Den kristne og TErapi:
Den tunge tilgivelse

Af Astrid í Hjøllum Christensen - KP 01-09

Flere og flere terapeuter får øje for, at det at tilgive er en vigtig brik til indre helbredelse. Nogle mener ligefrem, at man kan blive fysisk syg, hvis man ikke tilgiver. Der tales dels om at til-give andre, men også om at tilgive sig selv.

Nogle mener, at det at tilgive alvorlige handlinger er at gøre forholdet mellem mennesker overfladisk. De påstår, at alt ville være tilladt, hvis man bare tilgiver. Man kan da også spørge sig selv om, hvordan det er for torturofferet at tilgive sin bøddel? Eller hvordan det er for barnet at tilgive, at det er blevet misrøgtet hele sin barndom? Eller for de pårørende til en myrdet at tilgive morderen? Skal vi altid tilgive? Hjælper det os? Er det naivt at tro, at man kan tilgive selv grove forbrydelser?

Selvom det nogle gange er svært at tilgive, er det omkostningsfyldt ikke at gøre det. Det kræver megen energi, og for nogles vedkommende udvikles der psykiske problemer. Had og vrede kan ødelægge ens indre totalt. Det kan sløre vores virkelighed, det kan blænde for det lyse, der sker i vores liv. Det kan gøre, at vi ikke tager imod andres udstrakte hænder og ødelægge vores forhold til andre - også dem vi ikke er vrede på.

Jeg er bevidst om, at vi nogle gange bliver nødt til at være vrede. Det er en måde at beskytte os selv og vores familie på. Der er også ting i denne verden, vi bliver nødt til at reagere på, ting, der virkelig kan gøre en vred og skal gøre en vred.

Når man beder en anden om tilgivelse, er det fordi, man angrer eller fortryder det, man har gjort. Man vil gerne gen-oprette forholdet, og man vil gerne have den andens respekt og kærlighed tilbage.

På mange måder ønsker man at være jævnbyrdige igen. Vi beder i virkeligheden den anden om at give os en gave i form af at slette det, der er sket, og at det ikke bliver taget op igen i et skænderi f.eks.
Man siger, at tiden læger alle sår, og det er i nogle tilfælde rigtigt. Men der er også tidspunkter, hvor man bliver nødt til at få ting renset ud.

Hvis vi bliver udsat for svigt, reagerer vi ud fra vores følelser. Selvom omgivelserne ikke er fjendtlige, kan de føles som fjendtlige. Vi kommer i en slags forsvarsposition. Hvis vi ikke får arbejdet med det og forsøger at komme videre, kan det risikere at sætte sig fast som en varig følelse. At alle er efter os, ingen er med os, og alle vil en noget ondt. Hvis vi hele tiden føler, at folk er efter os pga. tidligere svigt, risikerer vi at blive bitre og skuffet over livet. Det er et hårdt sted at være som menneske, fordi ens egen ”selvprofeti” går i opfyldelse. Vi bliver alene, og vi gør os alene.

Forskellig tilgivelse
Der er selvfølgelig forskel på, hvordan vores sind er bygget sammen. Nogle falder det nemt at tilgive og glemme, mens det kræver meget af andre. De, der har let ved at tilgive, tænker ofte ”pyt der skete jo ikke noget særligt” eller ”der findes andre, der har det værre end mig”. Denne form for tilgivelse kan komme ud af ægte kærlighed eller overskud, det kan også komme af ligegyldighed. Ligegyldighed forstået på den måde, at den der tilgiver, måske ender med ikke virkelig at have tilgivet. I virkeligheden nager det stadig, det huskes stadig, og man er stadig såret. Man har blot tilgivet, fordi det bør man gøre, det er det rigtige. Man har været ligegyldig overfor sig selv, fordi man har glemt hvilken konsekvens, det har for en selv. Man er kommet til at ofre sig over evne.

Hvor går grænsen?
Selv om vi nødigt vil være ved det, har vi alle en eller anden form for intolerance. Det kan være en fordel at kende ens in-tolerance og at være åben overfor, at det rent faktisk er sådan. Dette kan hjælpe os med at forstå, hvorfor vi er intolerante, og ved at have den indsigt har vi nemmere ved at ændre den.

Der opstår nogle nye valgmuligheder ved, at vi gør os bevidste om, hvorfor vi er intolerante? Hvem vi er intolerante overfor? og hvad det gør ved os? Er det alkoholikeren på gaden? Er det de fremmede? Er det dem, der lever totalt anderledes end os selv? Eller er det tiggeren på gaden?

Vi har alle forskellige normer og meninger og vil som udgangspunkt gerne være åbne og tolerante, men alt for ofte viser det sig, at vi ikke er så tolerante, som vi påberåber os. Alt for ofte deler vi os op i grupper af rigtige og forkerte, vindere og tabere o.s.v.

Denne viden om os selv er vigtig i forhold til at tilgive. Ved at kende os selv og vores reaktioner på det fremmede bliver vi bedre til at skelne, om det vi såres over i virkeligheden handler om, at vore grænser er for snævre, at vi måske ikke har fået kommunikeret ud, at ”der går grænsen”, eller at vi har overvurderet os selv og troet, at vi kunne tåle mere, end vi kan.

Der kan også være ting i vores liv, hvor vi kan have svært ved at tilgive os selv. Det kan være, at alle andre for længe siden har tilgivet det, men vi bliver selv ved med at fastholde det skete. Det kan være, at man ikke har været så gode forældre, som man havde håbet. Eller man føler, at man reagerer uhensigtsmæssigt i forskellige situationer, man bliver måske meget let ked af det, vred eller tager alting meget personligt?

Der kan være situationer, hvor man har lyst at bide sig selv i tungen, fordi man godt ved, at det man siger ikke fremmer processen positivt. Disse specielle reaktionsmønstre i ens liv kan nogle gange sætte sig som dårlig samvittighed. Det kan være konstruktivt nok, idet vi nogle gange kan bruge den dårlige samvittighed, til at ændre på vores handlinger.

Nogle af vore handlinger er forkerte og bør ændres. Men der kan også være en udefinerbar skyldfølelse, vi har en følelse af, at vi gør alt forkert, men vi kan ikke rigtig pege på, hvad det er, vi gør forkert. I disse situationer er det negativt, og her kan det være brugbart at se på, om det er reel skyld, eller vi mangler at tilgive os selv fortiden. Tilgive er et lidt mærkeligt ord at bruge i dette tilfælde, måske handler det mere om at forsone sig med det skete, eller vore reaktionsmønstre.

Kristen tilgivelse
Der er som sagt bred enighed blandt terapeuter om, at tilgivelse er en vigtig del af vores liv. Filosoffen Fernando Savarter sagde” Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os. Men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere overfor det, der sker med os”.

Vi kan jo kun være enige som kristne, at tilgivelse er vigtig. Det er jo kernen i nåden. Vi er blevet tilgivet, Jesus har sonet vor skyld, og vi kan stå frem for hans trone pletfri. Som kristne kan vi blot glæde os over, at vi ikke er alene om at tilgive.

Vi skal ikke i vores egen kraft tilgive. Vi kan hente hjælp og støtte fra Jesus. I bogen Skjulestedet af Corrie Ten Boom fortæller hun om, hvordan hun efter at have været i koncentrationslejr oplever at holde et foredrag. Bagefter kommer der en mand op for at hilse på hende, og hun ser med det samme, at det er en af de soldater, der har opført sig værst i lejren overfor jøderne og også overfor hende selv.

Hun beder en bøn inde i sig selv om hjælp til at hilse på denne mand, fordi det fylder hende med afsky at se denne mand igen. Da de giver hinanden hånden, oplever hun en dyb kærlighed til manden. Hun beskriver den som en kærlighed, der kommer udefra, en kærlighed der ikke kommer fra hende selv. Det er jo netop det, Jesus kan gøre for os.

I Lukas 6: 37 står der ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes; fordøm ikke så skal I ikke selv fordømmes. Tilgiv så skal I selv få tilgivelse”. Bibelen lægger ikke skjul på, at vi som mennesker skal tilgive hinanden. Det er ikke blot et tilvalg, det er en pligt i Bibelens øjne.

Jeg er klar over, at der kan være situationer, hvor det er uendelig svært at tilgive sin næste. Det kan være, at en person har krænket en så grundigt, at man simpelthen ikke i sig selv kan tilgive. Men vi kan bede om hjælp til at tilgive, eller hjælp til at forsone sig med det skete.

Der står i Bibelen, at vi skal velsigne vore fjender. Jeg tror også, at det er for ens egen skyld, at man skal velsigne sine fjender. Det er ikke godt at gå og være vred hele tiden. Det er ikke godt for vores sind. Hvis vi er forbitret, svækkes vores livskvalitet markant. Vi risikerer også, at vores forhold til Gud bliver forringet, ikke fordi Gud ønsker det, men fordi vi i vores tanker og sind kan flytte os væk fra Gud.

Det opløftende ved at have en tro på Jesus Kristus er, at en dag så er al pine, sorg og elendighed slut. En dag eksisterer vrede ikke engang mere. En dag skal vi være sammen i evigheden uden smerten; hvis vi blot nogle gange kan minde os selv om dette, så vil vi opleve at blive løftet op. Vi vil opleve, at der er håb, og er der det, bliver det også lettere at forsone sig og tilgive.

I Ef. 1:7-13 står der ” I Ham har vi forløsning ved Hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Den gav Han os i rigt mål med al visdom og indsigt ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelses plan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske. I Ham har vi også del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for Han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, så at vi kan blive til lov og pris for Hans herlighed, vi som allerede forud havde sat vort håb til Kristus”

Vi er ikke alene. Vi har al mulig grund til at kunne tilgive både os selv og andre. Vi har et håb og en tro. Vi er selv blevet tilgivet, vi lever under nåden, og Gud har omsorg for hver enkelt af os og ved lige, præcis, hvad den enkelte kæmper med.