådefulde, passe på, at vi
ikke gør os “kloge i egne tanker” (Rom
11:25). I tro på evangeliet og i tillid til det
“ved vi, at alt virker sammen til gode for dem,
der elsker Gud” (Rom 8:28), men vi véd ikke,
hvordan det gør det. Med Job skal vi være
omhyggelige med ikke “at tale om noget, vi ikke
forstår, om ting, der er for underfulde til, at
vi kan vide besked” (Job 42:3-4).
Når vi i det følgende
peger på nogle af Bibelens svar på, hvorfor
der er lidelse, og hvorfor ulykker sker, så er det
i bevidsthed om, at svarene er generelle, og at de ikke
nødvendigvis er de rigtige svar på en bestemt
ulykke, sorg eller katastrofe.
Bibelens svar
1. Mennesker, ikke mindst den moderne verdens mennesker,
har svært ved at forholde sig til Guds anderledeshed.
Til stadighed fristes vi til at omforme og tænke
Gud i vort billede. Men Gud insisterer på sin anderledeshed,
sin hellighed og sin nidkærhed for sit navn: “Jeg
er Herren”; “Jeg er Jahve, det er mit navn!
Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min
pris til gudebilleder” (Es 42:8); “Jeg er
Gud, ikke menneske, jeg er hellig iblandt jer” (Hos
11:9). “For se, han som dannede bjergene og skabte
vinden, og som kan fortælle et menneske, hvad det
tænker, han, som gør morgenrøde til
mørke, og som går hen over jordens høje,
hans navn er Jahve, Hærskarers Gud” (Amos
4:13).
2. Så bilder vi os ind,
at vi behersker naturen, at vi råder over liv og
død, at fremtiden for denne klode, ja for universet
afgøres og afhænger af os. Ikke længere
har vi nogen fornemmelse af menneskets lidenhed, at vi
er underlagt døden, og at “om morgenen blomstrer
det og gror, om aftenen er det vissent og tørt”
(Sl 90:5-7). Vi erkender
nødigt, hvor lidt, når det kommer til stykket,
vi er herre over vor egen skæbne. “Vor egen
magt ej hjælpe kan, let kan os fjenden fælde”,
har Luther lært os at synge, og hvor har han ret.
Glemmes må det heller ikke, at vi er faldne skabninger,
og at menneskene og jorden umiskendeligt præges
af faldet, som også har åbnet adgang for dæmoniske
kræfters hærgen. Og vejen til Paradiset er
stadig lukket, og keruber med flammende sværd vogter
adgangen til haven og til livets træ.
3. Ydmyghed er ikke just vor
tilgang til livet; hovmod, selvbedrag, løgn, afgudsdyrkelse,
forfængelighed, magt-syge, illusioner og myter er
det stof, vi bygger livet op omkring, og det forfærdelige
er, at ofte giver Gud os hen til dette bedrag (Rom 1:24
ff.; 2 Thes 2:9-12; Joh 8:44-45).
4. Når og hvis Gud ind
imellem “råber til os i en megafon”
(C.S.Lewis) og åbenbarer sin vrede og sin dom og
minder os både om hans almagt og vor lidenhed, så
er det i virkeligheden en nådesag, et forsøg
på at vække os af vor forhærdethed til
sand erkendelse.
5. Det er i verdens natur at
blive rystet; det synes både en fysisk og en moralsk
nødvendighed. Ellers opdager vi aldrig, hvor forgængelig
denne verden er. Jorden og alt på den rystes, for
at vi skal værdsætte den verden, som ikke
kan rystes og forgå:
“Nu har han (Gud) givet et løfte, der lyder:
“Endnu én gang vil jeg få ikke blot
jorden, men også himlen til at skælve”.
Udtrykket “endnu én gang” viser, at
de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles,
for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå.
Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der
ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans
vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er en
fortærende ild” (Heb 12:25-29).
6. Esajas siger, at “bo”
hos Gud er som at bo “ved den fortærende ild,
ved de evige flammer” (Es 33:14). Det er gledet
ud af alt for megen kristen forkyndelse, og det på
trods af, at det klart var med i Jesu forkyndelse (Matt
10:28). Gud er, som nogle teologer og filosoffer har mindet
os om, ikke blot “fascinosum” (dragende, tiltrækkende),
men også “tremendum” (skrækindgydende,
forfærdelig). “Forfærdelig” eller
“frygtindgydende” er virkelig ord, Skriften
bruger om Gud: “Forfærdelig over alle guder”
(Sl 96:4; 1931 oversættelsen); se også 5 Mos
10:21; 28:58; 1 Krøn 16:25; Sl 66:3; Es 2:19 og
21. Patriarken Jakob kalder ligefrem Gud for “Abrahams
Gud og Isaks Rædsel ” (1 Mos 31:42 og 53;
se også Es 29:23).
7. Den altødelæggende
storm (orkan) med torden og lyn, som farer frem over hav,
skov, bjerge og ørken, råber ifølge
Salme 29 “Ære, Ære!” og kundgør,
ophøjer og forherliger Herrens navn. “Ild
og hagl, sne og røg, stormvejr udfører Herrens
befaling” (Sl 148:8); også dommen og vreden
forkynder Guds majestæt (Sl 90:11).
8. Hvor uvelkommen døden
end er, og hvor megen sorg den end bringer med sig, kommer
vi ikke uden om, at forkrænkeligheden rammer alt
det skabte, fordi Gud har underlagt sin skabning under
døden (Rom 8:20).
Døden hersker over alle Adams børn, fordi
vi alle har syndet (Rom 5:14). Først med Jesus
Kristus og hans komme til verden og gennem hans død
og opstandelse vendes der op og ned på denne tingenes
tilstand. Nu kan det siges om enhver, som er i Kristus,
at over ham eller hende er det ikke længere døden,
som hersker, men “nåden der hersker ved retfærdigheden
til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre” (Rom
5:21).
9. Menneskers synd og uretfærdighed
er naturligvis årsag til megen lidelse, sorg og
smerte i livet, det samme er Satans og dæmoniske
magters ondsindethed. Men hvor paradoksalt og uforeneligt
det er for os, åbner Skriften ingen mulighed for
nogen dualisme.
Der er ikke to magter, som strides og kæmper, selvom
ondskabens kræfter tror, at det forholder sig således.
For alt kommer ultimativt fra Gud, både det, vi
vil kalde godt, og det, vi vil kalde ondt:
“Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også
tage imod det onde” (Job 2:10).
Alligevel er Skriftens vidnesbyrd entydigt og ikke til
at tage fejl af, at “Gud er god og gør godt”
og “at der ingen uret er hos ham”, at han
“ikke fristes af det onde, og selv frister ingen”,
og at det kun “er gode og fuldkomne gaver, der kommer
ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes
forandring eller skiftende skygge” (Jakob 1:13 og
17).
Godhed og strenghed
Gud, som Jesus minder os om, er god mod alle, og lader
det regne over onde og gode og lader sin sol stå
op over onde og uretfærdige.
Det er også kun gode gaver,
han giver, insisterer Jesus på. “Guds godhed
og strenghed” går hånd i hånd,
minder Paulus os om, hans godhed som “rigdom på
overbærenhed og langmodighed”, som sigter
på, at vi skal “omvende” os (Rom 2:4
ff.), hans strenghed, hvis vi i vor opblæsthed tror,
at Gud skylder os noget, og at det ikke bare er af nåde,
at han giver os plads blandt dem, han regner for sine
egne (Rom 11:20-22).
Salmisten vidste, både
ud fra åbenbaringshistorien og Guds folks erfaring,
at Guds nåde var større end hans vrede:
“Herren er barmhjertig
og nådig, sen til vrede og rig på troskab,
Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid”
(Sl 103:8 og 9), og “hans vrede varer et øjeblik,
hans nåde hele livet, om aftenen slår gråden
sig ned, om morgenen er der jubel” (Sl 30:6).
Bebrejder Gud
Ofte bebrejder vi Gud, at han ikke griber ind og dømmer
det onde menneske. Omvendt når ulykke rammer vilkårligt
som i Sydøstasien, så går vi i rette
med Gud og dømmer ham, for at han ikke hindrede
det og bare lod det ske.
På en eller anden måde
er Gud der, og skal i sådanne situationer drages
til ansvar, selvom vi til daglig ikke tror på ham
eller på nogen måde søger ham. Der
er en splittelse i vort sind om Guds eksistens, også
selvom vi går for at være agnostikere eller
endda ateister.
Det er menneskeligt talt ikke
nemt at være Gud. Han udsætter sig selv for
mange urimelige angreb. Men vi kan trygt stole på,
at han kan bære det, og at han altid ved, hvad han
gør og ved, hvorfor han gør det.
Ingen vred Gud?
Mange har på forhånd afgjort med sig selv,
at der ikke er sådan en ting, som Guds vrede, at
Guds rolle er at være kærlig, og at han naturligvis
aldrig dømmer nogen.
At slutte sådan er uden
bibelsk mandat. Hos profeten Esajas står der:
“Min sjæl længes
efter dig om natten, ja, min ånd søger dig.
Når dine bud hersker på jorden, lærer
verdens beboere retfærdighed. Benådes den
ugudelige, lærer han aldrig retfærdighed.
Dér, hvor retten skulle råde, handler han
uretfærdigt og ser ikke Herrens storhed. Herre,
din hånd er løftet, men de ser det ikke ....
“ (26:9-11 a).
Og Paulus skriver i Romerbrevet,
at “over dem, der søger deres eget og er
ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer
vrede og harme. Nød og angst rammer hvert menneske,
som gør det onde, både jøde, først,
og græker” (2:8-9).
Græd med de grædende
Men Guds sandheder skal udtrykkes med varsomhed og omhu.
Ellers bliver de meget nemt en boomerang, som rammer os
selv som et lyn.
Vi kan ikke postulere et bestemt
årsagsforhold mellem et menneskes eller en gruppe
af menneskers ulykke og død. Det er hårdhjertethed.
Snarere skal vi græde med de grædende og hjælpe,
trøste og lindre som bedst vi kan. Til os, men
uden nogen nødvendig adresse til dem, siger Jesus:
“Mener I, at de (de dræbte
galilæere) var større syndere end alle andre
galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger
jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme
ligesom de” (Luk 13:1-5).
“Vi ser nu som i et spejl,
som i en gåde”, og vi “kender stykkevist
og delt”, og det gælder vor opfattelse af
livet og vor forståelse af livet, som det gælder
åbenbaringen af Herrens hemmeligheder. Vi har kun
delvise svar, og ofte har vi ikke engang det. Gud har
dog efterladt os en bog, som lader os forstå noget
af gåderne og kunne tyde nogen af dem, i hvert fald
delvis. Det vil måske ikke lige nu bringe trøst
og lindring eller intellektuel afklaring. Men det fortæller
os, at uanset hvad, er vi i gode hænder, når
vi har lagt vort liv i Guds hænder. Vi forstår
ikke døden, vi forstår ikke “kræfterne
i det høje eller dybe”, vi forstår
ikke det med “fare, eller sværd” eller
“nød og angst, forfølgelse, sult eller
nøgenhed”, men vi kan “være vis
på” , at “gennem alt dette skal vi mere
end sejre ved ham, som har elsket os”, og ingen
af alle disse ting og kræfter får lov til
at “skille os fra Guds kærlighed i Kristus
Jesus, vor Herre” (Rom 8:35-39).
|
