Den kristne og TErapi:
Isolation og frihed

Af Astrid í Hjøllum Christensen - KP 04-08

Vi kender alle til at føle os isoleret, ensomme og forladte. Dette er en normal følelse i et menneskes liv. Denne følelse kan være mere eller mindre reel. Den er selvfølgelig reel, hvis vi oplever dødsfald, skilsmisse eller store konflikter med venner og familie. Dér, hvor den nogle gange ikke er reel, er, når ensomhedsfølelsen er diffus.

Vi er omgivet af venner og familie. Vi har et bredt netværk og god kontakt til venner, men alligevel har vi en følelse af at stå fuldstændig alene. I den eksistentielle psykoterapi påstås der, at vi ikke kan komme uden om isolationen; dette er et grundvilkår i livet vi bliver nødt til at se i øjnene. Den opdeles i tre forskellige former for isolation, interpersonelle-, intrapersonelle- og den eksistentielle isolation.

1. Den interpersonelle isolation opfattes almindeligvis som ensomhed. Dette kan skyldes geografisk isolation, utilstrækkelige sociale færdigheder eller den følelse af isolation der opleves i stærkt konfliktfyldte forhold.

2. Intrapersonel isolation er den isolation, som Freud kaldte forsvarsmekanismer. Man taler om intrapersonel isolation, når en person undertrykker sine egne følelser eller behov. Og tager det man ”skal” og ”bør” til sig som egne ønsker, hvorved man underkender sit eget potentiale og egen evne til at bedømme.

3. Den sidste form for isolation er den eksistentielle isolation. Denne form for isolation er endnu mere knyttet til eksistensen end de to foregående, dette er en isolation der ikke lader sig ophæve hverken af givende forhold til andre mennesker eller den højeste grad af selv-indsigt.

Eksistentiel isolation betegnes som en uovervindelig kløft mellem os selv og andre mennesker. Det er således en mere fundamental isolation – det er adskillelse mellem mennesker og verden. Det er følelsen af at være alene og erkendelsen af, at man er alene, at man er ansvarlig for sit eget liv. Yalom skriver ”For så vidt som man er ansvarlig for sit eget liv, er man alene.

At have ansvar for noget indebærer også at være ophav til det; erkender man det, må man også opgive troen på, at der er en anden, som skaber og beskytter en. Den selvskabende proces er uundgåeligt forbundet med dyb isolation. Man erkender universets kosmiske ligegyldighed. Dyrene har måske en følelse af, at der findes hyrder og ly, men menneskets selvbevidsthed dømmer det til at møde eksistensen nøgent og alene”.

Gud er med – midt i isolationen
Selv om vi kristne kender til følelsen af at være ensomme og isolerede, må vi alligevel erkende, at Guds ord lover os så meget mere. Vi tror, at der findes en skaber, en der er større end os selv (Alpha og Omega) og en, vi kan kaste vores byrder på. Det er rigtigt, at vi her på jorden kan føle os forladte, svigtet og have en følelse af at være fuldstændig alene – vi kan oven i købet, i perioder, føle os forladte af Gud.

Det er også rigtigt, at det at tage ansvar for sit liv, og at skulle træffe beslutninger for os selv eller vore børn, kan gøre, at vi føler os ensomme. Men dette har ikke været Guds hensigt fra begyndelsen, dette er en konsekvens af syndefaldet. Vi blev oprindelig skabt til at være i Paradis sammen med Gud – ikke adskilte fra Gud. Gud har mange gange i sit ord lovet, at vi ikke er ene.

I Salme 23 ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod ” og i Salme 139: 8: ”Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget er du der” og v.16 ”Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje”.

Gud kendte os allerede, da vi lå i vores mors mave, og han går også med os den dag vi skal dø. Jesu død bevidner også med al tydelighed, at Gud ikke ønsker vi skal være alene, men vandre med Ham. I Paradis vil der ikke være nogen af os der vil føle os ensomme og isolerede, der skal hver tåre tørres af vores kind (Åbenbaringen).

Men når disse følelser af ensomhed og forladthed dukker op i vores liv, må vi prøve at huske Guds løfter og minde os selv om ordet og tro, at det er sandt. Ligesom det lille barn søger tryghed hos dets mor eller far, når det er sygt eller vågner om natten og er bange, kan vi søge tryghed hos Jesus Kristus.
Fornyelse af sindet

Det kræver også nogle gange, at vi forsøger at ”disciplinere” vore tanker og sind, at vi er åbne overfor Guds plan og tanker for vore liv. I Rom. 12:2. står der: ” Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: Det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”

Det er så snublende nær at have en smule ondt af sig selv og føle at hvis bare mit liv så lidt anderledes ud, hvis bare jeg havde lidt flere venner eller hvis bare jeg var lidt dygtigere. Vi har nok alle hver vores, hvor vi har ondt af os selv, og hvor vi ender med at kaste os selv ud i en følelse af isolation og ensomhed. Jeg er klar over, at der er mennesker i dette liv, der virkelig har været ofre, og virkelig har meget svære ting at kæmpe med, det er ikke denne gruppe, jeg taler om. Det er blot en opmuntring til, at vi nogle gange godt kan parkere vores tanker og følelser, så de ikke får lov at råde i vores liv.

Jeg tror, at de fleste kender digtet ”Fodspor”. Dette digt er skrevet af en teenagepige ved navn Mary Stevenson i 1939, da hun skrev digtet, led hun af en svær depression pga. af blandt andet tabet af sin mor. Det kan synes sentimentalt, men dog er der en vigtig pointe. Der står:

”En nat havde en mand en drøm: Han drømte, at han gik langs stranden sammen med vor Herre. Hen over himlen så han glimt af scener fra sit liv. For hver scene han så, bemærkede han to sæt fodspor i sandet: det ene tilhørte ham selv, det andet vor Herre.

Da den sidste scene viste sig for ham, kiggede han tilbage for at se sporene i sandet. Han bemærkede, at mange gange i løbet af hans liv var der kun et sæt fodspor. Han lagde også mærke til, at dette skete på de tidspunkter i livet, hvor han var længst nede og mest ked af det.

Dette bekymrede ham meget, og han spurgte vor Herre: Herre du lovede mig, at når jeg en gang havde valgt at følge dig, så ville du være der ved min side altid. Men jeg har bemærket, at på de tidspunkter i livet, hvor jeg havde det sværest, der er der kun et sæt fodspor. Jeg forstår ikke hvorfor, da det var der, jeg behøvede dig allermest.

Vor Herre svarede: Mit kære barn. Jeg elsker dig, og jeg ville aldrig forlade dig. Gennem dine sværeste stunder, der hvor du havde det dårligst, og der hvor du kun ser et sæt fodspor, det var der jeg bar dig.”

Det er netop sådan det er med Guds kærlighed, når vi tror vi er alene, så står Gud lige ved vores side klar til at trøste og lindre.

Frihed til at vælge
Det andet grundvilkår, den eksistentielle psykoterapi påstår, at vi må forholde os til, er friheden. Med friheden menes der, friheden til at vælge og skabe, hvad vi vil med vort liv. Under friheden ligger også ansvar. At hvert menneske må tage ansvar for sit liv, sine valg og handlinger. Også selv om dette kan give grundlag for angst. Yalom siger i sin bog Eksistentiel Psykoterapi:

”At have ansvar for betyder at være ophav til. At være sig sit ansvar bevidst er at være bevidst om, at man skaber sit eget jeg, sin skæbne, sin livssituation, sine følelser – og i givet fald- sine lidelser. Hvis patienten ikke vil påtage sig dette ansvar, men bliver ved med at skyde skylden for sine problemer på andre, er egentlig terapi en umulighed.”.

Senere skriver han om en oplevelse, der påvirkede ham stærkt. Han skriver:

"Jeg svømmede rundt alene med min snorkel i en tropisk lagunes lune, solbeskinnede, klare vand og følte som så ofte, når jeg er i vandet, en dyb glæde og afslappethed. Jeg følte mig hjemme. Det lune vand, den smukke koralbund, de sølvglimtende elritser, de neonlysende koralfisk, de prægtige havengle, søane-monernes svulmende fingre, den æstetiske fryd ved at glide og skære gennem vandet – alt dette i forening skabte et undersøisk paradis.Og da, af grunde jeg aldrig helt har forstået, skiftede mit perspektiv med et radikalt. Det stod mig pludselig klart, at ingen af mine undersøiske medskabninger delte min nydelsesfulde oplevelse. Havenglene vidste ikke af deres pragt, elritserne ikke af deres sølvglimten, koralfiskene ikke af deres lysende farver. Søpindsvinene og bundens slam (som jeg gjorde mit bedste for ikke at se) vidste for den sags skyld heller ikke af deres hæslighed. Velværet, hjemligheden, skønheden, den gyldne stund, det dragende og vederkvægende – i virkeligheden eksisterer alt dette ikke. Jeg havde selv skabt det alt sammen.”

Han mener, at han for den sags skyld kunne svømme rundt i en oliepøl. At det er ham selv, der har skabt meningen om, hvad der er smukt og ikke smukt. Han mener, at vi er eneansvarlige for vores eget liv, ikke kun for det vi gør, men også det vi undlader at gøre. Han mener ikke, der er noget man bør eller noget man skal.

Sartre ville sige, at vi bærer ansvaret for hungersnøden, ikke fordi han mener vi bør eller skal gøre noget ved den af pligt, men at vi bør forholde os til, at vi ikke forholder os, at vi ikke lader os informere om verdens elendighed.
Yalom understreger, at det er dybt skræmmende at opdage ansvaret, at erkende at man er skaber (ansvarlig for) sig selv og verden. Det at opdage at der ingen regler er, ingen etiske systemer, ingen værdier og ingen storslået plan med universet. Sartre siger ” Mennesket er den skabning, hvis projekt er at være Gud”. Med det mener han, at det er det enkelte menneske, der er skaber. Yalom mener, at ved at erkende vort ansvar bliver vi angste.

Det, vi reagerer på, er angsten for grundløsheden og intetheden. Dog understreger han også, at det er nødvendigt at se ansvaret i øjnene for at mærke friheden. Ved at være ansvarlige må vi bruge vor vilje til at handle, der må være en vilje til at ville forandre sig selv.

Vi har et ansvar
Jeg synes, det er interessant at læse Yaloms og Sartres opfattelse af livet. Det er interessant at se, at uden Gud er vi overladt til os selv og vores egen virkelighedsopfattelse. Pludselig er der ingen retningslinjer, ingen regler eller nogen etiske rammer. Selv naturens skønhed er det op til os at vurdere.

Vi kan selvfølgelig ikke som kristne være enige i, at vi er skaberne, at det hele handler om vores virkelighedsopfattelse, at der ikke er noget man bør eller skal, at vi ikke står til regnskab andre steder end hos os selv, og at naturen kun er smuk, fordi vi synes det. Ikke desto mindre synes jeg det er interessant, fordi det er sådan, rigtig mange mennesker forholder sig til livet. Og det fylder mig på den ene side med et kæmpe vemod, at der er så mange mennesker, der ikke kender Gud og på den anden side en kæmpe taknemmelighed over at kende Gud. At vide, at nok har vi ansvar som mennesker, men det er ikke op til mig at være verdens hersker, der er en mening med tilværelsen, der er et håb, der kommer en dag udfrielse, vi har intet at frygte og vi er ikke alene.

Det er rigtigt, at vi ofte trænger til at blive mindet om vores ansvar. Det er ofte, at vi prøver at undslippe os vores ansvar. Angsten for at vælge kan også komme krybende. Det er nogle gange lettere at blive i den komfortable zone, at blive der hvor det er rart, og hos det vi kender. Det kan være dårlige tillagte vaner, det kan være, at vi ser, at der er en, der har det svært, og vi undlader at gøre noget ved det. Der er også flere og flere familier, der har svært ved at få hjemmet til praktisk at fungere, flere og flere klager over træthed og manglende ressourcer. Det er blevet alle mands eje at påberåbe sig manglende overskud.

Det underlige er bare, at aldrig har man haft det så godt som nu, aldrig har der været flere muligheder end nu, aldrig har det været så let at få mad på bordet, man kan blive ved med at nævne hvor godt materielt vi har det. Og alligevel er der så mange, der har det svært.

Jeg siger ikke, at det ikke for rigtig manges vedkommende er sandt, at det er sådan, at det er og at det er reelt. Men jeg tror bare også, at man må overveje i sit eget liv, om der er noget vi undlader at tage ansvar for, om der er dele af vores liv, hvor vi har valgt at lade uhensigtsmæssige vaner få styringen i vores liv.
Ikke op til os alene
Bibelen taler også om ansvar. Jesus revser farisæerne flere gange for at være hovmodige og ikke kende skriften med hjertet. I Matt. 22:29. ”Jesus svarede dem: I er på vildspor, for I kender hverken skrifterne eller Guds magt”.

De kendte skrifterne og dog gjorde de ikke, de tog ikke ”ansvar” for det de læste, de valgte at gøre sig hovmodige overfor Guds ord, så det ikke fik lov at gro. Adam og Eva måtte også tage konsekvensen af, at de spiste af det forbudte træ, det eneste træ de ikke måtte spise af. I Lukas 12:48 står der: Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fåetmeget betroet, skal der forlanges så meget mere af.”

Så Bibelen taler helt klart om ansvar; dér hvor vejene skilles fra den eksistentielle psykoterapi er, at vi ikke er ene ansvarlige, vi har Herren Jesus ved vores side, der hjælper os med ansvaret, hvis vi blot tillader det og lukker ham ind. Som kristne mener vi også at have ansvar for vores næste, det hele handler ikke kun om os selv.

På en måde kan vi sige, at vi næsten har et større ansvar end Yalom taler om, dog er forskellen, at hvis vi følger Yaloms teori står vi fuldstændig alene, det er fuldstændig op til os at vurdere, hvad der er det bedste at gøre. Som kristen har vi Gud ved vores side, og i virkeligheden har vi ikke eneret på vores liv, hvis vi er overgivet til ham. Alt, hvad vi ejer af ressourcer og midler, er kun til låns og det bedste for os er at bede: ”Lad din vilje ske”.

Vi kan være fuldstændig overbeviste om, at det bedste for os vil ske, hvis vi vandrer i Guds vilje. Vi står ikke alene, Gud har ikke lover noget nemt liv, der er mange kristne rundt om i verden, der lever et meget hårdt liv med forfølgelser og tortur som deres hverdag.

Her i vesten er vi ramt på vores identitet i Ham og på vores sind og følelser. Men vi kan være stensikre på, at Gud er med os, der er en plan, der er et håb og i fællesskab med Ham vil alt samråde til det bedste, hvis vi vælger at lukke ham ind på alle niveauer.

I Esajas 55: 8-9 står der:” For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren. For så højt himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.”
Gud er suveræn, Han er Alfa og Omega, og der er intet i liv og død, der kan rokke ved Guds suverænitet og råderet.