Tidens tegn anno 2007

Af Louis Nielsen KP 04-07

Vi har efterhånden oparbejdet en tradition for i dette blad, at vi i årets sidste nummer fremsætter nogle betragtninger over årets gang i verden og i kirken Det vil vi også gøre her ved udgangen af 2007. Profeten Jeremias blev i en afgørende brydningstid i Juda, hvor meget tunge skyer opfyldte horisonten, mødt af Herren med nogle syner og konfronteret med spørgsmålet: “Hvad ser du, Jeremias?”.

Nu forholder det sig sådan, at Gud ikke så meget interesserer sig for det, Jeremias så, som for hvad det betød. “Tidens tegn” er vigtigte for os at tyde, ikke for at vi kan “være kloge i egne tanker”, men kan møde tidens udfordringer med en forståelse, der er større end vor egen.
Hvad ser vi så? ikke i 600tallet i århundrederne før Kristus, men her i det

første årti af det 2100 århundrede efter Kristus? På det stykke papir, jeg har foran mig nu, har jeg skrevet syv ting ned, som jeg har kaldt bekymringsfaktorer. De er meget generelle, og de er måske mere mine bekymringer end de er andres. Men de er, hvad jeg ser, og måske er de truende skyer, som varsler uvejr.

Men inden jeg arbejder mig ind i uvejret, vil jeg meget gerne betone, at kristne aldrig kan være defaitister (en som er fyldt af nederlagsstemning og nederlagsindstilling).

Vi tror på “den gamle af dage”, på at herredømmet solidt er i hans hænder, og vi tror på hans Søn, Jesus Kristus, som har al magt i himlen og på jorden, og at den Almægtige ved tidernes ende “vil tiltræde kongedømmet”.

Vi er også overbeviste om, at han formår at bevare sine egne og “stille os over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel”, og at hans ord står fast, også når himmel og jord forgår. Derfor er vi altid ved godt mod, og tegnene på “alle tings opløsning” er der, ikke for at gøre os bange, men for at fylde os med hellig iver og gudsfrygt.

1. Sandheden er forsvundet
Den første bekymringsfaktor er den manglende interesse for sandheden i absolut og evig betydning, som præger vor tid.

Det er ligesom, at alle sandheder bortset fra dem, den politiske korrekthed byder os at have, er forsvundet. Universel sandhed, gyldig for alle, findes ikke i den postmoderne verden. Her findes kun det, som er “sandt for mig”. Det er ikke længere overleveringen fra generation til generation (samvittigheden), ikke længere den store fortælling (Bibelen), ikke længere trosbekendelserne, som definerer sandheden for os, men alle spørger vi med Pilatus “Hvad er

sandhed?”.
Gud er der ikke mere for de fleste, profeter og apostle regnes ikke mere, og folket “forgår af mangel på kundskab”. Den enkelte må selv famle sig frem til sin sandhed, og den fastsættes af, hvad man føler, og af hvad de forskelle guruer, terapeuter, sociologer, mediepersoner og ikoner, man nu dyrker, fortæller en.

Det er ikke stuerent at pege på en og kun en sandhed som sandheden, og den, som gør det, afvises som arrogant, fundamentalist, stupid og indskrænket. Mest bekymrende er det, når også kirken tager denne holdning til sig og også begynder at relativisere sandheden og problematisere forkyndelsen. Så er det, at Herrens ord forsvinder af hans hus, og da kan der snart komme til at stå “Ikabod” (1 Sam 4:21) over kirkedørene.

Vender vi sandheden ryggen, er løgnen ikke sen til at rykke ind. Godtroenhed tager over, og myterne florerer. Myterne om selvrealisering, livsstilsfundamentalisme, evig ungdom og lykke er næsten universelle i vor del af verden, og har vundet så meget indpas, at politikerne inkalkulerer dem i deres politik.

2. At gøre sig selv til Gud
En anden bekymringsfaktor er menneskets tilbøjelighed til at guddommeliggøre sig selv og tilbede sig selv. Vi ser det fra den mere latterlige side i det svar, som bliver givet, når en Tour de Francerytter eller en “Vild med dans” deltager får stillet det tåbelige spørgsmål: Hvad følte du? Vi nyder at blive guddommeliggjort for den tid, det nu varer, for det varer jo ikke længe før de samme medier dæmoniserer os, hvis de kan finde den mindste anledning til at gøre det. Farligt bliver det for alvor, når der med guddommeliggørelsen følger magt. Da kan vi nemt skabe et helvede omkring os. Historien er fuld af forfærdelige vidnesbyrd om det.

Guddommeliggørelsen af visse personer kan være sejlivede. Hysteriet omkring Elvis Presley synes ingen ende at tage, heller ikke om prinsesse Diana eller om the Beatles. Ugebladenes skildringer af stjerner og af kongelige virker også som ren mytologi med en meget lille kerne af sandhed i sig. Heri ser vi frugten af syndefaldet, for vi “udskifter Guds sandhed med løgnen og dyrker og tjener skabningen i stedet for skaberen han være lovet til evig tid! Amen” (Rom 1:25).

Vi prøver også at udødeliggøre os selv. Selvfølgelig må vi være dybt taknemmelige for hver en medicinsk landvinding, som forbedrer livskvaliteten. Det er ikke det, det her handler om, men om dødsfornægtelsen og myter om, at der kan udstedes garantier mod sygdom, alderdom og død. Hvordan vi end vender og drejer det, er døden kommet ind i verden, og døden hersker, indtil Gud ved Jesus Kristus definitivt gør en ende på døden og tilintetgør den. Over os alle er dommen fældet og for os alle gælder, at “af jorden er vi taget, og at vi er jord og skal blive til jord”. Sygdom er alle menneskers grundvilkår, og før eller siden får sygdommen overtaget og sender os ind i døden. Når det fornægtes er der virkelig grund til bekymring.

3. Opløsning af fællesskab
En tredje af mine bekymringsfaktorer er den opløsning af fællesskab og solidaritet mellem mennesker, som er markant i dag. Ægteskaber opløses i stadigt stigende omfang, og kristne går ikke forbi, og det skaber megen ensomhed, bitterhed og vrede, frustration og afbrydelse i et udviklingsforløb, ikke mindst hos børnene.

Tillige er arbejdsmarkedets krav så hårde, at mange mennesker hægtes af ogikke rigtig regnes som hørende til fællesskabet. Forbløffende mange sættes ud af hjemmet, bliver hjemløse og lever som posemænd og posekvinder.

Uvenlighed præger ofte vor færden i trafikken og i supermarkedet. Livsdueligheden, evnen til at overvinde forhindringer, bekæmpe negative egenskaber hos sig selv, underordne sig hinanden og hjælpe og tjene hinanden er aftagende. Klynkementaliteten, offermentaliteten, uskyldighedsmentaliteten har alt for gode dage. For få siger til sig selv: “Det kan du ikke være bekendt!”, “du må tage dig sammen og hanke op i dig selv” , “du må elske dig selv mindre og de andre højere” og “ærer du Gud ved at leve som du gør og være som du er”.

Vi kristne er langtfra altid de forbilleder, vi i kraft af vor tro skulle være. Ofte bliver vi udskammet af mennesker, som er langt mere tjenende og hensynsfulde end vi er det. For Gudskelov findes der mange idealistiske mennesker, som også sætter karriere og liv på spil for at tjene andre. Tænk f. eks.på en organisation som Læger uden Grænser. Hvorfor er vi ikke i forreste linje, når det gælder at hjælpe andre. Hvorfor tænker vi så meget på os selv? hvorfor forkæler vi os selv så meget? Prøv at give at ærligt svar på nogle af disse spørgsmål og bed Gud om at hjælpe dig og forvandle dig.

4. Overfladiskhed
Tidens overfladiskhed og manglende sans for proportioner og dyrkelsen af det øjeblikkelige fremfor det reflekterede er den fjerde af mine bekymringsfaktorer.

Eksempler synes overflødige. Kvantiteten af film, teater og underholdning og wellnessoplevelser er uendelige, men hvor er det, som fryder og retter hjertet mod Guds rige og Guds fylde? Også i kirken har det overfladiske holdt sit indtog, og mennesker gives “stene fremfor brød”, spirituel overflade fremfor Guds ords faste føde og Faderens kærlighed ved Sønnen oplevet både gennem fællesskabet og kirkens tjenester.

5. Gudløshed
Min femte bekymringsfaktor retter sig mod det moderne samfunds gudløshed. At samfundet er gudløst, skal man ikke have lup for at kunne se. Herimod kan indvendes, at det har det altid været. Det danske folk har aldrig været særlig fromt, og kirkegang har aldrig været en af vore nationale dyder. Men vi har dog haft vækkelser, vi har haft nogle af de bedste salmedigtere, og går vi en tur på en dansk landsbykirkegård, ser vi mange gravstene med bibelvers som inskription.

Det er rigtigt, at på mange måder er tiden mere religiøs, og man taler gerne om religiøse emner. Religion er ikke længere et tabubelagt emne. Men gudsfrygt og personlig gudstro er noget andet end spirituel interesse. Gudsfrygt retter sig mod hele tilværelsen og går på, både hvad vi tror, hvordan vi lever, tænker, mener og tolker livet og verden. Gudsfrygten omfatter også vore tvivl og vore håb, vore nederlag lige så meget som vore sejre.

Gudløsheden har sat sig på det meste af åndsliv og videnskab. Gudstro skal helst være skjult, må endelig ikke komme til orde i det offentlige rum. Politik og gudstro skal holdes skarpt adskilt. Den troende skal på alle områder, hvor samfundet har en tro, tro på det samme, og må ikke i arbejde og handling lægge afstand til, hvad samfundet tror.

Darwinismen er statens officielle tro, og det er ikke langt fra, at den skrives ind i konventioner og internationale traktater. Vi skal alle anerkende homoseksuel praksis, og menneskerettigheder og demokratisme, og FN’s charter har en højere status end De ti Bud eller Jesu Bjergprædiken.

Den militante ateisme er begyndt at røre på sig igen. På det etiske område sætter samfundet systematisk ind på at få afbrudt så mange svangerskaber som muligt, hvor der er den mindste mistanke om, at det ventede barn på en eller anden måde kunne være handicappet.

6. Tankekontrol
Den sjette bekymringsfaktor har jeg allerede løseligt berørt under nogle af de andre. Men skal jeg trække den frem for sig selv og benævne den med kun et ord, vil jeg tale om tankekontrollen. Man afskyr fundamentalisme mere end noget andet, men overser behændigt, at samfundet udvikler sig mere og mere i totalitær retning.

Det til trods for, at vi er i en periode, hvor borgerligheden har magten i de fleste lande i EU. Samfundet ønsker at sætte dagsordenen for, hvordan vi skal gebærde os fra vugge til grav. Mere og mere sætter det sig på det personlige ansvar og den personlige frihed og ønsker at kontrollere og give love for alle ting.

Paradoksalt er det, når man i nogle lande i EU lovgiver for, at kirken f.eks. skal anerkende homoseksuel praksis og ikke må have et differentieret syn på mænds og kvinder forskellige roller til trods for, at kirkens charter Bibelen netop gør det, eller når man end ikke i en kristen friskole må undervise børnene i, at der er altså et alternativ til den darwinistiske tilværelsesforklaring. Heller ikke videnskaben er åben og fri, for også her er der et slags “tankepoliti”, som fortæller forskere og studerende om, hvad man må tro og ikke må tro. Få tør f.eks.gå op mod den ortodokse lære om klimaforandringerne.

7. Kirkens fremtid
Endelig går min syvende bekymringsfaktor på kirken. Hvor er kirken, og hvor er den på vej hen? Jeg skelner ikke i denne sammenhæng mellem folkekirke og frikirke. Jeg taler om kirken som hele den flok, der på en eller anden måde forholder sig til evangeliet og til troen på Jesus. Ønsker vi at følge Jesus og være “lys og salt i verden”, ønsker vi at fremme en kristen holdning og forståelse af livet, ønsker vi at “tage korset op”? Ønsker vi at være samtidige, men uden at gå på kompromis med vort budskab og uden at tilpasse os verden og tidsånden? Siger vi klart til mennesker og til os selv, hvad det fører med sig at være disciple af Jesus, eller fortæller vi dem kun om alle de goder, de kan få del i ved at blive kristne?

“Hvad ser du?” begyndte jeg med at spørge. Det er altså, hvad jeg mener at se, og hvordan jeg opfatter det. Om der ligger noget apokalyptisk i det, vil jeg overlade til læserne at afgøre.

I den forstand, at der ligger en risiko for frafald fra troen i hver af de nævnte bekymringsfaktorer, er der tale om tegn på enden, altså om apokalyptiske tegn. Men apokalyptiske tegn er ikke så meget tidsmarkører som advarselsflag, som kalder på vores årvågenhed, vækker os op af søvne og siger til os: Tag dig i agt!. Lad dig ikke overliste, men vær på vagt. Befæst din tro, styrk din tro, opbyg din tro, kend din tro, medens dagene er nogenlunde rolige, medens det er endnu er lyst.

Der kommer en nat, en bælgmørk nat, hvor ingen kan arbejde. Måske kommer den, før vi aner det. Må den ikke overraske os og finde os uforberedte